Med Hjemløserreformen, der trådte i kraft den første oktober, skal kommunerne omstille til Housing First-tilgangen på hjemløseområdet. Det er dog ikke uden udfordringer, da der er en række betydelige strukturelle og systemiske barrierer ved at implementere tilgangen.

Tilgangen er baseret på, at borgere i hjemløshed tilbydes en permanent bolig sammen med en intensiv og fleksibel social støtte.

En ny undersøgelse fra VIVE dykker ned i fem anonyme kommunernes erfaringer. Alle har oplevet udfordringer ved at implementere tilgangen.

Selvom der på flere punkter er betydelig variation, når det kommer til kommunernes problemer - blandt andet når det kommer til, hvordan der skaffes boliger, hvordan de sociale støttemetoder anvendes og den tværsektorielle organisering af indsatsen fungerer - er der også udfordringer, der går på tværs af kommunerne.

Ligesom der på tværs af kommunerne er gode eksempler på tiltag, der bidrager til at fremme arbejdet med at skabe bolig- og støtteløsninger til borgere i hjemløshed.

Udfordring at skaffe boliger

I de fleste kommuner har der været problemer med at skaffe boliger. Der er både strukturelle udfordringer med en generel mangel på billige lejeboliger. Men der er også store forskelle på kommunernes tilgang til at skaffe boliger til borgere i hjemløshed.

Det bliver særligt tydelig ved den kommunale boliganvisning.

Nogle af kommunerne har sat den kommunale boliganvisning fuldt i system med detaljerede anvisningsaftaler mellem kommunen og de almene boligorganisationer. Andre kommuner har ikke indgået sådanne anvisningsaftaler. Her benyttes den kommunale boliganvisning kun i begrænset omfang.

Brugen af specialiserede støttemetoder kan styrkes

Der er forskel på, hvilket støttemetoder, kommunerne bruger. Nogle bruger Intensiv Case Management (ICM) metoden, mens en af kommunerne primært benytter Critical Time Intervention (CTI).

Enkelte kommuner anvender også en ACT-inspireret indsats (Assertive Community Treatment) i form af et tværfagligt team. Ud over de sociale støttemedarbejdere deltager også medarbejdere fra andre af kommunens afdelinger.

Ved ICM metoden oplever flere kommuner et kapacitets- og efterspørgselspres, da der er flere borgere per medarbejder end metoden lægger op til. Det betyder, at det ikke bliver muligt at anvende metoden fuldt ud.

I andre situationer, er de specialiserede støttemetoder ikke tilgængelige. Ellers benyttes de kun til bestemte aldersgrupper, og så får den resterende del af målgruppen støtte fra kommunens almindelige § 85-bostøtte,

Undersøgelsen peger på, at når den specialiserede støttemetode anvendes i dens tiltænkte form og med et tilstrækkelig lavt antal borgere per medarbejdere, opnår man intensitet og fleksibilitet i støtten. Det gør sig ikke gældende, når der er for mange borgere eller metoderne ikke anvendes.

Forbedringspotentiale ved tværsektorielt samarbejde

Omstillingen af hjemløshedsindsatsen til Housing First kræver et tværsektorielt samspil mellem forskellige afdelinger og aktører både inden for og uden for kommunen.

Men udfordringen er, at de andre afdelinger og aktører, der indgår i det tværsektorielle samarbejde, ikke nødvendigvis har samme kendskab til Housing First-tilgangen som medarbejderne på hjemløshedsområdet.

Derfor er der en tendens til hurtigt at afslutte en borger, hvis de udebliver fra aftaler. Det går imod Housing First-tilgangen, hvor man har en mere vedholdende tilgang og fortsætter med at tilbyde borgeren støtte, også selv om borgeren i perioder har vanskeligt ved at tage i mod den.

Et eksempel på et samarbejde, der kan forbedres er mellem socialafdelingen og jobcenteret. Her vil man kunne sikre, at en borger, der er flyttet i egen bolig, ikke bliver sanktioneret i beskæftigelsessystemet, så de ikke kan betale huslejen.

§ 110- boformer

Implementeringen af Housing First-tilgangen kræver et tæt samspil mellem kommunerne og § 110-boformerne. De kan både være kommunale og ikke-kommunale tilbud.

Her peger undersøgelsen på et generelt behov for at sikre smidighed i processer og sagsgange. Samt at tilvejebringe forudsætningerne for, at kommunerne kan tilbyde borgerne de bolig- og støtteløsninger, som de har behov for.

Økonomiske og styringsmæssige dilemmaer

Med Housing First-tilgangen sker der en ændring af den statslige refusion. Den statslige refusion på 50 procent af kommunernes udgifter til ophold på § 110-boformerne afkortes til kun at omfatte de første tre måneder af borgerens ophold.

Til gengæld kommer der en refusion på 50 procent af kommunernes udgifter til de specialiserede støttemetoder, der indgår i Housing First-tilgangen, i en periode på op til to år efter et ophold på en § 110-boform.

Det vækker bekymringer i kommunerne, at de udfordringer, der er med at tilvejebringe bolig- og støtteløsninger vil føre til stigende udgifter i kommunerne til ophold på §110-boforme.

Kommunerne oplever blandt andet, at det indenfor de økonomiske rammer er vanskeligt at foretage ekstra investeringer i de specialiserede støtteindsatser. Særligt hvis udgifterne til ophold på § 110-boforme stiger.

Der er dog et dilemma, for en styrkelse af både bolig- og støtteindsatserne vil også være en forudsætning for at kunne hjælpe borgerne videre i egen bolig og dermed nedbringe opholdslængden på boformerne.

Ifølge undersøgelsen er det dog tydeligt, at på trods af udfordringerne har Hjemløshedsreformens tiltag skabt et øget økonomisk incitament i kommunerne til at styrke implementeringen af Housing First-tilgangen i indsatsen.

Læs hele undersøgelsen her.