Det kan have store økonomiske konsekvenser, når borgerens behov ikke bliver mødt. Det understreger en ny analyse, som Komponent og Sofiefonden har udarbejdet i fællesskab.

Efter Komponent og Kommunernes Landsforening offentliggjorde den store afdækning af botilbudssager over 2 millioner kroner, gik Komponent og Sofiefonden sammen for at analyse resultaterne.

Her har de blandt andet set nærmere på botilbudsområdet, hvor de kommer frem til, at det kan blive utrolig dyrt, når en borger er nødt til at skifte botilbud.

Analysen tager udgangspunkt i borgere med autisme og/eller udviklingshængning, der udgjorde 64 procent af de dyre enkeltsager over 2 millioner kroner.

Ser man på målgruppen, er der 191 mellem 18 og 25 år, der koster mere end 2 millioner årligt. Omregnet til landsplan svarer det til, at en gennemsnitskommune vil møde en enkelt af den type borgere hver andet år. Der er således tale om en meget lille gruppe borgere.

Mange af de pågældende borgere er nogle, systemet kender i forvejen. Kommunerne har i undersøgelsen af de dyre enkeltsager oplyst, at 80 procent af dem er kendt fra børneområdet - enten via anbringelser, på grund af sager om tabt arbejdsfortjeneste og aflastning.

Borgerne bliver dyrere i forbindelse med botilbudsskift

Når de så går fra børneområdet til voksenområdet, bliver mange af borgerne meget dyrere.

Det er nemlig "kun" 62 af de unge - hvilket svarer til en tredjedel af de unge - der kostede 2 millioner, før de blev 18 år.

"Vi kan i analysen se, at udgifterne ved skiftet fra barn til voksen - og her kigger vi kun på dem, der har været på et bosted, hvor kommunerne har kendt udgifterne - stiger i mange tilfælde med en til 2,5 millioner per år," siger Thomas Holm, der er formand for Sofiefonden.

Der er eksempler på sager, hvor omkostningerne stiger med over 7 millioner per år.

"Der er mange hypoteser om, hvorfor udgifterne stiger ved overgangen fra børne- til voksenlovgivningen. En af dem er magtanvendelseslovgivningen, der er meget forskelligartet," siger chefkonsulent hos Komponent, Maibritt Kuszon og fortsætter:

"Nogle af de udfordringer foreligger i regeringens lovforslag til revisionen af magtanvendelsesreglerne og er i øjeblikket i høring."

Men en af grundene til udgiftsstigningerne er, når borgerne flytter mellem forskellige bosteder. I analysen kan man nemlig se, at de gennemsnitlige udgifter stiger markant, når borgeren flytter.

Ifølge analysen er det omkring halvdelen af borgerne, der har måtte skifte bosteder flere gange efter det 18 år. For aldersgruppen 18 til 25 år er det over 50 procent, mens det for gruppen 26 til 35 år er næsten 50 procent.

Der er tale om borgere placeret efter servicelovens paragraffer 105, 107 eller 108. De fleste af dem efter paragraf 108, der jo ellers er tænkt som en længerevarende botilbudsløsning.

"Når borgerens behov ikke mødes, så er der stor risiko for, at de taber funktionsevne og funktioner markant. Det kan vi se igen og igen. De bliver dårligere, når det ikke bliver mødt, og så stiger udgifterne," siger chefkonsulent hos Komponent, Maibritt Kuszon.

Af samme årsag mener hun, at det er vigtigt at finde det rigtige tilbud første gang, når der visiteres til et botilbud. Men det er lettere sagt end gjort. Kommunerne oplyser nemlig i analysen, at det kun er i 16 procent af disse sager oplevede at have flere botilbud at vælge imellem til målgruppen her.

Bemærk: X-aksen viser antallet af flytninger, mens y-aksen er udgiften til borgeren i millioner kroner.

Derfor flytter borgeren

Der kan være flere grunde til, at en borger må flytte botilbud.

"Mange af de her borgere er ikke placeret på kommunens eget bosted - det er kun knapt 20 procent. De er placeret på en anden kommunes, regions, privat eller selvejende institutions bosted. Det vil sige, man har en kontrakt, hvor man typisk har seks måneders opsigelse," siger Thomas Holm.

Særligt ved de dyreste af enkeltsagerne bruger kommunerne private eller selvejende institutioner. 66 procent af målgruppen kostede over 4 millioner kroner årligt hos private eller selvejende.

Ifølge Thomas Holms egen erfaring handler opsigelserne ofte om, at borgeren bliver opsagt, når bostedet ønsker at øge taksten for borgeren.

Maibritt Kuszon vurderer, at flytningerne igen handler om borgerens behov:

"Det vi kan se er, at borgeren bliver flyttet, når bostedet ikke kan møde borgerens behov. Der er noget her, der er rigtig skidt for borgeren."

Kommunerne selv peger i analysen på, at de tre største begrundelser for flytning af borgere er: At tilbuddet ikke har de rette socialfaglige kompetencer, opsigelse fra tilbuddets side eller et ønske fra de pårørende.

Uanset årsagen er resultatet det samme. Risikoen for borgerens mistrivsel og funktionstab øges - samtidig med at udgifterne til borgeren stiger.