Pårørende til ældre og handicappede i Silkeborg Kommune opfordres nu til at give et nap med. Der er stor mangel på personale på grund af sygdom.

Pårørende til ældre og handicappede i Silkeborg Kommune opfordres nu til at give et nap med. Der er stor mangel på personale på grund af sygdom. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)

Mandefald: Kommune beder pårørende om at tage handicappede hjem fra botilbud

Silkeborg Kommune er nu så hårdt ramt af corona blandt pleje- og omsorgspersonale, at kommunen beder om hjælp til praktiske opgaver fra pårørende på ældre-og socialområdet. Pårørende må også meget gerne tage handicappede hjem fra botilbud.

Udgivet: 09/02/2022

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Sygemeldingerne kommer i en lind strøm hver dag i Silkeborg Kommune, og nu påvirker det i større grad driften af plejecentre, hjemmeplejen og de sociale tilbud.

På den baggrund opfordrer kommunen nu pårørende til om muligt at hjælpe med de praktiske opgaver, som kommunen er nødt til at nedprioritere lige nu. Det fremgår af en meddelelse fra kommunen.

"Det er stadig trygt og sikkert at være på vores plejecentre, i vores hjemmepleje og på vores sociale tilbud, men den helt ekstraordinære situation, vi er i lige nu, gør, at vi ikke har en normal hverdag," siger borgmester Helle Gade (S) og fortsætter:

"På ældreområdet følger vi situationen meget tæt. Vores medarbejdere gør, hvad de kan trods manglen på kollegaer. Vi må dog være ærlige at sige, at hvis vores medarbejdere i den kommende uge bliver syge, som de gør lige nu, så kan vi blive nødt til at iværksætte et egentligt nødberedskab."

"På socialområdet har vi også mange smittede medarbejdere, og enkelte tilbud mangler mange medarbejdere. Særligt Voksenhandicap er ramt på døgnområdet. Vi får endnu vagtplanerne til at hænge sammen, takket været medarbejdernes og ledernes store indsats."

Vi opfordrer pårørende til at tage borgerne hjem, hvis det er muligt
Helle Gade (S), borgmester i Silkeborg Kommune

Også kommunens rengøring er alvorligt ramt af coronasygemeldinger, og der prioriteres dagligt mellem opgaverne.

"Vi beder derfor nu om hjælp fra de pårørende til at afbøde konsekvenserne for de ældre og sårbare. Pårørende kan hjælpe til med de opgaver, som vi på grund af smitten må nedprioritere eller udskyde," siger Helle Gade og forstætter:

"Det kan for eksempel være at feje krummer op, støvsuge, tømme skraldespanden, smide visne blomster ud, tømme postkassen og andre praktiske opgaver, hvor det er muligt."

Også på socialområdet appelleres til pårørende:

"Vi opfordrer pårørende til at tage borgerne hjem, hvis det er muligt. Vi ved godt, at det kan være svært for nogle, men for de af jer, for hvem det er en mulighed, vil det hjælpe området meget lige nu," siger Helle Gade.

Både ældreområdet, socialområdet og rengøringsområdet trækker på alle de vikarer, der kan fås, og medarbejdere hjælper ifølge kommunen velvilligt til på kryds og tværs af områder, centre og tilbud for at tage vagter, hvor der er særligt mange sygemeldinger på grund af coronasmitte. Silkeborg Kommune søger desuden gennem Falck efter podere, der søger nyt job i takt med nedskaleringen af testkapaciteten i Danmark.

Fare for ensomhed

Den høje samfundssmitte rammer nu også de ældre og sårbare borgere i Silkeborg.

"På grund af den høje samfundssmitte har vi næsten dagligt udbrudshåndteringer på plejecentre på grund af meldinger om smittede medarbejdere eller pårørende, og vi har nu også smittede borgere. Heldigvis er de fleste ældre ikke særligt syge og har et mildt forløb med hoste og feber. Det værste er isolationen, hvor de ældre kan blive noget ensomme, og det er vi meget opmærksomme på," siger Helle Gade.

Sidst opdateret: 24/02/2022 - 00:22

Emner: Ældrepleje, Silkeborg Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]