Social- og ældreminister Astrid Krag fastslog på et samråd, at Statsrevisorernes kritik ikke var voldsom

Social- og ældreminister Astrid Krag fastslog på et samråd, at Statsrevisorernes kritik ikke var voldsom - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Ministeren fastslår: Det var ikke en skarp kritik fra Rigsrevisionen

Social- og ældreminister Astrid Krag var kaldt i samråd om Rigsrevisionens beretning om kommunernes håndtering af handicapområdet. Her understregede hun, at der trods alt ikke var tale om en skarp kritik.

Udgivet: 10/05/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Social- og ældreminister Astrid Krag var torsdag kaldt i samråd for at forholde sig til Rigsrevisionens beretning om kommunernes håndtering af handicapområdet.

Ministeren tager kritikken alvorligt, men hun understreger samtidigt, at det ikke var en voldsom kritik.

"Jeg tager den kritik, som beretningen rummer, meget alvorligt. Fordi man skal i et velfærdssamfund som vores have den hjælp, som man har ret til og behov for. Og man skal også have den i første omgang. Uden at skulle klage," sagde hun på samrådet og fortsatte:

"Men jeg vil også gerne sige, at jeg synes, det er ærgerligt, at det nogle steder i debatten er blevet udlagt som om, det er tale om en fuldstændig voldsom og ualmindelig harsk kritik fra Rigsrevisionen og Statsrevisionens side. Det er der ikke. Der er ikke tale om en skarp kritik fra deres side, men en moderat eller middel kritik."

Fejl er ikke lig med, at man har fået den forkerte hjælp

Social- og Ældreminister Astrid Krag mener, det er vigtigt, at borgerne ikke oplever fejl i den kommunale sagsbehandling på handicapområdet. Derfor er det beklageligt, at nogle borgere ikke har fået en korrekt afgørelse i første omgang.

"Det heller ikke er godt nok, at Rigsrevisionen finder, at ministeriets tilsyn på området har været utilfredsstillende. For borgerne skal naturligvis have den hjælp, som de har ret til efter loven. Og beretningens konklusioner viser, at der er en risiko for, at flere af kommunernes afgørelser kan have været forkerte," sagde hun på samrådet.

Men ministeren understregede, at fejl ikke er det samme som, at borgerne ikke har fået den hjælp, de har ret til.

"Det er i den sammenhæng relevant at huske, at selvom der er begået fejl, så er det ikke det samme som, at borgerne ikke har fået den hjælp, som de har ret til efter loven. En fejl kan godt være rent processuel uden at påvirke afgørelsens indhold."

Ikke drage generelle konklusioner

Ifølge ministeren kan man ikke drage generelle konklusioner om kommunernes sagsbehandling på baggrund af Ankestyrelsens omgørelsesprocent.

"Men man kan ikke drage generelle konklusioner om den samlede sagsbehandling i kommunerne på baggrund af Ankestyrelsens omgørelsesprocent. Det skyldes, at omgørelsesprocenterne kun omhandler de sager, der påklages til Ankestyrelsen, men derimod ikke siger noget om alle de sager, hvor kommunerne træffer afgørelser. Vi ved med andre ord ikke, hvor mange af alle sager, der påklages til Ankestyrelsen."

Ministeren understregede også på samrådet, at det langt fra er alle borgere, der er utilfredse.

"Langt fra alle er utilfredse. Den seneste brugertilfredshedsundersøgelse fra VIVE fra november sidste år viser for eksempel, at mere end to tredjedele af de adspurgte borgere på botilbud og med socialpædagogiskstøtte i eget hjem langt hen ad vejen føler, at de får den hjælp, de har brug for. Ligesom den såkaldte gap-undersøgelse fra 2021 viste, at næsten hver anden af borgerne oplevede, at de fik hjælpen i tide."

Statsrevisorerne fandt det bekymrende

Da beretningen kom udtalte Statsrevisorerne både kritik af kommunerne og Social- og Ældreministeriet. De udtalte blandt andet:

"Statsrevisorerne finder det bekymrende, at Ankestyrelsen har omgjort kommunernes afgørelser i mere end ⅓ af de sager, der er påklaget til Ankestyrelsen i perioden 2013-2021, fordi kommunerne ikke har overholdt gældende regler og love på området. Statsrevisorerne finder dette særligt bekymrende, da det øger risikoen for, at udsatte borgere med psykiske eller fysiske handicap ikke modtager de ydelser, som de er berettigede til."

Læs mere om kritikken her:

Læs også:
Statsrevisorerne: Kommunerne laver for mange fejl på handicapområdet

Sidst opdateret: 10/05/2022 - 13:53

Emner: Handicap, Astrid Krag (S), Handicappede

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]