Kommunerne skal ifølge SVM-regeringen spare milliarder af kroner på jobcentrene og bureaukrati.

Kommunerne skal ifølge SVM-regeringen spare milliarder af kroner på jobcentrene og bureaukrati. - Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix

Kommunerne skal spare milliarder af kroner på administration og jobcentrene

Kommunerne og regionerne kommer til at betale for den nye regerings løfte om at hæve de offentlige lønninger med tre milliarder kroner. Derudover vil den nye SVM-regering spare tre milliarder på jobcentrene, som skal nedlægges i deres nuværende form.

Udgivet: 14/12/2022

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Iver Houmark Andersen

redaktør af NB-Kommune

Del artiklen:

Kommuner og regioner skal spare i alt tre milliarder kroner på administration for at finansiere den nye SVM-regerings løfter om lønløft til de offentlige ansatte. Derudover vil regeringen nedlægge jobcentrene i deres nuværende form og på den måde spare tre milliarder kroner.

Regeringen vil bruge pengene fra de administrative besparelser til at modvirke manglen på medarbejdere i den offentlige sektor.

"Regeringen vil derfor invitere arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om udmøntning af en ekstraordinær ramme på 1 mia. kr. i 2024 stigende til 3 mia. kr. i 2030 til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd. Rammen finansieres af besparelser på kommuner og regioners udgifter til administration," hedder det i regeringsgrundlaget.

I og med at pengene skal gå til øgede lønninger i primært kommuner og regioner, så vil pengene rent teknisk i vidt omfang blive inden for det kommunale og regionale område. Men set fra den enkelte institution eller forvaltningsområde vil det svare til, at pengene tages fra servicerammen.

Det er uklart, hvordan regeringen vil tage pengene og fordele dem. Men slutresultatet vil blive, at udvalgte grupper inden for den offentlige sektor får mere i løn, og at pengene tages fra administrationsudgifterne.

Dermed afviger besparelsen fra eksempelvis besparelsen på private konsulenter, hvor kommunerne fik lov til at selv at beholde og disponere over pengene i det omfang de overhovedet kunne realiseres.

Langt den største del af de kommunale administrationsudgifter vedrører serviceområderne, og derfor vil det være afgørende om regeringens løfter om afbureaukratisering kan frigøre midler i den størrelsesorden.

Pengene skal findes frem til 2030

Det er værd at bemærke, at de en af de tre milliarder kroner skal findes i 2024, mens de resterende to milliarder skal findes frem mod 2030.

En milliard kroner svarer til en nedskæring af servicerammen med cirka 0,35 procent.

Jobcentrene skal nedlægges

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at kommunerne skal finde store besparelser på deres beskæftigelsesindsats. I regeringsgrundlaget står:

"Regeringen vil nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen, så udgifterne hertil reduceres med 3 mia. kr. i 2030.

Det skal ske ved at nedlægge jobcentrene, sætte kommunerne fri af statslige proceskrav og prioritere de indsatser, der hjælper ledige tættere på arbejdsmarkedet. Den ledige får frihed til at vælge den bedste vej frem. Kommunerne får frihed til at organisere beskæftigelsesindsatsen."

Stadig penge til det demografiske træk

Under den afgående socialdemokratiske regering har kommunerne ved økonomiforhandlingerne på servicerammen fået, hvad der svarer til udviklingen i udgifterne til et stigende antal børn og ældre - det demografiske træk.

Netop bevillingen til det demografiske træk bliver opretholdt med den nye SVM-regering. Mette Frederiksen sagde på pressemødet her onsdag:

"Vi vil sørge for, at pengene følger med til flere børn og ældre."

Ved den seneste økonomiaftale her i 2022 benyttede man en prognose for udviklingen i inflationen, som har vist sig ikke at holde stik. Det betyder, at kommunerne ikke bliver kompenseret for udgifter svarende til cirka 1,6 milliarder kroner.

Læs også:
Prognose: Manglende PL-regulering ser ud til at ende på mellem 1,6 og 1,7 mia. kr.

Sidst opdateret: 14/12/2022 - 15:27

Temaer: SVM-regeringen

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]