I Norddjurs Kommune er der som i flere andre østjyske kommuner ikke mulighed for flere kommunebetalte ture til og fra sygehuset, selvom genoptræningsperioden endnu ikke 
 er slut.

I Norddjurs Kommune er der som i flere andre østjyske kommuner ikke mulighed for flere kommunebetalte ture til og fra sygehuset, selvom genoptræningsperioden endnu ikke er slut. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Stor forskel i tilbud om kørsel til borgere med handicap

Susanne Hvids kommune tildeler ikke ekstra handicapkørsler, mens andre østjyske kommuner gør det efter en individuel vurdering. Se hvilke kommuner her.

Udgivet: 24/06/2022

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Siden Susanne Hvid fra Grenaa brækkede sin ankel forrige år, har hun gået ekstra meget til genoptræning. Fast hver anden uge har en handicaptaxa parkeret foran hoveddøren, og chaufføren har hjulpet hende i kørestolen op på 1. sal til fysioterapeuten i Grenaa Sundhedshus.

Men nu har hun følt sig nødsaget til at skære ned på træningen, da hun snart ikke har flere handicapture tilbage på klippekortet.

- Det er vigtigt for mig at komme af sted. Jeg vil op og gå igen, siger Susanne Hvid til TV2 Østjylland.

Loven kræver, at kommunerne som minimum tildeler 104 enkeltture til borgere, som er stærkt bevægelseshæmmede. I Norddjurs Kommune betyder det, at borgerne kan få de 104 enkeltture om året og ikke en eneste tur mere. Da borgerne som regel skal både ud og hjem, svarer det til en tur ud af huset én gang om ugen.

Det opdagede Susanne Hvid, da hun fik afslag på hendes ansøgning om at få flere ture.

- Jeg blev ked af det, mundlam og tænkte, at det ikke kunne være rigtigt, siger Susanne Hvid.

Lige nu har hun 27 enkeltture tilbage til resten af året, og hun har derfor skåret ned på ture til for eksempel fødselsdage og andre sociale arrangementer.

Susanne Hvid ønsker, at hendes kommune ville lave en individuel vurdering af hendes behov i stedet for at afvise ønsket.

En rundringning til flere østjyske kommuner foretaget af TV2 Østjylland viser, at kommunerne laver individuelle vurderinger. I Horsens og Syddjurs kommuner er der eksempler på borgere, som har fået flere ture end de 104 enkeltture efter en konkret vurdering. Der er også borgere, som har fået afslag.

I Aarhus Kommune tilbydes alle visiterede borgere 125 enkeltture - altså mere end lovens minimumskrav, mens Randers Kommune giver 52 ekstra ture specifikt til borgere, der som Susanne Hvid har fået lægeordineret fysioterapi. Det er sket 12 gange i 2021 i Randers.

Hos Norddjurs Kommune mener formand for voksen- og plejeudvalget, den konservative Mads Jensen, at det vil blive svært at lave en model for individuel vurdering, som eventuelle ekstra ture kunne tildeles efter.

- De fleste politikere er åbne overfor at skabe serviceforøgelser, men vi er nødt til at tage i mente, at det koster noget. Det er helt reelt, at man kunne lave nogle tildelingskriterier, men det skal politisk behandles, siger han til TV2 Østjylland.

Han vil ikke afvise, at det kan komme på tale, men han pointerer, at den nye økonomiske ramme i aftalen mellem regeringen og Kommunernes Landsforening gør det svært at lave selv de mindste serviceforbedringer lokalt.

Hos Dansk Handicap Forbund er det ikke et tilfredsstillende svar. Her anerkender man, at kommunerne har ret til at holde sig til lovens minimumskrav på 104 enkeltture generelt, men samtidig er kommunen forpligtiget til at lave en konkret og individuel vurdering.

- Det er problematisk, hvis der ikke er lavet en konkret individuel vurdering, inden der er givet et afslag. Der kan være særlige behov, der gør, at man har behov for flere ture et enkelt år, siger landsformand Susanne Olsen.

I Grenaa mener Susanne Hvid, at hendes brækkede ankel lige præcis er en særlig situation, som burde udløse ekstra ture i år, så hun kunne blive ved med at komme til den ekstra fysioterapi.

- Så vil jeg måske kunne komme op og gå bag en rollator igen, hvilket jeg snart ikke har gjort i et år, siger hun.

Oversigt: Sådan håndterer de handicapkørsel i Østjylland

Svært bevægelseshæmmede over 18 år kan få individuel handicapkørsel, som skal række ud over transport til behandling, terapi og lignende. Fysioterapi er ikke i denne kategori. Det skal som minimum være 104 enkeltture så tæt på gadedøren som muligt. Prisen må ikke være væsentligt højere end prisen for den kollektive trafik i området. Det står i Bekendtgørelse af lov om trafikselskaber.

Fakta

Norddjurs: Tilbyder ikke flere ture end minimumskravet på 104 enkeltture.

Randers: Tilbyder 104 enkeltture. De tilbyder 52 enkeltture udover de 104 ture til borgere, der kører til lægeordineret fysioterapi. 12 borgere har fået det i 2021, mens der ikke er nogen præcis oversigt over, hvor mange der har fået afslag.

Horsens: Tilbyder 104 enkeltture. Der er givet ekstra ture til borgere, men der er ikke overblik over, hvor mange det drejer sig om.

Aarhus: Tilbyder 125 enkeltture om året - 21 ture mere end lovens minimumskrav på 104 ture.

Silkeborg: Tilbyder ikke flere ture end minimumskravet på 104 enkeltture.

Syddjurs: Tilbyder 104 enkeltture. Kommunen vurderer konkrete ansøgninger, hvis der er borgere, som har ønsket flere ture end lovens minimumskrav på 104 ture.

Favrskov: Tilbyder 104 enkeltture. Kommunen bekræfter, at de har givet afslag på ansøgninger om flere ture end lovens minimumskrav på 104 ture.

Odder: Tilbyder 104 enkeltture om året og ikke flere. De har givet ét afslag på flere ture i 2021. De har brugt 828.000 kroner på ordningen i 2021.

Samsø og Skanderborg kommuner er ikke vendt tilbage på TV2 Østjyllands spørgsmål.

Kilde: TV2 Østjylland

Sidst opdateret: 24/06/2022 - 08:09

Emner: Handicap, Handicappede

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]