
Borgerne skal have lige adgang til samme høje kvalitet uanset, hvor de møder sundhedsvæsenet. Det gælder også de ofte sårbare borgere, der bor på botilbud," siger Heino Knudsen fra Danske Regioner. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Danske Regioner vil have fast læge på botilbud
Inspireret af erfaringerne fra plejehjemsområdet vil Danske Regioner nu have faste læger på botilbud. I Københavns Kommune er man allerede i gang.
Udgivet: 11/04/2024
Danske Regioner mener, der skal være faste læger på botilbud. Den udmelding kommer efter langt størstedelen af danske plejehjem de senere år har fået tilknyttet en fast plejehjemlæge.
Den ordning har ifølge Danske Regioner været en stor succes. Derfor ønsker organisationen at gøre noget tilsvarende på botilbudsområdet.
Samtidigt skal det gælde hele landet, så det ikke længere er afhængige af, hvilken kommune borgeren bor i.
Forslaget er en del af det nærhedsudspil, som Danske Regioner præsenterer senere på ugen.
Allerede nu har Danske Regioner efter aftale med Praktiserende Lægers Organisation (PLO) indført en ordning, hvor beboere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne på blandt andet kommunale botilbud får et sundhedstjek, men nu er man altså klar til at gå skridtet videre:
”Borgerne skal have lige adgang til samme høje kvalitet uanset, hvor de møder sundhedsvæsenet. Det gælder også de ofte sårbare borgere, der bor på botilbud, og som ikke har gode forudsætninger for selv at tage kontakt til lægen”, siger formanden for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg, Heino Knudsen i en pressemeddelelse.
Han fortsætter:
”Vores erfaringer med plejehjemslæge-ordningen viser, at det betyder meget både for beboernes tryghed og sundhed at have en fast læge tilknyttet. Samtidig styrker det også det gode samarbejde med personalet omkring beboere på botilbud.”
Det er to år siden at Danske Regioner og PLO indgik aftalen om at gøre ordningen med plejehjemslæger permanent. Det havde ellers kørt som et pilotprojekt siden 2016.
Oprindeligt var det et mål om, at frem mod slutningen af 2024 skulle over 80 procent af landets plejehjem have en plejehjemslæge. Men i slutningen af 2023 var det allerede over 90 procent af plejehjemmene, der var omfattet. Det viste en opgørelse fra oktober 2023, der var baseret på lægernes honorarudbetalinger.
Københavns Kommune er i gang
I Københavns Kommune er man allerede i fuld gang med at indføre faste læger på botilbud.
På nuværende tidspunkt har ni bosteder i kommunen allerede faste læger tilknyttet. Den ordning skal udvides til at omfatte yderligere 33 botilbud.
"Med faste læger på botilbud kan vi skabe større tryghed for beboerne og løfte deres generelle sundhedstilstand," udtaler Sisse Marie Welling i en pressemeddelelse.
Med udvidelsen af ordningen vil der være flere botilbud, hvor der med faste mellemrum kommer en praktiserende læge ud og står for den medicinske behandling af beboerne.
Sidst opdateret: 11/04/2024 - 10:20














































