
Socialministeren har meget store forventninger den rammeaftalen på handicapområdet. - Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Minister: Handicapaftale bliver et af de største kvalitetshop
"Når vi ser tilbage på det her om ti år, så vil det være mit bud, at vi aldrig har set så stor en kvalitetsfremgang." Sådan beskriver socialministeren handicapaftalens betydning for kommunernes service.
Udgivet: 03/05/2024
Borger med handicap kan se frem til enorme serviceforbedringer efter rammeaftalen på handicapområdet, som regeringen netop har indgået med Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance.
Det på trods af at der med aftalen ikke med blev tilført socialområdet midler, der er tilsvarende udgiftsvæksten på socialområdet, ligesom der i aftaleteksten er et stort fokus på økonomisk bæredygtighed.
Her bliver det flere steder understreget, at initiativerne ikke må blive for omkostningsfulde, ligesom det generelt set er vigtigt for regeringen, at pengene på området bruges bedre.
Social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Thiel beskrev rammeaftalen på følgende vis til pressemødet:
"Efter min bedste overbevisning så bliver det her et af de største kvalitetshop, man kommer til at opleve som handicappet."
Og noget af kvalitetsløftet vil borgere med handicap hurtigt komme til at mærke. For ifølge ministeren vil nogle af aftalens elementer komme til at virke med det samme, mens andre tager tid at udvikle.
Stort fokus på økonomisk bæredygtighed
Udmeldingen fra socialministeren skal ses i lyset af, at rammeaftalen skal sikre en langsigtet og bæredygtig udvikling af området.
Den bæredygtighed gælder faglighed såvel som økonomi.
Særligt økonomien fylder en del i aftalen, da der flere steder står, at initiativerne kan justeres eller udgå, hvis ikke de kan leve op til formålet om at sikre den bæredygtige økonomiske udvikling.
Eksempelvis:
"Der kan i forbindelse med den nærmere afdækning og udboring af tiltagene i rammeaftalen både tilføjes og udgå tiltag, hvis og såfremt de viser sig at have et begrænset eller negativt potentiale i forhold til nedenstående overordnede formål."
Eftersom der er tale om en rammeaftale, skal mange af initiativerne konkretiseres senere. Her er aftaleteksten klar:
"Står det efter konkretisering af temaerne klart, at der ikke kan findes tilstrækkelig finansiering, herunder evt. i form af modgående besparelser, vil enkelte elementer udgå eller skulle justeres."
Største kvalitetsfremgang på ti år
Men på trods af det store fokus på økonomisk bæredygtighed, har ministeren meget høje forventninger til aftalen.
"Jeg vil tro, når vi ser tilbage på det her om ti år, så vil det være mit bud, at vi aldrig har set så stor en kvalitetsfremgang. Og i øvrigt tryghed for mennesker med handicap. Netop fordi der kommer en systematik og fordi, der hvor vi taler økonomi, handler (det, red.) om nogle systemer, som i dag er decideret både generende men også ydmygende for de mennesker, der skal igennem systemerne."
Ministeren hæfter sig særligt ved flere vidnesbyrd, som hun for nylig har modtaget fra mennesker med handicap.
De viser nemlig, at borgerne med handicap skal kæmpe fra tue til tue for at få den rigtige hjælp. Sådanne kampe er omkostningsfulde for samfundet, mens borgerne oplever dem som ydmygende, fortæller ministeren.
"Det er de penge, vi gerne vil gøre noget ved. Og det er i sig selv til gavn for borgeren."
Socialområdet kommer på niveau med de øvrige velfærdsområder
Socialministeren har før talt om, at der var langt igen, før handicapområdet kunne levere noget af den værdighed, som resten af velfærdssamfundet kan levere.
Men med rammeaftalen virker det som om, ministeren synes at være kommet et godt stykke ad vejen:
"Min opfattelse er, at med den systematik, vi lægger for dagen her, for første gang får noget, hvor man kan tale om et velfærdsområde, der kan blive sammenligneligt med de andre områder."
Risiko for en ny guldstandard-situation
Socialministeren er før blevet kritiseret for, at hendes retorik var fra langt fra den kommunale virkelighed. Eksempelvis den gang ministeren brugte udtrykket guldstandarder til at beskrive den kommende specialeplan.
Her var reaktionen fra KL hård, da man efterfølgende sendte et brev til både socialministeren og finansministeren.
"Det er helt legitimt, at regeringen gerne vil have guldstandarder på socialområdet, så skal den samme regering også bare huske at tage guldkortet med til økonomiforhandlingerne," siger KL's formand Martin Damm (V) på daværende tidspunkt.
Netop kommunerne har gennem mange år været trætte af, når skiftende regeringer talte velfærden op, men ikke gav penge til det specialiserede socialområde ved økonomiforhandlingerne.
Med socialministerens retorik fra pressemødet er der en risiko for, at hun kommer til at stå i en lignende situation igen, nu hvor regeringen ikke har prioriteret et mærkbart økonomisk løft af det specialiserede socialområde.
Sidst opdateret: 03/05/2024 - 06:15














































