Den nye rammeaftale for en langsigtet og bæredygtig udvikling af handicapområdet er en kæmpe sejr for social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og SVM-regeringen.

Rammeaftalen er den største reform af det specialiserede socialområde siden kommunalreformen fra 2007, hvor man som bekendt lavede en større omrokering af det specialiserede socialområde.

Faktisk er det første gang, der lander en samlet aftale på handicapområdet.

Flere ministre har uden succes prøvet at reformere området - blandt andet for at gøre det mere økonomisk styrbart - men nu er det altså endelig lykkedes i form af en rammeaftale, der blandt andet gennemfører en række forslag fra Tranæs-udvalget.

Samtidigt er denne aftale - modsat kommunalreformen - bredt funderet. Ikke fordi alle parterne i Sammen om Handicap-forummet, der har givet input til aftalen, støtter op om den. Det er ikke tilfældet.

Men fordi det er lykkedes regeringen at få Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance med i aftalen.

Og det er faktisk ret imponerende, når man tænker på aftalens indhold.

Aftalen sætter nemlig to streger under ønsket om økonomisk bæredygtighed og sikrer kommunerne en række økonomiske styringsredskaber.

Samtidigt står der sort på hvidt, at de forskellige initiativer i aftalen, der skal forbedre servicen på området, lynhurtigt kan droppes, hvis de er for omkostningsfulde.

Det sidste er en kæmpe KL sejr, da landsforeningen længe har haft et ønske om, at området ikke måtte blive dyrere med aftalen, nu hvor regeringen gennem flere år ikke har fundet flere penge til området for at imødekomme opdriften i udgifterne.

Derfor kan KL også være godt tilfreds med aftalen.

Mange svære beslutninger i vente

Eftersom der er tale om en rammeaftale, betyder det også, at der er mange store beslutning i vente.

Til pressemøde kunne ministeren fortælle, at 95 procent af forhandlingerne om delelementerne ligger efter rammeaftalen. Det vil sige, at det først er nu, de enkelte elementer skal foldes ud.

Af samme årsag mente Venstres handicapordfører, Anni Matthiesen, at det var nu, arbejdet for alvor begyndte.

Her har socialministeren dog lært af forsvarsministerens fejl. For der er ingen af aftalepartierne, der kan blokere eller står i vejen for nogle af delaftalerne.

I aftalen står der nemlig:

"Ovenstående rammeaftale har ikke karakter af at være et forlig, men en aftale. Partierne har således ikke vetoret eller kan blokere for konkrete initiativer."

På samme vis har medlemmerne i Sammen om Handicap heller ikke vetoret over initiativerne, der vil blive drøftet løbende i forummet.

Store magtanvendelsesændringer

Det kan virke overraskende, at Liberal Alliance gik med i aftalen, da partiet særligt har været kritisk overfor regeringens forslag på magtanvendelsesområdet.

Så sent som i fredags var partiet med i en erklæring sammen med flere oppositionspartier, der kritiserede forslaget.

Men Liberal Alliance var ikke alene. Både de Radikale og de Konservative var kritisk overfor netop det forslag, hvorfor ministeren har måtte give sig - hvilket hun blankt erkendte til pressemødet.

Det var formentlig det, der muliggjorde den brede aftale.

Når det er sagt, så er der stadig en række udskældte elementer i magtanvendelsesforslaget, som vil blive brugt imod både aftalen og aftalepartierne.

Flere af aftalepartierne må næsten også have været fristet af at lade regeringen står alene med den voldsomme kritik, der unægtelig vil komme fra de forskellige handicaporganisationer og bevægelsen #enmillionstemmer.

For når man tænker på, hvor voldsom kritik finansminister Nicolai Wammen fik, da han bare genbekræftede økonomiaftalen og sagde, der var store udgifter forbundet med det specialiserede socialområde, kan det her kun blive markant værre, nu hvor der kommer flere styringsredskaber, så kommunerne bedre kan kontrollere udgiftsvæksten.

Derfor er det særligt imponerende, at det lykkedes ministeren at lande en aftale.

Forløbet kunne have været kønnere

Det er klart, at det havde været en større sejr for ministeren, hvis det faktisk var lykkedes hende at lande en aftale i Sammen om Handicap-forummet, som oprindeligt var planen.

Nu er forummet blevet reduceret til et rådgivende organ.

Udfordringen er, at hele forløbet med Sammen om Handicap har været kritiseret for at være noget hemmelighedskræmmeri, hvor vi vidste meget lidt om, hvad der foregik. De kræmmerier mundede så ud i meget lidt - så hvad fik parterne egentlig ud af alle de timers forhandlinger?

Men ministeren har nok måtte sande, at interesserne blandt aktører omkring bordet var for forskellige.

Og spørgsmålet er også, hvor meget mening det ville give for eksempelvis Danske Handicaporganisationer direkte at skulle lægge navn til en aftale, der har så stor fokus på økonomistyring - hvilket de jo betragter som et synonym for besparelser.

Her må det alt andet lige passe dem bedre "blot" at komme med inputs uden at lægge navn til.

Med aftalen blev det i hvert fald tydeligt, at det gav bedre mening for ministeren at rykke forhandlingerne over til ordførerne på Christiansborg.

Det er klart, at flere politikere allerede har kritiseret ministeren for forløbet, men når støvet har lagt sig, vil de færreste huske processen i detaljer, men resultatet står klart: At det lykkedes socialministeren at lande den første store handicappolitiske aftale.

Også selvom hun ikke fik handicaporganisationernes opbakning.

Med den handicappolitiske sejr giver det også mening, at det er socialministeren og ikke eksempelvis finansminister Nicolai Wammen, der skal forhandle anden bølge af Tranæs-udvalgets anbefalinger. Ministeren har netop vist, at hun fint er i stand til at håndtere hårde økonomiske forhandlinger.