KL kræver i opsigtsvækkende brev et klart svar på, om kommunerne skal lytte til bolig- og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils krav om "guldstandarder" på socialområdet, eller til finansminister Nicolai Wammens krav om besparelser for at holde uændrede udgifter.

KL kræver i opsigtsvækkende brev et klart svar på, om kommunerne skal lytte til bolig- og socialminister Pernille Rosenkrantz-Theils krav om "guldstandarder" på socialområdet, eller til finansminister Nicolai Wammens krav om besparelser for at holde uændrede udgifter.

KL i protestbrev til ministre: Betal eller hold mund

Konflikten mellem regeringen og KL om socialområdet er skærpet, efter KL i et brev til to topministre kræver svar på, om det er socialministerens guldstandarder eller finansministeren sparekrav, der gælder.

Udgivet: 18/04/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

KL's formand og direktør har sendt et skarpt protestbrev til finansministeren og socialministeren, hvor de kræver et klart svar på, hvem af de to ministre, som kommunerne og borgerne skal lytte til for at forstå, hvad der er regeringens ambitionsniveau på socialområdet.

Er det finansministerens krav i den gældende økonomiaftale om, at kommunerne af hensyn til råderummet skal foretage en økonomisk prioritering for at sikre nulvækst i udgifterne? Eller er det socialministerens løfte i et interview med Avisen Danmark om nye "guldstandarder", som skal sikre et markant løft af området, der ifølge socialministeren langt fra er godt nok?

Brevet er interessant, fordi KL nu trækker en åbenlys konflikt mellem de to ministres udmeldinger direkte ind i årets økonomiforhandlinger, hvor regeringen og kommunerne skal blive enige om de økonomiske rammer for kommunerne i det kommende år.

"Det er helt legitimt, at regeringen gerne vil have guldstandarder på socialområdet, så skal den samme regering også bare huske at tage guldkortet med til økonomiforhandlingerne," siger KL's formand Martin Damm (V).

Se protestbrevet her.

‎

Da socialministeren i slutningen af februar på et samråd i Folketinget ifølge KL og mange borgmestre på lignende vis åbenlyst undsagde indholdet af økonomiaftalerne, stillede KL sig tilfreds, da socialministeren angiveligt efter en lodret ordre fra finansministeren gik ud med en udtalelse, hvor hun understregede at "jeg og denne regering naturligvis 100 pct. på mål for" økonomiaftalen mellem regeringen og kommunerne.

Læs også: Socialminister gør op med mange års økonomiaftaler på handicapområdet

Forklaringen var ifølge NB-Socials oplysninger dengang, at KL ikke ville udnytte det forhold, at en ny minister på et område var "trådt ved siden af".

Men nu er KL's tålmodighed angiveligt opbrugt. Martin Damm oplyser, at KL vil trække de gentagne modsatrettede meldinger fra de to ministre direkte ind i økonomiforhandlingerne.

"Regeringen har de seneste år givet nul kroner til opdriften på det specialiserede socialområde, og alle kommunalpolitikere har derfor skulle gennemføre besparelser på andre områder for at dække de stigende udgifter. Når så en minister går ud og siger, at det er helt ad H til og vi skal have guldstandarder, så bliver vi kørt over af den regering, som bad os om at spare for at løse en samfundsudfordring med økonomien," siger Martin Damm.

KL tror ikke på flere penge

Det fremgår reelt af brevet, at KL ikke tror på, at regeringen har mulighed for eller vilje til at prioritere området og opfylde socialministerens ambitioner:

"Vi har svært ved at se, at en sådan prioritering kan rummes inden for den

økonomiske politik, regeringen har præsenteret i regeringsgrundlaget, og synes, at udtalelserne står i kontrast til den oplevelse, vi har haft ved de seneste økonomiforhandlinger," skriver KL i brevet.

Hvis regeringen ikke kan dække opdriften på området - som KL opgør til 1,6 milliarder kroner om året - så varsler KL i brevet, at regeringen skal forpligte sig til at stå bag de nedskæringer i hjælpen til den enkelte borger med handicap, som er nødvendig for at få det samme beløb til at række til at hjælpe flere.

"Vi vil være meget spidse på den præcise formulering af teksten om socialområdet. Og så vil vi være meget klare på at få en aftale om, at teksten ikke bare gælder, når vi går ud af glasdøren (fra finansministerens kontor red.). Det skal gælde hele året, og den skal bakkes op af hele regeringen og hele KL," siger Martin Damm.

KL sammenfatter det på denne måde i brevet:

"Kommunerne oplever at stå alene med de styringsmæssige udfordringer på området. Når det kombineres med de serviceforventninger, der landspolitisk bygges op på området og den kritik, kommunerne møder af deres indsats fra såvel brugerorganisationer som politikere på Christiansborg, så stiller det kommunerne i en svær situation. Vi må derfor appellere til, at regeringen entydigt og klart melder ud om deres reelle ambitionsniveau."

KL vil kræve meget konkret formulering

Kravet i brevet skal ses i sammenhæng med, at KL ved økonomiforhandlingerne både i 2021 og 2022 ifølge flere kilder var meget sikre på, at de havde fået en så klar tekst, at regeringen ikke kunne løbe fra ansvaret for nedskæringerne i hjælpen til den enkelte.

"Regeringen anerkender, at kommunerne oplever et udgiftspres på det specialiserede socialområde. Det begrænsede råderum i dansk økonomi medfører et øget behov for økonomiske prioriteringer. De økonomiske rammer nødvendiggør øget fokus på at styre den faglige og økonomiske udvikling," hedder det i aftalen for 2023, som blev indgået i juni 2022.

Men efter at socialministeren nu to gange ifølge KL og mange borgmestres opfattelse er løbet fra aftalen, så vil KL efter massivt krav fra deres bagland kræve en endnu klarere formulering, som gør det klart at regeringen tager medansvar for serviceniveauet på socialområdet.

NB-Social har bedt finansminister Nicolai Wammen om en kommentar til brevet, som vi håber at kunne bringe en af de kommende dage.

Sidst opdateret: 19/04/2023 - 09:33

Temaer: Økonomiaftale

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]