Tendensen fortsætter: Omgørelsesprocenten stiger fortsat på handicapområdet
Tal for de første tre kvartaler viser, at omgørelsesprocenten ved de påklagede sager på handicapområdet foreløbigt stiger i 2024. Se hvordan din kommune klarer sig, og læs om forbeholdene for tallene her.
Udgivet: 22/10/2024
Foreløbige tal viser, at omgørelsesprocenten fortsætter med at stige på handicapområdet i 2024. Det viser tal fra Ankestyrelsens talportal.
Her er tallene for tredje kvartal netop blevet offentliggjort. De viser, at omgørelsesprocenten på handicapområdet er 45,5 procent. I første kvartal var de 41,7 procent, mens de i anden kvartal var 43,2 procent.
Sammenligner man med tallene fra 2022 og 2023 er der tale om en stigning, da der kun er to kvartaler, hvor procenten rammer 40 procent.
Hvad omgørelsesprocenten viser - og ikke viser
Social-, Bolig-, og Ældreministeriet laver årligt tre danmarkskort over omgørelsesprocenten på handicapområdet. Et kort over børnehandicapområdet, et over voksenhandicapområdet og et generelt kort.
Omgørelsesprocenten viser andelen af realitetsbehandlede klager over kommunale afgørelser, der enten blev hjemvist, ændret eller ophævet. Det behøver således ikke betyde, at den pågældende afgørelse var forkert, men at der eksempelvis manglede relevante oplysninger.
For alle korts vedkommende gør det sig gældende, at der primært er tale om hjemvisninger frem for ændrede eller annullerede afgørelser.
Ankestyrelsen beskriver selv omgørelsesprocenten på følgende vis i sin læsevejledning:
"Omgørelsesprocenten viser dermed ikke hvor stor en del af det samlede antal sager eller afgørelser i kommunerne som indeholder fejl eller som påklages til Ankestyrelsen. Ligeledes vil afgørelsen i en del af sagerne, som hjemvises, ikke nødvendigvis ændres som følge af yderligere oplysninger mv.
Sådan er det gået din kommune
Der er store kommunale forskelle, når det kommer til omgørelsesprocenten i tredje kvartal.
Kommuner som Faaborg-Midtfyn. Fanø, Faxe, Hjørring Svendborg og Thisted havde alle en omgørelsesprocent på nul i tredje kvartal.
Det samme havde Læsø, Langeland, Nyborg, Odder, Samsø og Vallensbæk. Det skyldes dog, at de slet ikke havde nogle realitetsbehandlede sager.
Kommunerne Ærø, Bornholm, Favrskov, Halsnæs, Ishøj, Morsø, Nordfyns og Rudersdal havde alle en omgørelsesprocent på 100 procent.
Bemærk: For alle kommunernes vedkommende er det gældende, at der er tale om meget få sager. Derfor bringer NB-Social også kun det generelle Danmarkskort, da der er meget få sager, når man deler det op mellem børne- og voksenhandicapområdet.
Sidst opdateret: 22/10/2024 - 09:05














































