
Christoffer Lilleholt forlader politik, og hans valgplakater kommer således ikke til at hænge i de odenseanske træer og lygtepæle om et lille år. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix
Socialrådmand trækker sig i Odense: Efterfølger fundet
Ny rådmand er på plads i Odense, efter at 29-årige Christoffer Lilleholt mandag tog afsked med politik for at få mere tid til familien. Ny rådmand bliver Claus Houden.
Udgivet: 10/12/2024
Den 29-årige beskæftigelses- og socialrådmand, Christoffer Lilleholt, udtræder fra Odense Kommunes byråd ved udgangen af januar. Allerede onsdag trækker han sig fra det daglige politiske arbejde, når han går på barselsorlov.
"Jeg stopper i politik og som rådmand, fordi jeg gerne vil prioritere min familie noget mere," siger 29-årige Christoffer Lilleholt, der har fået et nyt job uden for politik.
På et møde mandag aften blandede Venstres byrådsgruppe kortene. Den nye rådmand på beskæftigelses- og socialområdet bliver 64-årige Claus Houden, der oplyser til Fyens Stiftstidende, at han var den eneste, der meldte sig. Hvem der skal være spidskandidat, blev dog ikke afgjort. Både medlemmer af byrådsgruppen og udefrakommende kan melde sig på banen, fortæller den kommende rådmand
"Jeg lægger mig ikke ind i kandidatfeltet, fordi jeg nu bliver rådmand. Vi åbner op for, at alle gode kandidater kan melde sig," siger Claus Houden.
Stemmesluger
Christoffer Lilleholt var partiets store stemmesluger i 2021 og var med 8.119 personlige stemmer en værdig udfordrer til borgmester Peter Rahbæk Juel (S), som med støtte fra Radikale Venstre, SF og Enhedslisten lykkedes med at bevare et rødt flertal. Trods det flotte personlige valg måtte Lilleholt lide den tort, at De Konservative lige netop blev større end Venstre.
Mark Grossmann og Marlene Ambo-Rasmussen fik næst- og tredjeflest Venstre-stemmer - begge færre end 1.300, så der er lang vej op til den afgående rådmand. På et møde mandag eftermiddag skal Venstres byrådsgruppe drøfte fremtiden.
"Vi skal sammen i gruppen finde ud af, hvem der skal være rådmand, mens vi også kommer til at tage stilling til, hvem der skal være vores spidskandidat til kommunalvalget næste år," siger Claus Houden (V) til Fyens Stiftstidende.
Blev rådmand som 24-årig
Christoffer Lilleholt blev valgt til Odense Byråd som 18-årig i 2013, og op til valget i 2021 erstattede han Jane Jegind som Venstres spidskandidat. Rådmand har han været siden efteråret 2020 - først i spidsen for by- og kulturforvaltningen, og siden 2022 er det blevet til næsten tre år som beskæftigelses- og socialrådmand.
Han er søn af tidligere minister Lars Chr. Lilleholt, der i et opslag på Facebook underbygger sin søns fortælling om baggrunden for at stoppe.
"På det seneste har Jane (Christoffers mor, red.) og jeg kunnet mærke på Christoffer, at han ikke længere trivedes så godt i politik. Det har han også selv erkendt, og nu har han truffet et valg om at trække sig. Det har været en svær beslutning, ved jeg, men det er den rigtige beslutning for ham og hans dejlige familie".
I den første version af Facebook-opslaget skrev Lars Chr. Lilleholt i øvrigt, at sønnens fremtidige job bliver hos Energinet, men denne oplysning blev hurtigt slettet, skriver TV2 Fyn.
Sidst opdateret: 10/12/2024 - 11:18














































