
Både Venstre og Socialdemokratiet peger på økonomistyring som en del af løsningen på de stigende udgifter. - Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Minister: Økonomistyring er en stor del af regeringens svar på stigende udgifter
Regeringen vil komme de stigende udgifter på det specialiserede socialområde til livs med mere økonomistyring. Den lægger ikke op til flere nye penge til kommunerne.
Udgivet: 03/05/2024
Nu kender vi endelig regeringens svar på, hvordan de stigende udgifter på det specialiserede socialområde skal håndteres.
Svaret er nemlig blandt andet mere økonomistyring. Det siger socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil i et interview med NB-Social.
Siden 2018 har kommunerne kæmpet med stigende udgifter - uden at regeringen har kompenseret dem økonomisk.
"Det (økonomistyring, red.) er i hvert fald en meget stor del af det, der ligger her (i aftalen, red.). Jeg synes, vi har formået at lande det et sted, hvor vi går på to ben. Hvor vi går ind og kigger i et område, som har været kendetegnet ved egentlig bare at vokse vildt. Til kæmpestor ugunst for borgerne og samtidig også kommunerne" siger ministeren og fortsætter:
"Jeg opfatter det her som et svar på præcis det. At det duer jo ikke, vi har et område, hvor økonomien stikker af, uden borgerne kan mærke nogen som helst former for forskel."
Ministeren konstaterer ved samme lejlighed, at socialområdet er et af de steder i velfærdssamfundet, hvor der ikke er takstregulering. Det er ellers et redskab, der kan være med til at sikre sammenhæng mellem pris og kvalitet.
Det kalder ministeren dybt uansvarligt - både overfor borgerne såvel som kommunerne.
Et af de andre regeringspartier var endnu mere direkte i sit svar på spørgsmålet.
Venstres handicapordfører og gruppenæstformand, Anni Matthiesen, sagde et klart "ja", da hun blev spurgt, om mere økonomistyring var regeringens svar på opdriften i udgifterne.
Kommunerne mangler penge på kort sigt
Rammeaftalen lægger op til at gennemføre en række af Tranæs-udvalgets anbefalinger. Både fra delrapporten og den endelige rapport.
Tranæs-udvalget har præsenteret anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på socialområdet.
Men formanden for udvalget, Torben Tranæs, har selv erkendt, at anbefalingerne har brug for tid til at slå igennem, hvorfor der ikke er den store effekt på kort sigt.
Her mener ministeren dog, at der er hjælp at hente for kommunerne i aftalen, da regeringen vil skabe bedre rammer om de særligt dyre enkeltsager.
"Dem (de dyre enkeltsager, red.) kommer vi til ret hurtigt at kunne hjælpe til med at få skabt nogle bedre rammer omkring. Igen synes jeg, vi rammer samme snit. At det både er til gavn for de borgere, vi taler om, men det betyder selvfølgelig også noget for kommunerne."
Med de nye rammer vurderer ministeren, at kommunerne hurtigt vil kunne se, at økonomien flytter på sig.
Er regeringen indstillet på at imødekomme opdriften i udgifterne på kort sigt i form af flere penge, indtil Tranæs-anbefalingerne slår igennem ude i kommunerne?
"Dele af det, der er opdrift i, er noget af det, der ligger i de tidligste tiltag i aftalen. For os har det været fuldstændigt afgørende, at der har været i balance imellem ønsket om at sikre en bedre kvalitet, bedre hjælp og den rigtig støtte den første gang til borgerne," siger ministeren og fortsætter:
"Betyder det så, økonomien overruler hensynet til den individuelle og konkrete vurdering af et menneske med handicap? Til det er svaret bare klart nej."
Ifølge ministeren skal kvalitet og økonomi gå hånd i hånd.
V: Vi kommer til at tage fat efter himmelfarten
Selvom mange af de økonomiske anbefalinger fra Tranæs har et lidt længere tidsperspektiv, tror Venstre også på, at der snart kommer hjælp til kommunerne.
"Jeg er sikker vi, at vi kommer til at tage fat på det her (økonomistyring, red), hvis ikke i næste uge så efter Kristi Himmelfartsferien," siger Anni Matthiesen til NB-Social og fortsætter:
"Tanken er jo, at hvis du kigger alle forslagene igennem, så vil jeg tro, ministeren vil lave nogle forhandlingsklumper og putte initiativer ind under samme overskrifter og sige: Nu det så det her, vi tager fat på."
Her har partierne så ifølge Anni Matthiesen en opgave i at inddrage Sammen om Handicap-parterne, inden de politiske aftaler bliver indgået.
Rammeaftalens 12 temaer
Færre unødvendige revurderinger
Mennesker, som er afhængige af hjælp og støtte i hverdagen, oplever utryghed, hvis der er for mange unødige revisitationer på den hjælp, de får. Ikke mindst hvis de har et handicap, som de skal leve med resten af livet. Arbejdet med meningsløse revurderinger tager også tid fra socialrådgiverne og koster rigtigt mange penge. Derfor vil vi arbejde for en mere tillidsbaseret sagsbehandling, så kun meningsfulde opfølgninger står tilbage.
Lettere adgang til hjælpemidler
I dag må borgere ofte vente længe på at få de hjælpemidler, de har behov for. Sagsbehandlingstiden kan være lang, når man venter på en blindestok eller en badestol. Derfor vil vi forenkle reglerne. Vi vil udarbejde en positivliste over almindelige og basale hjælpemidler, der skal kunne udleveres uden forudgående visitation.
