
"Vi vil gerne have politikker, der giver en overordnet retning, sådan at man i ledelsen i dagligdagen har nogle værdier, man kan spejle sig op ad," siger Maja Højgaard (S), der er formand for Socialudvalget. - Foto: Befunky: Byskilt: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Socialudvalgsformand: Ny handicappolitik skal give retning trods presset økonomi
Brøndby Kommunes nye handicappolitik skal sikre, at alle med handicap skal kunne leve et så aktivt og meningsfyldt liv som muligt. Udvalgsformand ser muligheder trods den pressede økonomi.
Udgivet: 30/01/2024
I Brøndby Kommune har man netop vedtaget en ny handicap- og psykiatripolitik, der løber fra 2024 til 2027. Her er visionen, at alle med handicap eller psykiske udfordringer i kommunen kan leve et så aktivt og meningsfyldt liv som muligt.
Det fortæller Maja Højgaard (S), der er 1. viceborgmester og formand for Social- og Sundhedsudvalget, til NB-Social.
Den nye politik skal ses i sammenhæng med, at kommunerne over en bred kam er økonomisk presset på området. Fra 2018 er udgifterne steget med næsten fem milliarder kroner.
"Vi vil gerne have politikker, der giver en overordnet retning, sådan at man i ledelsen i dagligdagen har nogle værdier, man kan spejle sig op ad," siger Maja Højgaard.
Derfor har kommunen udvalgt tre overskrifter, som den ser som de vigtigste for handicap- og psykiatriområdet i de kommende år.
Det er:
Inddragelse og helhed
Her er tanken, at jo større indflydelse folk har på deres eget liv, jo mere er de i stand til også at forbedre egne livsvilkår. Derfor skal kommunen støtte de borgerne på en måde, som borgerne er interesserede i.
Fællesskaber
Kommunen har en opgave i at støtte folk ind i fællesskaber. Det kan være i en forening, institutioner eller lignende.
Tilgængelighed
Det er en afgørende forudsætning for de øvrige punkter, at samfundet også er tilgængeligt for borgere med handicap.
Kan lade sig gøre på trods af svær økonomi
Kommunernes pressede økonomi på det specialiserede socialområde kan gøre det svært lokalt at løfte området. Alligevel mener Maja Højgaard, at der er et stort potentiale.
"Jeg ser egentlig ret mange muligheder for at opnå det, vi gerne vil indenfor vores økonomiske rammer. Det kræver, at vi ændrer nogle af metoderne," siger hun.
Hun hæfter sig blandt andet ved muligheden for at løse opgaverne mere effektivt ved blandt andet at spørge borgerne om, hvilke dele af deres dagligdag, de er mest interesserede i at få hjælp til at forbedre.
Generelt mener hun, der er et stort potentiale ved alle velfærdsområder.
Så den pressede økonomi på området, er ikke noget, der skræmmer dig, eller gør dig bekymret for jeres nye politik?
"De pressede budgetter er en udfordring, men det er de jo på alle vores velfærdsområder," siger hun og fortsætter:
"Vi er nødt til at kigge på det med de midler, vi nu engang har, så vi indretter os på en måde, der er bedst for borgeren."
Nu hvor den nye politik er vedtaget, er næste skridt en række målsætninger, der er mere konkrete og målbare, oplyser Maja Højgaard.
Læs den nye politik her.
Sidst opdateret: 30/01/2024 - 12:37














































