De afsatte milliarder skal netop gå til psykiatrien, understreger sundhedsminister Sophie Løhde.

De afsatte milliarder skal netop gå til psykiatrien, understreger sundhedsminister Sophie Løhde. - Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix (arkiv)

Sundhedsminister tager til genmæle: Psykiatripengene skal selvfølgelig gå til psykiatrien

Enhedslisten rejste kritik af, at det stadig er uklart, hvad en genopretning af psykiatrien koster. Nu tager sundhedsministeren til genmæle - dog uden at komme med et beløb.

Udgivet: 05/10/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Alle de milliarder, som regeringen har afsat til psykiatrien, skal selvfølgelig bruges til at løfte psykiatrien markant. Sådan lyder det fra indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Hun tager nu til genmæle efter Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, i NB-Social kritiserede, at han stadig ikke kunne få ministeriet til at svare på, hvad det ville koste at gennemføre Sundheds- og Socialstyrelsens faglige oplæg til en genopretning af psykiatrien.

"Det er klart, det kan man ikke sætte kroner og øre på, men jeg har behov for, vi får en nogenlunde oversigt over, hvad de forventede udgifter er i forbindelse med det," sagde han til NB-Social.

Læs også:
Enhedslisten: Vi kan stadig ikke få prisen på at genrejse psykiatrien

Vi har nu forholdt ministeren kritikken. Hun er vendt tilbage med følgende skriftlige kommentar:

"De mange penge, som regeringen har øremærket til psykiatrien, skal selvfølgelig bruges til at give psykiatriområdet et markant økonomisk løft – de skal ikke gå til alt muligt andet. Derfor vil der også ske en løbende opfølgning på udmøntningen af midlerne, og Det Nationale Psykiatriråd kommer også til at følge implementeringen af 10-årsplanen tæt," skriver hun og fortsætter:

"Det nytter ikke noget at sætte en masse penge af, hvis der ikke er kapacitet og medarbejdere til at gribe opgaverne, og derfor er opbygningen af psykiatrien nødt til at ske gradvist. Og som Peder Hvelplund også er klar over, så skal Psykiatrirådet være med til at kvalificere initiativerne og den konkrete fordeling af midler, så vi sikre, at de bruges klogt og gør allerstørst gavn for patienter og medarbejdere."

Det er værd at bemærke, at ministeren ikke i svaret kommer nærmere ind på, hvad det vil koste at genoprette psykiatrien, hvilket var det, Peder Hvelplund efterspurgte et svar på.

Sidst opdateret: 05/10/2023 - 12:37

Temaer: Psykiatri

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]