
Vi går et travlt efterår i møde på socialområdet. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Det sker på socialområdet i efteråret: Mere værdighed for misbrugere og hjemløse
Værdighed, specialeplan, psykiatri og opioider. Der bliver nok at se til på det specialiserede socialområdet de kommende måneder. Få et overblik over det socialpolitiske efterår her.
Udgivet: 13/08/2024
Vi går et travlt efterår i møde på socialområdet, hvor regeringen barsler med flere initiativer.
NB-Social samler det hele her:
Værdighedsreform
"Jeg glæder mig til, at vi efter sommer kan præsentere regeringens udspil til en ny værdighed i socialpolitikken."
Sådan sagde statsminister Mette Frederiksen i sin tale ved Folketingets afslutningsdebat.
Værdighed i socialpolitikken har længe stået på SVM's regeringens dosmerseddel. Eksempelvis sagde statsministeren følgende i sin nytårstale januar 2023:
"For de mest udstødte og udsatte mennesker skal værdighed nu være det vigtigste. Det skal være slut med, at alvorligt – ja, endda dødeligt – syge borgere sendes i aktivering. Og jeg vil hellere have, at de mest udsatte mennesker med stofmisbrug kan finde ro og omsorg i et fixerum, end at de skal sidde på gaden med os andre som tilskuere."
Hun fortsatte:
"Værdighed og vilje til andre mennesker. Også selvom de drikker for meget, har begået noget kriminelt engang, ser skræmmende ud med deres tatoveringer og store hunde eller har svært ved at passe i en af samfundets kasser. De vagtsomme øjne skal mødes af et samfund, der tror på hver eneste af os. Det er vores røde tråd i socialpolitikken."
På sin Facebookside har socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil også løftet lidt af sløret for, hvem værdighedsreformen henvender sig til.
"Vi skal blandt andet skabe bedre vilkår for mennesker, der har levet et liv med massivt misbrug, overgreb, vold og hjemløshed. De fleste indsatser og velfærdstiltag er lavet for mennesker, der kun har brug for en enkelt ting ad gangen: skolen, skadestuen, lægen, pensionen. Ikke for dem, der har brug for det hele på en gang. Og det har de mennesker, der har haft de allerhårdeste liv."
Specialeplanen
I foråret landede der flere store aftaler på det specialiserede socialområde. Her kunne social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) blandt andet præsenterer sin rammeaftale på handicapområdet.
Rammeaftalen blev hurtigt fulgt op med en delaftale mellem regeringen og KL som led i økonomiforhandlingerne. Den proces vil forsætte, hvorfor den i den kommende tid vil blive fulgt op med en stribe aftaler.
Her er Specialeplanen noget af det, der står først for.
Til et samråd i april sagde socialministeren nemlig følgende om den kommende specialeplan:
"Jeg har en forventning om, at vi kan lovbehandle forhåbentlig i efteråret."
Derudover er forventningen, at der snart vil komme en ny model for merudgiftsydelsen.
Finansieret psykiatriplan
Når regeringen har præsenteret sit forslag til en kommende sundhedsreform, der skal se på sundhedsområdets struktur, så vil regeringen fremlægge et udspil til en fuldt finansieret 10-årsplan for psykiatrien.
Psykiatriudspillet vil blandt andet tage udgangspunkt i inputs fra Sundhedsstrukturkommissionen og det nedsatte psykiatriråd, hvor KL og Danske Regioner også har været repræsenteret.
Opioidudspil
Oprindeligt var det meningen, at SVM-regeringen ville præsentere sit opioidudspil inden sommerferien. Men Indenrigs- og 'sundhedsministeriet har oplyst til Ritzau, at det først blev efter sommerferien.
Tilbage i maj præsenterede regeringen ved indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) dele af dens udspil i Berlingske.
Her fremgik det, at regeringen vil indføre et forbud mod otte syntetiske opioider, øge kontrollen med stofferne, indføre hårdere straffe for salg og oprette flere behandlingstilbud.
Forhandlinger om SSA-reserven
Traditionen tro er der i forbindelse med finanslovsforhandlingerne også forhandlinger om reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet 2025-2028.
Her vil regeringen først komme med sit bud på, hvad pengene skal gå til, hvorefter der er forhandlinger med Folketingets partier.
Sidst opdateret: 13/08/2024 - 10:17














































