
"Jeg er glad for, at regeringen med udspillet til professionsuddannelserne vil sætte flere ressourcer af til socialrådgiveruddannelsen," siger forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening Signe Færch (tv.) Socialpædagogernes formand Benny Andersen er til højre. - Foto: Befunky: Benny Andersen: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Signe Færch: PR-Foto
Socialområdets aktører kommer med blandede reaktioner på uddannelsesudspil
Regeringen nye udspil på uddannelsesområdet får blandede reaktioner med på vejen. Dansk Socialrådgiverforening er blandt andet bekymrede for, at socialrådgiveruddannelsen bliver forkortet.
Udgivet: 10/10/2024
Regeringen har præsenteret sit udspil til en reform af uddannelsesområdet.
Her lægger den op til store ændringer og foreslår blandt andet en ny erhvervs- og professionsrettet uddannelse kaldet epx, kortere professionsuddannelser og hævet karakterkrav på STX.
Samtidig vil regeringen med reformen af professions- og erhvervsrettede uddannelser vil investere 2,1 milliard kroner årligt.
Hos Dansk Socialrådgiverforening mener forkvinde Signe Færch, at det er positivt, at regeringen vil investere i professionsuddannelserne.
"Jeg er glad for, at regeringen med udspillet til professionsuddannelserne vil sætte flere ressourcer af til socialrådgiveruddannelsen, og bl.a. sikre mere undervisning og mere praksistræning. Det har vi kaldt på i mange år, og det er den helt rigtige vej at gå," siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Vi har desværre set et stort fald i søgningen til uddannelsen, og frafaldet er højt. Vi oplever også, at mange af de nyuddannede studerende ikke føler sig klædt godt nok på, når de er færdige med uddannelsen. Vores uddannelse får i dag færre penge end de øvrige velfærdsuddannelser, og det er helt nødvendigt med investering i mindre hold og flere timer, som regeringen lægger op til."
Forkert at slække kravene
Det er dog ikke rosenrødt det hele. Signe Færch er blandt andet kritisk overfor, at det ifølge udspillet kun kræver to år på den nye ungdomsuddannelse, epx, at komme ind på en række professionsuddannelser, herunder muligvis socialrådgiveruddannelsen.
"Det er uforståeligt og den helt forkerte vej at gå, hvis regeringen vil slække på kravene for at blive optaget på socialrådgiveruddannelsen," siger Signe Færch og forsætter:
"Socialrådgivere arbejder med landets mest udsatte borgere og træffer svære afgørelser i sager om anbringelse af børn uden for hjemmet eller meget dyr, men livsnødvendig hjælp til mennesker med handicap. Afgørelser, der både skal være juridisk korrekte, skriftligt velbegrundede og let forståelige for borgerne. Det kræver, at man behersker dansk på A-niveau, samfundsfag, jura og psykologi på et relativt højt niveau."
Signe Færch frygter, at det vil føre til et øget frafald fra uddannelsen. Hun er også bekymret for, at regeringen vil forkerte uddannelsen med tre måneder.
"Det er helt afgørende, at en socialrådgiver er rigtigt godt klædt på fagligt, men modenhed og erfaring har også stor betydning, når man skal arbejde med mennesker i krise og træffe beslutninger med store konsekvenser for udsatte børn og voksne. Når man forkorter uddannelsen og samtidig slækker på adgangskravet, så rammer det muligheden for at blive godt rustet dobbelt så hårdt."
Styrk den socialpædagogiske retning
Socialpædagogernes formand Benny Andersen mener, at det er helt afgørende, at den socialpædagogiske retning på pædagoguddannelsen bliver styrket.
”Som det ser ud i dag, er uddannelsen til socialpædagog ganske enkelt ikke god nok. Det understreges blandt andet af ministeriets egen evaluering. Mennesker med handicap, psykiske lidelser og udsatte børn, unge og voksne har krav på at blive mødt af tilbud, som har kvaliteten og fagligheden i orden," siger han i en pressemeddelelse og fortsætter:
"Det kræver helt grundlæggende, at vi har en stærk socialpædagogisk retning på pædagoguddannelsen, som er målrettet arbejdet på socialområdet. Der er markant forskel på den faglighed, som det kræver at arbejde i landets børnehaver, vuggestuer og fritidshjem på dagtilbudsområdet og landets bosteder, herberger og børne- og ungehjem på socialområdet. Det skal uddannelsen tydeligt afspejle.”
Som det er i dag, så er under halvdelen af de ansatte på det specialiserede socialområde uddannede socialpædagoger. Hver tredje ansatte er ufaglært.
Ifølge Benny Andersen er det afgørende med nok medarbejdere med rette faglighed, hvis kvaliteten i tilbuddene på socialområdet skal sikres fremadrettet.
”Omtrent hver tredje studerende på pædagoguddannelsen skal arbejde på det specialiserede socialområde efter endt uddannelse. Derfor har vi brug for en reform, som giver os en ambitiøs, attraktiv og målrettet uddannelse med en markant styrket socialpædagogisk retning. De unge, som læser til socialpædagog, skal klædes fagligt på til arbejdet på socialområdet. Derfor skal den socialpædagogiske faglighed være langt stærkere på uddannelsen, end den er i dag.”
Sidst opdateret: 10/10/2024 - 06:51














