Merudgiftsydelsen - væk med nidkære regler
Har man et handicap, kan man få støtte til nogle af de ekstra udgifter, som man har som følge af det handicap. Det kan være til medicin, kost, tøj eller transport – det kaldes merudgiftsydelsen. I dag skaber reglerne frustration og mistillid mellem borgere, pårørende og kommuner, ligesom kommuner bruger alt for mange ressourcer på at vurdere hver enkelt udgift og holde styr på bilag og dokumentation. Derfor vil vi indføre en model for merudgiftsydelsen, der er mere enkel og gennemskuelig.
Mere uddannet personale
Medarbejderne på de højt specialiserede tilbud arbejder med borgere, der har komplekse behov i hverdagen. I dag har kun omkring halvdelen af medarbejderne på bo- og døgntilbud en relevant uddannelse. Derfor vil vi for det første arbejde for at indføre uddannelseskrav på de sikrede institutioner, ligesom der på længere sigt undersøges yderligere relevante kompetence - eller uddannelsesinitiativer for institutioner generelt på det specialiserede socialområde.
Faglighed og viden
Vi går i gang med igennem specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet at styrke kvaliteten lokalt, regionalt og nationalt ved at samle den fælles faglighed i form af eksisterende viden, kompetencer og indsatser for personer med beslægtede behov. Det vil betyde, at vi over tid får langt mere faglighed og specialviden i systemet. På længere sigt vil partierne drøfte muligheden for at udbrede specialeplanlægning til flere dele af det højt specialiserede socialområde.
De mest specielle behov skal mødes af særlige tilbud
Alle kommuner kan ikke tilbyde højt specialiseret hjælp til alle behov – for så er specialiseringen og vidensniveauet om borgerens problemer for lille. Derfor vil vi skabe bedre muligheder for at sikre højt specialiserede tilbud på tværs af landet.
Sammenhæng mellem pris og kvalitet
Der er i dag uigennemsigtigt, hvad man får for pengene på de forskellige tilbud. Det er ikke tydeligt, om pris og kvalitet hænger sammen, og derfor kan priserne på især botilbuddene gå op - uden at kvaliteten nødvendigvis følger med. Derfor vil der samtidigt med specialeplanlægningen blive arbejdet på en ny takstmodel, som skal forbedre kommunernes mulighed for at styre udgifterne og skabe øget gennemsigtighed og viden om, hvad forskellige pladser koster på tværs af tilbud.
Et opgør med forråelse
Mange dygtige medarbejdere og ledere på socialområdet brænder for at gøre en forskel. Men der er desværre brodne kar og nogle steder en dårlig kultur. Det vil vi ændre. Med specialeplanen bliver det lettere at finde det rigtige match mellem borger og tilbud, så borgeren bliver mødt af personale med den rette viden og uddannelse. Vi vil desuden se på modeller for etisk kodeks for medarbejdere og ledere på sociale tilbud, som bl.a. skal medvirke til at forebygge forråelse.
Det rigtige tilbud første gang
Nogle borgere ender i tilbud, som er uforholdsmæssigt dyre – uden sikkerhed for, at tilbuddene reelt hjælper borgerne bedst muligt. Sagerne kan eksempelvis opstå, hvis det første botilbud var et forkert match – og det kan ende med, at alt for mange borgere ender i enkeltmandstilbud uden adgang til fællesskab og samvær. Det er dyrt og ikke nødvendigvis den bedste indsats. Ved at samle den eksisterende viden forebygger vi de dårlige match og bidrager til at reducere udgifterne til de særligt komplekse og dyre enkeltsager, samtidig med at der sikres faglig kvalitet i indsatsen for borgerne.
Værgers kendskab til borgeren
En værge skal varetage og beskytte interesser for den borger, der er under værgemål. I dag findes der værger, der slet ikke kender den eller de borgere, de er værger for. Det kan være utrygt, når værgen skal være med til at træffestore beslutninger om borgerens liv. Sådan skal det ikke være. Vi sætter gang i et arbejde med initiativer, der kan styrke værgers kendskab til borgere med handicap under værgemål.
Ændringer af reglerne for magtanvendelse
Nogle borgere har så omfattende handicap, at de ikke kan tage vare på sig selv. De har brug for medarbejdere, der kan drage omsorg for dem. De nye regler for magtanvendelse skal både beskytte medarbejderne bedre end de gamle regler. Og skal sørge for, at der ikke bruges uanede mængder af tid på registreringer, så vi er sikre på, at borgerens tarv står i centrum, men at hverdagen også består af mere pædagogisk samvær end af registreringer og skrivebordsarbejde.
Pengene skal bruges på mennesker
Der bruges rigtigt mange penge på handicapområdet. Kommunerne oplever et stigende udgiftspres, mens borgerne oplever, at kvaliteten i indsatserne og tilliden til kommunerne er under pres. Der bruges med andre ord flere penge – uden borgerne oplever en velfærdsforbedring. Det duer ikke. Ressourcerne skal anvendes bedre til gavn for børn, unge og voksne med handicap. Vi vil ændre de rammer, som kommunerne og medarbejderne opererer under som følge af rigide regler, hvor udgifterne forbundet med bureaukrati og administration er uforholdsmæssige store i forhold til den kvalitet, som borgeren oplever.
Kilde: Social-, Bolig og Ældreministeriet.
Sidst opdateret: 03/05/2024 - 05:52














































