Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil indføre nye guldstandarder på socialområdet, men understreger at det ikke er bindende minimumsstandarder.

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil indføre nye guldstandarder på socialområdet, men understreger at det ikke er bindende minimumsstandarder. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Analyse: Nye guldstandarder vil øge presset på det specialiserede socialområde

Mens finansministeren vil reducere udgiftsvæksten, vil socialministeren lancere nye guldstandarder, som vil skrue borgernes forventning til bedre hjælp kraftigt i vejret. Det skriver chefredaktør Arne Ullum i denne analyse.

Udgivet: 11/04/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Konflikten mellem kommunerne og regeringen om finansieringen af det specialiserede socialområde vil med stor sikkerhed blive skærpet efter socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i påsken lancerede en plan om såkaldte "guldstandarder".

Det er specialeplanen, som regeringen vil indføre på socialområdet, der skal ses som guldstandarder. Ifølge ministeren er der ikke tale om en minimumsstandard, men derimod en beskrivelse af, "hvordan vi gør det bedst".

"Det er ikke at forveksle med sådan nogle minimumsserviceniveauer. Det er ikke dér, jeg vil hen. Det er en måde at beskrive fagligt og detaljeret, hvordan vi skal gøre, hvis vi står med et barn med udfordringer, og hvordan får vi så skabt den nemmeste vej ind i voksenlivet," siger ministeren til Avisen Danmark.

Selvom hun afviser, at der er tale om minimumsstandarder, så lægger hun ikke skjul på, at ministeriet i fremtiden vil blande sig mere i kommunernes håndtering af det specialiserede socialområde:

"Det betyder, at vi fra statens side vil stramme grebet, fordi vi har et ønske om en kvalitet, som er defineret på en bestemt måde. Det mener jeg til gengæld også, at vi skylder de børn og unge," siger hun.

Socialminister udtaler sig stik modsat finansministeren

Det er næppe tilfældigt, at ministeren understreger, at der ikke er tale om minimumsstandarder, for så ville staten ifølge budgetloven være forpligtet til at kompensere kommunernes ekstraudgifter krone til krone gennem det udvidede totalbalanceprincip DUT.

Og det ville øjeblikkeligt bringe socialministeren i åbenlys konflikt med finansministeren, der i påsken sendte det stik modsatte budskab i et svar til Enhedslistens Pelle Dragsted. Her siger finansministeren meget klart, at kommunernes problem med stigende udgifter på det specialiserede socialområde skal løses gennem det ekspertudvalg, der blev nedsat som del af økonomiaftalen for 2022.

Ifølge økonomiaftalen skal ekspertudvalget "give anbefalinger til, hvordan man kan sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet," og konteksten angiver klart, at forslagene ikke må medføre større udgifter.

Skærper konflikt om forventningsafstemning

Ved at fremlægge guldstandarder - som altså ikke er bindende minimumstandarder - balancerer ministeren på et knivsæg.

På den ene side kan der ikke være tvivl om, at personer med handicap og deres pårørende meget forståeligt vil opfatte de nye minimumsstandarder som et løfte fra ministeren om bedre forhold på området.

På den anden side må ministeren sørge for, at guldstandarderne ikke kan udløse en såkaldt DUT-sag fra kommunerne.

Uanset om det lykkes ministeren at holde sig fri af en formel DUT-sag, så vil ministerens nye udtalelser med stor sikkerhed skærpe konflikten mellem kommunerne og regeringen om den såkaldte forventningsafstemning. Altså at regeringen har et ansvar for at give borgerne realistiske forventninger til udviklingen i den offentlige service i forhold til de penge, som der er til rådighed.

Da ministeren på et samråd for nyligt direkte undsagde økonomiaftalernes forudsætning om besparelser på området valgte KL ifølge NB-Økonomis oplysninger at holde lav profil og blot afvente, at finansministeriet tvang ministeren til at krybe baglæns. Det skete formentligt ud fra en grundsætning om, at en troværdig forhandlingspartner ikke udnytter, hvis en person hos modparten er trådt ved siden af.

Med ministerens nye insisteren på at tale borgernes forventninger op, så er det formentligt kun et spørgsmål om tid, før KL vil føle sig tvunget til at bringe ministerens ageren ind til forhandlingsbordet ved de økonomiforhandlinger, som er på vej til at gå i gang.

Er ministeren på vej til at distancere sig fra ekspertudvalg?

Det er svært ikke at se ministerens udtalelser i sammenhæng med det forhold, at ekspertudvalget allerede i starten af maj forventes at offentliggøre nogle af deres økonomiske resultater.

Forventningen er, at ekspertudvalget - helt i overensstemmelse med økonomiaftalens ord - vil komme med en række anbefalinger til besparelser og omprioriteringer - altså det stik modsatte af nye guldstandarder.

Hvis udvalgets forslag skal sikre nulvækst i udgifterne på området trods stigende udgiftspres, så vil udvalget rent logisk komme med relativt barske spareforslag.

Med sine udtalelser om guldstandarder, så har ministeren sikret sig, at alle i handicaporganisationerne har forstået, at udvalgets forslag ikke har hendes opbakning.

Sidst opdateret: 13/04/2023 - 09:21

Emner: Handicappede

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]