Det er lettere sagt end gjort at reformere det specialiserede socialområde, hvilket social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) for tiden må sande.

Siden Kommunalreformen fra 2007 har flere ministre fra skiftende regeringen forsøgt, men også fejlet.

Det gælder Manu Sareen (RV, på daværende tidspunkt), Karen Ellemann (V) og Astrid Krag (S) .

For alle tre ministre gik det igen, at de måtte kæmpe med handicaporganisationerne, der lykkedes med at mobilisere nok modstand til, at de forskellige ministre måtte droppe hele eller dele af forslaget.

Måtte trække forslag efter hård kritik

Tilbage i 2015 måtte minister for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold, Manu Sareen, give op på sin reform af serviceloven, da der kom en række kritiske høringssvar. Det på trods af at han ifølge sig selv havde et politisk flertal for lovforslaget.

Han sagde følgende om høringssvarene til DR.

"De er ret kritiske og siger, at det ikke er en måde, man ønsker lovforslaget skruet sammen på. Og jeg synes alt andet lige, at når man har en høring - når man hører borgere - så har man selvfølgelig også pligt til at lytte til de høringssvar, der er kommet."

Det var ellers en reform, der skulle forenkle servicelovens voksenbestemmelser, hvor man arbejdede mere med en overordnet målgruppetilgang, og en mere helhedsorienteret lovgivning i forhold til borgerens behov.

Lovforslaget lagde op til at inddele borgerne i tre forskellige målgrupper. Alt efter hvilken målgruppe borgeren endte i, ville det få afgørende betydning for den service, borgeren modtog.

Forslaget kom i forlængelse af økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2015. Derfor udtrykte KL også på daværende tidspunkt en stor skuffelse.

De kritiske høringssvar kom blandt andet fra LEV, Danske Handicaporganisationer og Socialpædagogerne.

Kritikken gik blandt andet på en frygt for, at borgere med handicap eller udviklingshæmning ikke havde ret til at komme uden for deres institution eller bosted for at deltage i beskyttet beskæftigelse eller aktivitetstilbud sammen med ligeværdige.

Med ændringerne ville kommunerne nemlig få mulighed for at tilbyde socialpædagogisk bistand inden for hjemmets fire vægge i stedet for aktiviteter ude i samfundet.

Justeringerne af serviceloven blev skudt til den efterfølgende samling, men da sad en ny minister på taburetten.

Ellemann landede aftale - Rosenkrantz-Theil modarbejdede vigtig del

Ved valget i 2015 kom der en ny regering, og Venstres Karen Ellemann var blevet social- og indenrigsminister. En post hun før havde bestredet.

Hun ville også reformere serviceloven. I forbindelse med den daværende regerings udspil, sagde ministeren, at hun ville luge ud i bureaukratiet:

"Kommunernes administration skal lettes i de enkle sager, og der skal frigives ressourcer til de mere komplicerede sager, så langt flere får korrekte og forståelige afgørelser i første omgang. Det vil styrke borgernes retssikkerhed, spare tid i kommunerne og medvirke til, at tilliden mellem borger og kommune genoprettes."

I den forbindelse understregede Ellemann, at reformen skulle være udgiftsneutral.

Reformen havde tre formål:

• At forenkle reglerne, så det blev lettere for borgere og sagsbehandlere.
• Borgerne skulle sikres en indsats, der modsvarede deres behov. Derfor var der et krav om, at kommunerne skulle have grundige udredning samt handleplaner.
• At kommune fik bedre mulighed for at vurdere, hvilke indsatser der kunne opfylde borgerens behov for hjælp ud fra et samlet katalog over muligheder for hjælp - også kaldet indsatskataloget.

For at undgå at komme i samme situation som sin forgænger, havde Karen Ellemann nedsat en følgegruppe bestående af Kommunernes Landsforening og Danske Handicaporganisationer (DH).

