
Der kommer ikke nogen tidsgrænse til, hvornår kommunerne skal have svaret på en BPA-ansøgning. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Minister afviser bureaukratiskabende BPA-tidsfrist: Regeringen vil forenkle reglerne
Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil ikke indføre en tidsfrist for, hvor lang tid kommunerne må bruge på BPA-ansøgninger. Både regeringen og Tranæs-udvalget vil derimod forenkle reglerne.
Udgivet: 11/04/2024
Der kommer ingen tidsfrist for BPA-ansøgninger (borgerstyret personlig assistance), hvis det står til socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S):
"Jeg kan oplyse, at regeringen ikke har aktuelle planer om at indføre en tidsfrist for, hvor lang (tid, red.) der må gå, fra en kommune modtager ansøgning om en BPA-ordning og til, at kommunen senest skal have truffet en afgørelse."
Det siger ministeren i et Folketingssvar til SF's handicapordfører, Charlotte Broman Mølbæk.
Mølbæk havde også stillet et andet spørgsmål, hvor hun ville have ministeren til at forholde sig til en konkret sag, hvor en borger måtte vente over et år på at få svar på en ansøgning om en BPA-ordning.
Her havde ministeren ikke mulighed for at kommentere på sagsbehandlingstiden på en konkret sag.
Regeringen vil have ny BPA-model
Ministerens udmelding skal ses i lyset af, at regeringen generelt har et stor fokus på afbureaukratisering og for nylig i samarbejde med KL præsenterede en stor afbureaukratiseringspakke.
En sådanne tidsfrist vil nemlig gå den modsatte vej og afføde yderligere bureaukrati i kommunerne.
Regeringen og KL's pakke indeholder 56 forslag, hvoraf 9 af dem var på socialområdet.
Et af forslagene handlede netop om BPA-området, hvor regeringen ville forenkle BPA-ordningen ved at lave en ny model for området.
Derudover har regeringen præsenteret yderligere 14 afbureaukratiseringsforslag, hvoraf ni af dem var på socialområdet.
Tranæs-udvalget anbefaler også en forenkling af BPA-reglerne
Det er ikke kun regeringen, der vil forenkle BPA-reglerne. Det samme budskab er kommet fra Tranæs-udvalget, der har præsenteret en række forslag, der skal sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på det specialiserede socialområde.
Et af rapportens kapitaler handler nemlig om, hvordan man skaber bedre tid til kerneopgaverne på socialområdet.
I den forbindelse anbefaler udvalget, at det eksisterende regel- og visitationsgrundlag, herunder tildelingsprocedurer og -kriterier for borgerstyret personlig assistance (BPA) og tabt arbejdsfortjene forenkles på en hensigtsmæssig måde.
Udvalget vurderer nemlig, at ordningen allerede i dag indebærer væsentligt administration og flere klagesager, hvor det ikke er tydeligt, om borgeren egentlig stilles bedre.
Derfor skal forenklingen gøre det mere gennemskueligt for borgeren, hvilket skal være med til at forventningsafstemme servicen, mens det også skal bidrage til at mindske kommunernes tidsforbrug på de administrative opgaver forbundet med ordningen.
Samtidig vurderer udvalget, at det kan bidrage til en bedre dialog mellem borger, kommuner og interessenter samt reducere konfliktniveauet i forbindelse med klagesager.
Kommunerne skal stadig behandle ansøgningerne hurtigst muligt
Selvom regeringen ikke vil indføre end tidsfrist, betyder det ikke, at kommunerne bare kan nøle afsted.
Ministeren understregede nemlig i sit svar til Charlotte Broman Mølbæk, at kommunalbestyrelsen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt for at afgøre, om borgen skal have hjælp og i givet fald hvilken.
Derudover skal kommunalbestyrelsen på enkelte sagsområder fastsætte frister for, hvor lang tid der må gå fra modtagelsen af en ansøgning, til afgørelsen skal være truffet. De frister skal offentliggøres.
Kan kommunen ikke overholde fristen, så skal borgeren have skriftligt besked om, hvornår kommunen er klar med en afgørelse.
Sidst opdateret: 11/04/2024 - 10:24














































