
Et markant flertal af landets byrådsmedlemmer er uenige i regeringens retorik, som de mener står i kontrast til økonomiaftalen. Netop forventningsafstemningen mellem regeringen og kommunerne var på dagsordenen til årets Kommunaløkonomisk Forum (KØF). - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Ni ud af ti byrødder: Regeringen overholder ikke økonomiaftalen
Hele 88 procent af byrådsmedlemmerne mener, at regeringens løfter om mere velfærd står i skærende kontrast til det aftalte i økonomiaftalen. Det viser svar i ny spørgerunde fra NB-Kommune.
Udgivet: 09/03/2023
Der er for store kontraster mellem det, som er aftalt i økonomiaftalen for 2023 og det, som ministre i SVM-regeringen melder ud om mere velfærd. Det mener 277 ud af 315 byrådsmedlemmer, som svarer til ca. 88 procent, i et spørgeskema foretaget af NB-Kommune.
De mange utilfredse lokalpolitikere vil derfor tage problemet op med deres respektive partier både lokalt og nationalt. Hvis tallene er repræsentative med alle byrødders holdning i hele landet, tyder det på, der er en stor utilfredshed med regeringens skiftende løfter om mere velfærd, samtidig med, at man sparer på kommunerne.
Tallene er interessante, fordi regeringen selv hævder, at der ikke er forskel på deres løfter til velfærd og de aftalte økonomiaftaler. Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har oven i købet beskyldt chefredaktør Arne Ullum fra NB Medier for, at den fortolkning, at der skulle være disharmoni mellem de to ting, er udtryk for fri fantasi.
"Jeg vil gerne slå fast, at det er frit opfundet i journalistens fantasi, at jeg skulle lægge op til at gøre op med de senere års økonomiaftaler mellem regeringen og KL," skrev ministeren i et svar til NB-Økonomi for under en uge siden.Tidligere har vi kunne fortælle, at en række borgmestre havde samme opfattelse som Arne Ullum. Nu viser spørgeskemaundersøgelsen, at borgmestrene bliver bakket op af en række kommunalpolitikere. De mener ikke, at der er sammenhæng mellem regeringens ønsker om mere velfærd og de aftalte økonomiaftaler.
De fleste utilfredse byrødder kommer fra de store borgmesterpartier S, V og K, som står for langt over halvdelen af svarene.
(Artikel fortsætter under skema)
Meget lidt opbakning til ministers tolkning
Der er meget lidt opbakning til socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils egen tolkning. Faktisk er det kun 21 byrødder ud af 315, hvilket giver 6-7 procent, som ikke mener, at der er langt mellem regeringens løfter om mere velfærd og den stramme økonomiaftale.
De 21 svar er fordelt mellem ni byrødder fra Venstre, seks fra Socialdemokratiet og to fra Nye Borgerlige. Derudover er der en enkelt fra Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, en lokal liste og Det Konservative Folkeparti.
SVM-regeringen har derfor en store opgave med at kommunikere tydeligere overfor baglandet og kommunerne, så der ikke er forskel på KL's (Kommunernes Landsforening) opfattelse og regeringens.
Det er netop et tema, som KL vil tage op til de kommende økonomiforhandlinger. Her ønsker byrødderne, at KL skal stramme grebet om regeringen. Det kan du læse mere om i en anden artikel fra i dag (tirsdag).
Sådan er spørgeskemaet formuleret:
NB-Kommune har sendt et spørgeskema ud med en række spørgsmål. Ét af svarene har dannet baggrund for denne artikel. Spørgsmålet blev formuleret således til byrødderne:
"En række borgmestre fra alle partier har klaget over, at regeringens løfter til borgerne om mere velfærd står i skærende kontrast til økonomiaftalernes krav om prioriteringer og besparelser. Hvilke af følgende udsagn dækker bedst din tilgang".
Her kunne byrødderne svare følgende:
* Jeg er ikke enig i borgmestrenes kritik af, at der er for langt mellem regeringens løfter og kommunernes økonomiske virkelighed.
* Jeg er enig i borgmestrenes kritik og vil internt i mit eget parti forsøge at rejse diskussionen i forhold til lokale folketingsmedlemmer og i partiets øvrige nationale fora.
* Ved ikke.
Metodisk skulle der have været en svarmulighed, hvor byrådsmedlemmer kunne tilkendegive, at de bare var uenige med kritikken, da man kunne forestille sig, elementen med at rejse diskussionen internt i partiet kunne påvirke nogle, der ellers var enige, til at svare noget andet.
Eftersom så mange alligevel har valgt svarmulighed nummer to, tyder det på, skaden er minimal, hvorfor vi bringer historien.
Ud af de 315 var der i alt to dubletter, og to der ikke havde ønsket at svare.
Sidst opdateret: 10/03/2023 - 09:59
Temaer: Kommuneøkonomi, Økonomiaftale
Emner: Økonomi, Regeringen











































