Døren kan holdes åben med det sociale frikort eller fleksjob på få timer.

Døren kan holdes åben med det sociale frikort eller fleksjob på få timer. - Foto: PR-Foto

Kommunale Velfærdschefer: Vi må ikke lukke døren til hjemløse og misbrugere

Regeringen vil i sin værdighedsreform lægge op til at flytte de mest udsatte ud af beskæftigelsessystemet. Ifølge Kommunale Velfærdschefer er det afgørende ikke at lukke døren til de udsatte permanent.

Udgivet: 22/08/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Det er afgørende at holde døren til arbejdsmarkedet for de mest udsatte åbent. Det mener formanden for Kommunale Velfærdschefer Jakob Bigum Lundberg.

Regeringen barsler med et værdighedsudspil på socialområdet. Her handler det særligt om at tage de mest udsatte borgere ud af beskæftigelsessystemet.

I regeringsgrundlaget står der blandt andet:

"De mest udsatte skal fremover helt ud af beskæftigelsessystemet. I stedet skal de have en bredt funderet indsats med afsæt i det enkelte menneskes konkrete udfordringer. Målet skal være at styrke deres muligheder for et bedre og mere værdigt liv og skabe en vej ind i fællesskabet."

Det ser Jakob Bigum Lundberg frem til at få konkretiseret, eftersom det har været svært at få målgruppen til at reagere som tiltænkt ved at trække dem i ydelser.

Dog er han bekymret for, at de mest udsatte kommer for langt fra arbejdsmarkedet:

”Det er helt afgørende, at vi ikke opgiver hjemløse og misbrugere og lukker døren til arbejdsmarkedet permanent," siger han i en skriftlig kommentar til NB-Social.

Han uddyber:

"Den kan for eksempel holdes åben med det sociale frikort eller fleksjob på få timer."

Jakob Bigum Lundberg mener, at det er godt for udsatte borgeres sundhed at have noget at stå op til og at være til nytte for andre. Han hæfter sig ved, at det netop var tanken bag førtidspension- og fleksjobreformen i 2013, som daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen stod bag.

"Der erkendte vi, at vi som samfund ikke kunne være bekendt at parkere mennesker op til 40 år på en førtidspension."

Værdighed koster penge

Hvis det skal lykkedes at skabe mere værdighed for de mest udsatte, så kræver det dog, at finansieringen følger med, understreger Jakob Bigum Lundberg:

"Jeg ser også frem til at se, om udspillet erkender, at værdighed i form af tilbud også koster. Kommunerne har i mange år nu været nødt til at skære ned på alle mulige sociale tilbud for at finansiere stigende udgifter til det specialiserede område, så der er ikke plads i budgetterne til nye tilbud uden finansiering.”

Det står der om værdighed i regeringsgrundlaget

Et samfund skal i høj grad vurderes på, hvordan de allermest udsatte behandles. Der er desværre grupper af mennesker, som i dag lever et marginaliseret liv, hvor de er klemt af et system, som de ikke kan finde rundt i. Og som er langt fra at kunne stå på egne ben. De er ikke mange, men de lever liv, som er milevidt fra det store flertals hverdag.

Der er en særlig gruppe af meget socialt udsatte borgere, f.eks. hjemløse, psykisk sårbare og mennesker med massive misbrugsproblemer, der har behov for at blive mødt af en helt anden indsats og et helt andet menneskesyn, end de mødes med i dag. Det handler om, at vi som samfund skal rumme de borgere, der af mange forskellige grunde lever deres liv på kanten.

Derfor ønsker regeringen at tage livtag med de svære dilemmaer – også dem, hvor løsningerne ikke kan findes med et snuptag – og lægge grundstenene til en ny politik for de allermest udsatte. En politik, hvor de mødes med værdighed og på en måde, hvor vi tager langt bedre hånd om dem, som har allermest behov for det.

De mest udsatte skal fremover helt ud af beskæftigelsessystemet. I stedet skal de have en bredt funderet indsats med afsæt i det enkelte menneskes konkrete udfordringer. Målet skal være at styrke deres muligheder for et bedre og mere værdigt liv og skabe en vej ind i fællesskabet.

Regeringen vil:

  • Sikre en bedre socialfaglig indsats for de allermest socialt udsatte borgere og nytænke deres møde med offentlige institutioner og sagsbehandlere, så det i langt højere grad sker på deres egne præmisser.

  • Forlænge og forbedre det sociale frikort. Samt udvikle nye initiativer, der adresserer de særlige udfordringer, vi som samfund har med at give en værdig tilværelse for den lille gruppe af danskere, der ikke passer ind i de almindelige systemer.

  • Følge op på evalueringen af ordningen med lægeordineret heroin og gennemføre tiltag, der giver mulighed for at tænke i nye indsatser, der kan sikre mere værdighed for f.eks. mennesker med massive misbrugsproblemer.

  • Nedsætte en arbejdsgruppe om levevilkårene for personer, der sælger sex.

  • Gennemlyse ordningerne for medicintilskud til forskellige grupper med henblik på, at socialt udsatte og børn og unge i udsatte familier mv. får den nødvendige medicin.

  • Forenkle reglerne for digital fritagelse, så ældre og socialt udsatte lettere kan blive fritaget for digital selvbetjening og dialog med det offentlige.

  • Afdække, om reglerne i sygedagpengesystemet virker efter hensigten, så meget alvorligt syge ikke udsættes for arbejdsprøvning mv. Regeringen har som klart sigte i en kritisk reformgennemgang på sygedagpengeområdet at se nærmere på de problematikker med borgere, der kommer i klemme, som påpeges af sygemeldte, kommuner og andre aktører.

  • Bekæmpe hjemløshed. Det er et af velfærdssamfundets skyggesider, at vi til stadighed har problemer med hjemløshed. Også blandt unge. Regeringen vil bl.a. udbrede Housing First-tilgangen på hjemløseområdet.

  • Fortsætte indsatsen for, at udsatte børn får bedre og tidlig hjælp og understøtte, at barnets lov implementeres.

Sidst opdateret: 22/08/2024 - 10:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]