Hvordan virker efterværnsindsatsen bedst? Det spørgsmål er blevet undersøgt af VIVE.

VIVE har set nærmere på de unges perspektiv. Her peger de blandt andet på, at det er vigtigt, de unge bliver inddraget og kan regne med indsatsen.

"Det er det her med at få de unges perspektiver og egen stemme ind på, hvordan de oplever efterværnsindsatsen, og hvad de synes, er vigtigt. Der står det meget klart, at det de synes er vigtigt, det er at de bliver inddraget i planlægningen af indsatsen, og at de kan regne med indsatsen. At den ikke er midlertidigt og pludselig ændrer sig, hvis deres vilkår ændrer sig," siger sociolog Tea Torbenfeldt Bengtsson, der har været med til at lave analysen, til NB-Social.

Der er nemlig flere eksempler på, at de unge bliver presset i situationer, hvor de i forvejen har det svært.

"Vi har nogle historier med unge, som er droppet ud af deres ungdomsuddannelse og så har mistet deres efterværn. Det de fortæller er, at på de mest kritiske tidspunkter så ryger deres efterværn. Det presser dem," siger hun.

Hun understreger, at ungdomslivet er omskifteligt. Det kræver en fleksibilitet i måden, man tænker indsatserne.

Ifølge Tea Torbenfeldt Bengtsson er de fleste glade for deres indsats, når de først har fået den. Men de har ofte måtte kæmpe en betydelig kamp for at få efterværn, ligesom de må kæmpe for at beholde den, når de først har fået den tildelt. Det kræver ofte et stærkt netværk.

De unge kender ikke deres rettigheder

En anden ting, der er vigtigt, når man tildeler efterværn, det er at se på den historik, den unge kommer med.

"Hvis den unge har oplevet i sit møde med systemet ikke at få den hjælp, de havde brug for, at det var en kamp, og der var ingen, der lyttede, så mister de tilliden til systemet."

Derudover er der mange unge, der slet ikke kender deres rettigheder.

"Et andet centralt fund er, at de unge ikke kender deres rettigheder. De ved ikke, hvor de skal gå hen for at finde nogle, der kan hjælpe dem. Nogle der vil dem det godt. De tror jo ikke på systemet, så det er ikke der, de i første omgang henvender sig. Og selvom de gør, så oplever de, at det kan være svært at komme igennem til sagsbehandleren. Og ligesom blive syltet fra system til system, fordi det skal afklares, hvor de hører til."

Undersøgelsen har ti fokuspunkter til en god efterværnsindsats. Efterværnsindsatsen skal ifølge undersøgelsen være:

1. Relevant. Den unge skal kunne se, at støtten faktisk er en hjælp.

2. Tilgængelig. Den unge skal have nem adgang til viden om rettigheder og relevant støtte.

3. Fleksibel. Støtten skal løbende kunne tilpasses den unges behov og ønsker i forhold til omfang, indhold og varighed, og at der herunder åbnes op for definitionen af udvikling

4. Gennemskuelig. Beslutninger om støtte skal være til at forstå for den unge, og den unge skal vide, hvad støtten består af, og hvad der kan forventes af støtten.

5. Koordineret. Støtten skal tilpasses anden hjælp og støtte, som den unge modtager, således at forskellige systemer samarbejder og ikke modarbejder hinanden.

6. Tryghedsskabende. Støtten skal have fokus på at skabe og understøtte længerevarende trygge og fortrolige relationer.

7. Rettidig. Støtten skal være tilgængelig, når den unge har behov for hjælp.

8. Langsigtet og processuel. Støtten i overgangen til voksenlivet skal tidligt tænkes og italesættes som en integreret del af barnets/den unges liv.

9. Uden automatisk slutdato. Støtten skal tildeles og tilrettelægges ud fra den unges behov og ønsker og ikke efter bestemte tids- eller aldersintervaller.

10. Stabil. Den unge skal kunne regne med, at støtten ikke pludselig skifter karakter eller pludselig afsluttes.

Du kan læse VIVE's undersøgelser her og her.

Kommunerne har svært ved at fastlægge målgruppen

Det er ikke kun VIVE, der har undersøgt efterværn. Det samme har Ankestyrelsen. Den undersøgelse ser på efterværn fra kommunernes perspektiv.

I Ankestyrelsens undersøgelse fortæller rådgivere i flere kommuner, at det er vanskeligt at vurdere, hvilke unge der er i målgruppen for efterværn. Det betyder, at der kan være store kommunale forskelle, når det kommer til, hvilke unge der bliver tilbudt en efterværnsindsats, og hvornår en kommune vælger at afslutte efterværnet.

Noget der er afgørende for, om den unge kan modtage efterværn er, at efterværnet vil kunne bidrage til en positiv udvikling hos den unge. Men lige netop det kriterie er ret svært for mange kommune. Det er nemlig svært at vurdere, hvordan den unges udvikling vil være i fremtiden, ligesom det er uklart, hvilket grundlag kommunerne skal vurdere ud fra.

”Det med udviklingspotentiale er jo også et meget, meget fluffy ord. Det kommer meget an på, hvordan vi tolker det,” siger en anonymiseret leder fra Lolland Kommune i rapporten.

Det er også svært for kommunerne at vurdere, hvornår indsatsen skal stoppe igen. Ifølge bestemmelsen er det, når den unge ikke længere opfylder sit formål, og den unge ikke i tilstrækkelig grad profiterer af indsatsen. Men det er også svært at vurdere i praksis.

”Vi oplever, at udviklingsvejen ikke er en lige vej. Udviklingen går op og ned. Skal vi så gå ind og sige: ’Nu præsterer du ikke på uddannelse eller arbejde, så du er ikke i målgruppen længere?’. Det er et meget unødvendigt pres, der faktisk også ligger her på os som fagpersoner,” siger en anonymiseret rådgiver fra Guldborgsund Kommune.

Ifølge kommunerne selv er det årsagen til de store kommunale forskelle, når det kommer til tildeling og afslutning af et efterværn. Ankestyrelsen opfordrer til, at kommunerne laver en bredere helhedsvurdering frem for et 'her og nu'-billede.

Efterværn er et tilbud til unge, der har været anbragte eller haft en kontaktperson frem til de blev 18. Det skal sikre en god overgang til voksenlivet og støtte den unge. De kan modtage det, frem til de fylder 23.

I 2020 var der cirka 8.700 unge, der fik støtte efter efterværnsbestemmelsen.

Støtte til unge i efterværn kan for eksempel være opretholdt døgnophold hos en plejefamilie, en fast kontaktperson, udslusning fra det hidtidige anbringelsessted eller anden støtte, hvor man forsøger at skabe en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge.

Der er dog forskel på hvilken type af efterværn, den unge kan få. Det afhænger af, om den unge har været anbragt eller blot har haft en kontaktperson op til de blev 18 år.