Et enstemmigt Folketing har netop vedtaget den nye hjemløsereform, der bygger på Housing First-modellen.

Et enstemmigt Folketing har netop vedtaget den nye hjemløsereform, der bygger på Housing First-modellen. - Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix (arkiv)

Hjemløsereform vedtaget: Hjemløse får ikke frit valg af bostøtte

Folketinget har vedtaget en ny hjemløsereform. Flere organisationer ser det som et skridt i den rigtige retning. Der er dog utilfredse med, hjemløse ikke får frit valg af bostøtte, da det vil give kommunerne betydelige merudgifter.

Udgivet: 04/05/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Et helt enigt Folketing har i dag vedtaget en ny stor hjemløsereform, der nytænker indsatsen og bygger på Housing First-modellen.

Housing First er en helhedsorienteret tilgang til hjemløshed, hvor man sikrer, at hjemløse kommer i egen bolig og samtidig modtager en individuelt tilrettelagt bostøtte.

Det glæder Kirkens Korshær sig over. Her hæfter organisationen sig særligt ved, at reformen bygger på Housing First-modellen.

"Vi er begejstrede for den nye reform og dens fokus på Housing First. Det er en anerkendelse af, at boliger er en grundlæggende menneskerettighed, og at folk i hjemløshed også fortjener et trygt sted at bo," siger chef for Kirkens Korshær, Jeanette Bauser, i en pressemeddelelse.

Lignende toner kommer der fra Kira West, der er direktør i Hjem til Alle alliancen og formand i Rådet for Socialt Udsatte, i en pressemeddelelse:

”Vi har med hjemløsereformen taget et kæmpe skridt i den rigtige retning. Social- og boligpolitik går nu hånd i hånd, hvilket betyder at flere skal tilbydes egen bolig koblet med tilstrækkelig og specialiseret støtte i boligen. Nu venter der et stort arbejde lokalt med at omstille hjemløseindsatsen. Det kræver, at kommuner, boligorganisationer og civilsamfundsorganisationer står sammen om en ambitiøs indsats lokalt.”

For dyrt for kommunerne med frit valg af bostøtte

Det er dog ikke kun positive reaktioner, reformen får med på vejen. Hos Kirkens Korshær er hjælpeorganisationen utilfredse med, at de hjemløse ikke får mulighed for selv at vælge, hvilken bostøtte de hjemløse ønsker.

Det skyldes, at en sådan form for frit valg vil betyde store merudgifter for kommunerne. Ifølge Social-, Bolig- og Ældreministeriet koster det 4,6 millioner kroner, skriver Altinget.

"Det er jo dejligt, at vi har et konkret tal. På den måde kan vi holde politikerne op på, hvor mange midler, der skal findes til dette område," siger Jeanette Bauser og fortsætter:

"Jeg kan undres over, at man ikke kan finde de penge nu, fordi selvbestemmelse er et bærende element i Housing First tilgangen, og det at give folk retten til selv at bestemme over eget liv er essentiel."

Til gengæld får kommunerne med reformen et større incitament til at give borgere bostøtte i eget hjem. Konkret overgår statstilskuddet på et herbergs ophold efter nogle måneder til indsatsen i eget hjem.

”Det har altid kunnet betale sig, både menneskeligt og økonomisk, at hjælpe mennesker varigt ud af hjemløshed. Men med de nye økonomiske rammer bliver det mere ligefor at gøre det rigtige, også på helt kort sigt. I de seneste måneder er flere kommuner kommet godt i gang med at omstille deres hjemløseindsats, og der er stort fokus på at tilvejebringe boliger. Det er et tegn på, at hjemløsereformen allerede virker,” siger Kira West og fortsætter:

”Nu skal vi på tværs af Christiansborg, centrale myndigheder, kommuner og civilsamfund følge og understøtte, at reformen realiseres efter hensigten: at der tilvejebringes nok gode, betalbare boliger og at mennesker i hjemløshed får den indsats, de har behov for, i tide, i den rette kvalitet, og med udgangspunkt i deres drømme, ønsker og håb for fremtiden, som Housing First foreskriver.”

Sidst opdateret: 04/05/2023 - 11:35

Emner: Hjemløse

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]