
En ny metode skal i første omgang hjælpe Kolding Kommune med at indsamle hyppigere data over kommunens hjemløse. - Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Nytænkning og hyppig data skal bekæmpe hjemløshed
Foreningen Hjemløsninger har modtaget 3,5 mio. kr. fra Oak Foundation Denmark til et samarbejde med Kolding Kommune. Pengene skal bruges til at skabe en ny virkelighed med hjemløshed øverst på dagsordenen. Erfaringerne skal spredes til flere kommuner.
Udgivet: 10/08/2023
I Danmark bliver mennesker i hjemløshed optalt hvert andet år i uge 6.
Selvom tallet kun viser et øjebliksbillede i den pågældende uge, danner det alligevel hele grundlaget for hjemløsestrategier i offentlige og private organisationer. Det vil Kolding Kommune nu lave om på. Derfor afprøver kommunen i samarbejde med organisationen Hjemløsninger en metode, der har vist gode resultater i bl.a. USA. Metoden optimerer hjemløseindsatsen, der i dag bl.a. består af Housing First, og giver samtidig et kvalificeret datagrundlag for de nye tiltag, der bliver sat i gang.
Det skriver NB-Kommune.
"Sammen skal vi nytænke hjemløseområdet i Danmark og opbygge et kommunalt system, der forebygger og bekæmper hjemløshed. Vi ved grundlæggende ikke, hvor mange der kommer ud af og ind i hjemløshed hver måned, men det arbejde sætter vi i gang nu. For skal vi løse hjemløshedsproblemet, skal vi starte med at vide, hvem vi skal hjælpe," fortæller stifter og direktør i Hjemløsninger, Louise Marie Pedersen, i en meddelelse.
Læs mere om metoden sidst i artiklen.
Metoden er inspireret af det amerikanske initiativ ‘Built for Zero’, som designer systemer, der bekæmper hjemløshed på baggrund af realtidsdata, så kommunen kan få et mere præcist billede af, hvordan hjemløsesituationen ser ud lige nu.
Ambitionen er at udbrede metoden, så også andre kommuner i fremtiden ved, præcis hvor mange mennesker der lever i hjemløshed, hvem de er, og hvad de har brug for.
Formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune, Villy Søvndal (SF), siger om samarbejdet:
"Vi offentliggør senere på året en ny hjemløsestrategi, og derfor er jeg som udvalgsformand glad for, at vi i samarbejde med Hjemløsninger og med penge fra Oak Foundation Denmark kan afprøve helt nye måder at anskue udfordringen på, så vi kan hjælpe endnu flere mennesker, der lever i hjemløshed."
Fakta
Hjemløsninger vil assistere kommuner med deres hjemløsestrategier, og det skal begynde med at kaste lys over mørketallet og skabe et realtidsoverblik over den aktuelle hjemløsesituation i kommunen modsat nu, hvor antallet opgøres hvert andet år målt over en enkelt uge.
Kommunerne skal hjælpes med at skabe overblikket ved hjælp af systematisk kvantitativ og kvalitativ dataindsamling, så kommunerne til enhver tid kan svare på:
- Hvor mange borgere lever i hjemløshed i kommunen lige nu?
- Hvad karakteriserer borgere i hjemløshed i kommunen lige nu?
- Får borgere i hjemløshed den støtte de har behov for?
Læs mere om Hjemløsninger på www.hjemloesninger.dk
Sidst opdateret: 10/08/2023 - 11:23
Emner: Kolding Kommune, Hjemløse









