Følgegruppen var dog uenige internt, hvilket Ellemann erkendte, gjorde forhandlingerne sværere.

"Det er jo de parter, det handler om. Så det havde klart været hjælpsomt, hvis de i fællesskab kunne sige, det er løsningen. Men det ændrer ikke ved, at møderne har været værdifulde," sagde hun til Altinget.

Det var netop indsatskataloget, som DH var stærkt kritiske overfor, da DH frygtede, det ville give kommunerne større metodefrihed og svække borgernes retskrav.

Netop det katalog fandt heller aldrig vej til den endelige aftale. I forbindelse med fordelingen af satspuljen i november 2016 lykkedes det nemlig Ellemann at lande en aftale.

I den endelig aftale havde man droppet indsatskataloget, ligesom man heller ikke fik indført rådighedstimer for handicaphjælpere under BPA-ordningen.

En af grundene til, at kataloget ikke fandt vej til den endelige aftale var på grund af Socialdemokratiet og Pernille Rosenkrantz-Theil.

"Vi synes, at regeringen kom for tæt på at fremlægge det samme, som vi havde gjort, og som vi selv havde skrinlagt,” siger Socialdemokratiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil til Altinget og henviste til Manu Sareens forsøg.

Det paradoksale er, at Rosenkrantz-Theil nu er i gang med en lignende manøvre.

Også SF og DF var kritiske overfor kataloget.

Astrid Krag kunne ikke lande en specialeplan

Det seneste eksempel på en politiker, der måtte opgive sine planer på det specialiserede socialområde, er Astrid Krag. Hun var social- og indenrigsminister og senere social- og ældreminister i den socialdemokratiske etpartiregering.

Med henblik på at udrulle en specialeplan på den højest specialiserede del af det specialiserede socialområde, igangsatte hun en evaluering af det specialiserede socialområde.

Den blev forsinket ad flere omgang, indtil den blev offentliggjort i maj 2022.

Ved samme lejlighed offentliggjorde socialministeren regeringens udspil til en specialeplan, der hed: "Et liv med ligeværdige muligheder".

Det udspil blev blandt andet kritiseret af Danske Handicaporganisationers formand, Thorkild Olesen, da kommunerne ikke var forpligtigede til at følge anbefalingerne:

"Kommunerne kan lade være med at følge anbefalingerne. Det gør man ikke op med her. Nu kalder man det specialfunktioner og rådgivningsfunktioner, men resultatet er det samme. Det er stadigvæk økonomien, der kommer til at afgøre, om man bruger den viden, der kommer fra de specialfunktioner og rådgivningsfunktioner," sagde han til NB-Social.

Han var dog positiv overfor, at regeringen ville komme med en specialeplan.

Efter offentliggørelsen af udspillet indkaldte socialministeren til forhandlinger. Der pågik forhandlinger både før og efter sommeren 2022.

Først forhandlede Krag bredt i Folketinget, men da det ikke bar frugt, forhandlede hun udelukkende med de røde finanslovspartier.

Sammen med de røde partier havde ministeren tidligere været med til at afsætte penge til opfølgningen af evalueringen af det specialiserede socialområde.

Men på trods af forskellige forsøg med forskellige konstellationer af partier, lykkedes det dog ikke ministeren at lande en aftale, før Mette Frederiksen udskrev valg til Folketinget.

En af grundene til det ikke lykkedes var særligt på grund af, at regeringens udspil hverken forholdte sig til visitationen eller finansieringen på området.

Både røde og blå partier mente nemlig ikke, at en specialeplan kunne stå alene. Derfor ønskede de også at inddrage visitationen og finansieringen i forhandlingerne, hvilket ministeren var afvisende overfor.

Resultat blev, at der ikke kom en aftale. Og derfor forsøger Pernille Rosenkrantz-Thiel nu også at lave en specialeplan på den højest specialiserede del i de igangværende forhandlinger om en handicapreform.