
13,1 procent af samtalerne om natten handler om selvmord. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Efter et år: Næsten 6.500 barske samtaler om natten på BørneTelefonen
BørneTelefonen og Hørt har nu haft døgnåbent i et år, hvor der har været næsten 6.500 samtaler om natten. Samtalerne er ofte væsentligt mere barske om natten og drejer sig oftere om selvmord.
Udgivet: 22/11/2022
Nu har BørneTelefonen og Hørt haft døgnåbent i et lille år. Næsten 6.500 børn og unge har ringet ind.
Ifølge en analyse fra Børns Vilkår - efter de første seks måneder - er samtalerne om natten væsentligt mere barske end dem om dagen.
Eksempelvis handler dobbelt så mange af samtalerne om natten om selvmord. 13,1 procent af samtalerne om natten handler om selvmord, mens det i den øvrige åbningstid drejer sig om 6,6 procent af samtalerne.
Eksempelvis står det i rapporten:
En dreng på 17 år kontakter BørneTelefonen, da han er enormt ensom og fødselsmæssigt
oprevet over at ingen vil ham og ingen ser noget godt i ham. Han har det så dårligt og fortæller, at han ikke ønsker at leve mere. Han fortæller detaljeret, hvordan han har tænkt at gøre det af med sit liv. Han er ligeledes i besiddelse af en kniv. Efter en lang samtale går han med til at opgive anonymitet for at få tilsendt hjælp.
Hver tredje samtale om natten drejer sig også om psykisk mistrivsel, mens det er 21,6 procent af samtalerne om dagen.
Der er også næsten dobbelt så mange af samtalerne om natten, der handler om selvskadende adfærd.
Eksempelvis står der følgende i rapporten:
Pige på 14 år kontakter BørneTelefonen, da hun har trang til at dø. Hun er bange for, at hun skal skære i sig selv, og at hun skærer så dybt, at det skal sys. Pigen fortæller, at hun oplever, at psykiatrien har opgivet hende. Rådgiveren foreslår, at hun skal kontakte psykiatrisk skadestue eller 112. Pigen opgiver straks sin anonymitet, da rådgiver spørger, om hun ønsker hjælp til at kontakte 112. Imens rådgiver taler med 112 skærer pigen dybt i sig selv. Rådgiver kontakter ambulancen, som tager over og kontakter hende.Særligt de ældste børn, der bruger den udvidede åbningstid
Aldersfordelingen om natten ligner aldersfordelingen om dagen. Dog er det særligt de ældste unge, der benytter den udvidede åbningstid.

Sidst opdateret: 22/11/2022 - 13:12
Temaer: Psykiatri









































