
Regeringen er i 12. time, når det kommer til at løse problemerne på det specialiserede socialområde. Det mener borgmester Benedikte Kiær. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Borgmester: 2 milliarder kroners vækst i udgifterne på socialområdet i 2023 kan mærkes
Helsingørs borgmester Benedikte Kiær efterlyser strukturelle forandringer på det specialiserede socialområde, efter udgifterne er steget særlig meget i 2023.
Udgivet: 18/01/2024
De store stigninger i udgifterne på det specialiserede socialområde i 2023 kan i den grad mærkes i Helsingør Kommune. Det fortæller borgmester Benedikte Kiær (K).
KL's cheføkonomen Morten Mandøe var den første til at tale om, at udgifterne på det specialiserede socialområde kan være steget med 2 milliarder i 2023. Senere kom der en Momentum analyse, der pegede på samme tendens.
Bemærk: Det er først når regnskabstallene kommer til foråret, at vi endeligt kan se, hvor meget regnskabstallene er steget med.
Selvom vi ikke kender det præcise tal endnu, er tendensen klar: Udgifterne er steget markant i 2023.
"Det er et billede, jeg godt kan genkende. At udgifterne stiger og bare bliver ved med at stige. Og det er særligt botilbudsdelen, der bare stiger rigtig meget," siger Benedikte Kiær til NB-Social og fortsætter:
"De specialiserede områder vækster hele tiden, og tager dermed mere end det såkaldte demografiske løft, som finansministeren igen og igen peger på."
Efterlyser landspolitisk fokus og strukturelle ændringer
De voldsomme stigninger får Benedikte Kiær til at efterlyse, at politikerne på Christiansborg kommer på banen
"Der er behov for, at der kommer et landspolitisk fokus på det her område. Og at regeringen og Christiansborg vil være med til at løse udfordringerne på det her område, for det kan ikke blive ved."
Samtidigt mener borgmesteren dog, at de voldsomme stigninger i 2023 fortæller, at penge ikke kan gøre det alene. Derfor er der behov for at kigge på de underliggende dynamikker. Blandt andet for at forstå væksten i antallet af børn og unge med behov for hjælp.
"Der er også brug for at se på de strukturelle udfordringer, der er på det specialiserede område. For eksempel i forhold til botilbud, takster og takststigninger. Hele den skævvridning der er i forhold til markedet. Markedskræfterne fungerer jo ikke på det her område," siger hun og fortsætter:
"Det er baggrunden for, at der er behov at se på områdets struktur og prissætning."
Det er i 12. time
Mange af de udfordringer, som du peger på, er man jo ellers gået i gang med fra regeringens side. Man har indført takstlofter på tilbud med selvmøderprincip, og man har lavet en lånepulje til flere botilbud.
"Ja, men det er virkelig, virkelig i 12. time. Jeg håber jo også, at det er med til at skabe en forståelse for, hvad pengene egentlig er gået til, når man siger, vi har fået masser af penge."
Hun understreger, at der er lang vej igen og kalder det et langt sejt træk. Problemerne er ikke bare løst ved at lave et takstloft og bygge nogle botilbud.
"Vi er først lige kommet i gang," siger hun og efterlyser bedre styringsmuligheder.
Sidst opdateret: 18/01/2024 - 13:10














































