Silotænkning i kommunerne skaber problemer for efterværn. Det er nemlig sjældent den forvaltning eller kommune, der bevilger og betaler for efterværnet, der får glæde af gevinsten. Det fortæller VIVE's chefanalytiker Katrine Iversen, der peger på tre potentielle incitamentsproblemer ved efterværn.

Det drejer sig om:

"Det er ikke noget, der fordrer, at man iværksætter efterværn," siger Katrine Iversen.

Efterværn bliver typisk iværksat, når de unges anbringelser stopper. En indsats efter servicelovens børneparagraffer stopper ved det 18 år. Men så er der efterværnsparagraffen, hvor man kan få tildelt hjælp til og med det 22 år.

Den indsats visiterer man til via servicelovens børneparagraffer - og dermed i den forvaltning, der forvalter børneparagrafferne. Det betyder, at det også finansieres af den forvaltning.

Her er den første incitamentsudfordring, der går på tværs af forvaltningerne internt i kommunen.

"Hvis efterværnsindsatsen har en gavnlig effekt, er det ikke noget, børneområdet får gavn af. Investeringen ligger i en kasse, men kan komme andre kasser til gavn," siger Katrine Iversen til NB-Social.

Det kan både være på voksensocialområdet eller beskæftigelsesområdet, at man får gavn af den investering.

Flytter til en anden kommune

Det andet incitamentsproblem finder man mellem kommunerne, hvor man jo ikke er sikker på, at en given efterværnsmodtager bliver boende i kommunen.

"Der er jo også kommuner, der tænker, at nu investerer vi i den her unges efterværn og fremtid, men hvis den unge klarer sig godt, er der en sandsynlighed for, at den unge flytter til en anden by for at starte uddannelse," siger Iversen og fortsætter:

"Så er det jo i en anden kommunal kasse, at effekten kommer."

Dog viser en analyse, at mere end 80 procent af de unge fortsat bor i hjemkommunen, når de fylder 30.

Dårlig business case for kommunerne

Den sidste incitamentsproblematik går mellem kommunerne og staten. Her er det igen hjemkommunen, der betaler udgifterne, mens staten henter gevinsterne.

Hvis efterværnet medfører, at de unge gennemfører en uddannelse og får samt fastholder et job, kan det med de nuværende refusionsregler blive sværere for kommunerne at få en positiv business case. Det ser man også i forhold sundhed og økonomi.

Hvis efterværnet forhindrer, at den udsatte unge ender i psykiatrien, eller at man begår mindre kriminalitet, påvirker det ressourcetrækket i både regioner og staten positivt.

"Investeringen ligger et sted, men outputtet mange andre steder," siger Katrine Iversen.