
Fairhus bliver et fysisk mødested, hvor unge kan mødes om aktiviteter, der giver et frirum i en travl hverdag. - Foto: PR-Foto
Til kamp mod de unges mistrivsel: Nyt hus skal styrke trivslen
KFUM og KFUK åbner det første Fairhus åbner i Aarhus senere i år. Ambitionen er at skabe et sted, hvor unges drømme og engagement skaber fællesskaber, der styrker deres trivsel.
Udgivet: 24/08/2023
Efter en stor donation fra den A.P. Møllerske Støttefond bliver det nu muligt for KFUM og KFUK at åbne det første Fairhus i Aarhus senere i år. Fonden har bevilget syv millioner kroner til projektet.
Det gør fonden, fordi det er vurderingen, der er brug for nye men velafprøvede måder at hjælpe unge med den mistrivsel, der rammer mange unge mennesker.
Fairhus bliver et fysisk mødested, hvor unge kan mødes om aktiviteter, der giver et frirum i en travl hverdag. Her får de ansvar og kan begå fejl, uden at verden vælter.
Når det første Fairhus åbner, er det ambitionen at give en fair chance til unge. Derfor vil der være en bred vifte af faciliterede aktivitetsfællesskaber, hvor unge kan finde og dyrke en passion sammen med andre unge.
Huset vil have et aktivt værtskab, så man føler sig velkommen, og det er nemt at være med. Endelig vil Fairhuset give mange unge erfaring med at tage frivilligt ansvar og finde deres plads i fællesskabet.
KFUM og KFUK i Danmark står bag Fairhuset, der bringer organisationens mangeårige erfaringer med unge, fællesskaber og frivillighed i spil på en ny måde.
"Mange unge oplever, at samfundet og deres forældre har høje forventninger til deres præstation i skolen og alle andre steder. Det skaber et unfair stort pres på de unges mental sundhed. Fairhuset er KFUM og KFUK’s svar på dette pres," siger Jørgen Kvist, der er Generalsekretær KFUM og KFUK i Danmark, i en pressemeddelelse.
"Unge er nemlig først og fremmest stærke og har potentialer. I Fairhuset giver vi mulighed for, at unge kan blive opslugt af aktiviteter og engageret i noget udenfor dem selv. Tak til Den A.P. Møllerske Støttefond for muligheden for at etablere det første Fairhus i Danmark."
Samarbejdspartnere spiller en vigtig rolle
For at skabe de bedste rammer for aktiviteterne, bliver de unge budt velkommen til huset af både frivillige og ansatte, der er med til at sætte rammen for gode fællesskaber. Arbejdet med Fairhuset har været i gang i mere end ét år, og det skaber grundlag for at etableringen af det første hus sker i tæt samarbejde med en række lokale aktører.
"Når Aarhus bliver hjemsted for landets første Fairhus, sker det på baggrund af en grundig behovsanalyse, hvor mange lokale samarbejdspartnere og unge har givet inputs til, hvad et lokalt Fairhus skal bidrage med. Først og fremmest handler det om at skabe et mødested, hvor man kan gøre noget sammen med sine venner, erfare at man har betydning i fællesskabet og møde frivillige og voksne, der taler om vigtige ting i livet," siger Gritt Rhinstrøm, Projektchef for Fairhuset, i en meddelelse.
Når Fairhuset etableres i Danmark, sker det i et tæt nordisk samarbejde med Fryshuset i Sverige og Forandringshuset i Norge. Samarbejdet betyder, at Fairhuset i Danmark har adgang til erfaringer og velafprøvede metoder, der allerede har vist deres positive effekt på unges livsmuligheder. Samtidig skal en del af bevillingen bruges på, at parterne løbende udvikler nye initiativer, der møder nordiske unges behov og giver nye grupper af unge mulighed for at gøre erfaringer med nordisk samarbejde.
Sidst opdateret: 24/08/2023 - 11:48
Emner: Ungeindsats










































