
Paragraf 138 i serviceloven giver kommunerne mulighed for selv at sætte et lokalt serviceniveau. Det skal Ankestyrelsen forholde sig til ved klagesager. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ankestyrelsen skal allerede i dag lytte til kommunernes lokale serviceniveauer
Hvis en kommune har defineret et vejledende lokalt serviceniveau, så skal Ankestyrelsen tage højde for det, når styrelsen behandler klagesager.
Udgivet: 23/04/2024
Har en kommune fastlagt et vejledende lokalt serviceniveau, så skal Ankestyrelsen tage højde for det i forbindelse med behandlingen af klagesager. Det fremgår af forarbejdet til servicelovens paragraf 138, der netop omhandler lokale serviceniveauer.
Servicelovens paragraf 138 har fyldt i debatten siden præsentationen af Tranæs-udvalgets anbefalinger, hvor udvalgsformand Torben Tranæs opfordrede kommunerne til at anvende paragraffen allerede i dag.
Servicelovens paragraf 138
Kommunalbestyrelsen kan inden for lovens rammer træffe beslutning om at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer for den lokale udmøntning af hjælp efter loven.
Da man tilbage i 2012 både fik skrevet ind i servicelovens formålsparagraf, at økonomi også måtte spille en rolle, indsatte man også paragraf 138.
Det skyldes, at serviceloven er en rammelov, der efterlader et handlerum, der skal udfyldes af kommunalbestyrelsen eller et politisk udvalg. Kommunalbestyrelsen er selvfølgelig stadig bundet af gældende regler og forvaltningsretlige grundsætninger.
Når man laver et lokalt serviceniveau - indenfor lovens rammer - betyder det, at niveauet bliver en del af afgørelsesgrundlaget for den konkrete afgørelse.
Det gør så, at kommunalbestyrelsen bliver bundet af niveauet på grund af ligebehandlingsprincippet. Vælger kommunen at fravige det niveau - i enten opad- eller nedadgående retning - så skal den komme med en begrundelse.
Hvis der i en afgørelse henvises til serviceniveauet, skal anklagemyndigheden i forbindelse med en klage inddrage hensynet til serviceniveauet.
Det gælder også, hvis Ankestyrelsen træffer en afgørelse i en egendriftsag, så skal ankemyndigheden inddrage kommunalbestyrelsens serviceniveau i afgørelsen.
Sådan er det også i de situationer, hvor Ankestyrelsen vurderer at det er nødvendigt at fravige serviceniveauet.
Mener Ankestyrelsen, at der generelt er noget galt med det lokale serviceniveau i kommunen, er det stadig styrelsens opgave at føre tilsyn, og den kan dermed rejse en generel sag. Men styrelsen kan ikke gøre det i den konkrete klagesag.
Dokumentation: Forarbejdet til servicelovens paragraf 138
“I det omfang, der er fastsat et serviceniveau, som er fastlagt inden for lovens rammer, og som skal ligge til grund for behandlingen og afgørelsen af konkrete sager, som altid skal hvile på, at der er foretaget en korrekt konkret og individuel vurdering, bliver serviceniveauet en del af afgørelsesgrundlaget for den konkrete afgørelse. Det betyder på den ene side, at kommunalbestyrelsen bliver bundet af serviceniveauet i relation til iagttagelse af ligebehandlingsprincippet, og at kommunalbestyrelsen derfor som udgangspunkt skal kunne begrunde en fravigelse fra serviceniveauet i såvel nedadgående som opadgående retning.
På den anden side betyder det også, at hvis der i afgørelsen henvises til et serviceniveau, skal ankemyndighederne, hvis der klages over afgørelsen, inddrage hensynet til kommunalbestyrelsens ret til at fastlægge serviceniveauet. Hvis ankemyndigheden sætter sin egen afgørelse i stedet for kommunalbestyrelsens i forbindelse med en ankesag, eller hvis Ankestyrelsen træffer afgørelse i en egendriftsag, skal ankemyndigheden således inddrage kommunalbestyrelsens serviceniveau i afgørelsen, såfremt det er oplyst i sagen.
Afgørelser truffet af en kommunalbestyrelse kan, med mindre andet er anført i serviceloven, indbringes for Det Sociale Nævn efter reglerne i kapitel 10 i retssikkerhedsloven, jf. servicelovens § 166. Klageadgangen omfatter som udgangspunkt kun egentlige afgørelser. Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed (kommunen, nævnet eller Ankestyrelsen) i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed tilsigter at have retsvirkning efter sit indhold. Det vil sige, at afgørelsen bindende regulerer borgerens eller kommunens rettigheder og pligter i sagen.
Efter retssikkerhedsloven § 60, stk. 3, kan afgørelser om det generelle serviceniveau – herunder hvilke tilbud og pladser, der skal være til rådighed i kommunen og takster for tilbuddene – ikke indbringes for ankemyndighederne. Ankemyndighederne både kan og skal imidlertid som anført ovenfor ved behandlingen af klager over konkrete afgørelser inddrage kommunens generelle serviceniveau, når der tages stilling til den enkelte afgørelses lovlighed. Lovligheden af det generelle fastsatte serviceniveau kan efterprøves af tilsynet med kommunerne i statsforvaltningerne efter § 48 i lov om kommunernes styrelse.”
Sidst opdateret: 23/04/2024 - 10:52














































