
Socialminister Pernille Rosenkrantz-Thiel finder det bekymrende, at borgere ikke har fået den hjælp, de har krav på. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Tre ud af fire revisionsberetninger ikke tilfredsstillende
Kun 26,1 procent af kommunernes revisionsberetninger fra 2021 er tilfredsstillende. Minister kalder det bekymrende. Der er primært fejl ved tabt arbejdsfortjeneste.
Udgivet: 21/11/2023
73 procent af kommunernes revisionsberetninger fra 2021 er enten ‘ikke helt tilfredsstillende' (46,6 procent), ‘ikke tilfredsstillende’ (21,6 procent) eller ‘utilstrækkelige’ (5,7 procent).
Kun 26,1 procent er tilfredsstillende.
Det viser en gennemgang fra Social-, Bolig-, og Ældreministeriet fra september, skriver Kommunen.dk.
I en skrivelse til kommunerne, KL og Ankestyrelsen kalder social- og boligminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, det for bekymrende.
"Jeg finder det bekymrende, at der i 2021 overordnet er set en stigning i antallet af konstaterede fejl, hvilket kan medføre, at ikke alle borgere får den hjælp og støtte, de har krav på."
Forklaringen på faldet i de tilfredsstillende beretninger skyldes primært fejl ved tabt arbejdsfortjeneste. Ved gennemgangen af fejl i revisionen fandt ministeriet i alt 485. Året før var det 362.
I 2021 handlede 327 af fejlene om tabt arbejdsfortjeneste. Det drejer sig typisk om manglende vurderinger og opfølgninger. Ellers er det ofte fejlagtige beregninger, konteringer og udbetalinger.
Ifølge KL's cheføkonom Morten Mandøe har kommunerne fokus på problemet. Han understreger dog, at det kun er ved tabt arbejdsfortjeneste, der er sket en stigning i antallet af fejl.
Generelt er Mandøe og KL kritisk overfor reglerne, som de mener er komplicerede og bureaukratiske.
Sidst opdateret: 21/11/2023 - 11:40














































