En ren tilståelsessag. Sådan ville man ifølge direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune, Erik Kaastrup-Hansen, beskrive den langsomme implementering af rammeaftalen på handicapområdets initiativer i en civilretlig eller anden juridisk sammenhæng.

"I en civilretlig sammenhæng ville det være en ren tilståelsessag for den part, der ikke har indfriet det, som man lovede for at bidrage til: At vi fik en bedre sammenhæng imellem forventningerne, behovene og så det udgiftsniveau, som fælleskassen har afsat til det specialiserede socialområde," siger han til NB-Social.

Tilbage i foråret indgik regeringen og en række partier i Folketinget en bred rammeaftale om handicapområdet. Kort efter fulgte regeringen op med en delaftale med KL. Flere af de initiativer skulle give kommunerne flere styringsredskaber til økonomien på det specialiserede socialområde, som har haft stigende udgifter siden 2018.

Af de mange initiativer, der blev aftalt i foråret, er det kun revisionen af magtanvendelsesreglerne, der er blevet til virkelighed.

Derfor oplever Erik Kaastrup-Hansen, at der er en diskrepans imellem de stigende udgifter på socialområdet, og så den økonomi staten bidrager med for at løse opgaverne på socialområdet.

Får kommunerne ikke de aftalte redskaber, vil det få store konsekvenser for mulighederne for at styre de stigende udgifter.

"Det betyder, at vi er nødt til at prioritere på andre områder, så vi kan finansiere de tilbud, hvor borgerne har et retskrav og dermed forventninger om, at vi kommuner imødekommer det, lovgiveren har stillet i udsigt."

Pseudo-hjælp er det værste for praktikere

En af grundene til, at initiativerne ikke er blevet implementeret endnu, skyldes at regeringen har haft svært ved at finde opbakning på Christiansborg til initiativerne.

Men her vil det ifølge Erik Kaastrup-Hansen være meget uhensigtsmæssigt, hvis regeringen er nødt til at give sig så meget, at flere har initiativerne bliver udvandet.

"Det værste for praktikere er, at politikerne laver noget, der er pseudo. At de siger, nu skal vi styre økonomien mere, men ikke laver en reel tilpasning."

Erik Kaastrup-Hansen sammenligner det med skåltaler.

"Reelt er der ikke sket nogen forandring, og der er heller ikke tilført penge til at dække den manko. Man signalerer nogle rettigheder, men det er ufinansieret."

Behov for viden og forebyggelse frem for brandslukning

Ifølge Erik Kaastrup-Hansen er andre dele af velfærdssamfundet med til at give et øget behov på det specialiserede socialområde.

Mistrivslen i folkeskolen betyder, at forældrene skal have tabt arbejdsfortjeneste. Udfordringerne i psykiatrien betyder, at der er flere opgaver til kommunerne og i socialpsykiatrien. Den ændrede praksis i kriminalforsorgen gør, at dømte med et udviklingshandicap eller en sindslidelse ikke skal i fængsel men have en socialpædagogisk indsats.

Alt sammen noget, der øger presset på det specialiserede socialområde. Men her kunne flere af initiativerne fra rammeaftalen også være med til at gøre en forskel.

"Vi er nødt til at kigge bredere på det, der sker i vores samfund, altså sammenhængskraften. Flere og flere mistrives og de løsninger, vi så falder til, er nødløsninger," siger han og fortsætter:

"Hele det forebyggende perspektiv, hele det at satse og investere i at blive dygtigere, klogere og innovere, skabe bedre sammenhæng mellem sektorer er utrolig vigtigt. Men hvis vi skal have plads til det, er vi nødt til at blive hjulpet til ikke hele tiden at skulle slukke ildebrande."