
Torben Tranæs stod i spidsen for Ekspertudvalget. Udvalget havde præsenteret en række forslag til ændringer af kvindekrisecentre- og herbergsområdet. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv)
Fakta: Det vil Ekspertudvalget på kvindekrisecenterområdet
Ifølge Ekspertudvalget er det vigtigt, at en borger med et akut beskyttelsesbehov skal kunne møde op på et krisecenter og lade sig indskrive uden kommunal visitation.
Udgivet: 25/02/2025
Ekspertudvalget med Torben Tranæs i spidsen er kommet med flere forslag til, hvad der skal ske med kvindekrisecentrene og herbergerne.
Udvalgets egne tal viser, at udgifterne til kvindekrisecentrene og herberger er det område på det specialiserede voksenområde, hvor udgifterne er steget procentuelt mest, da de er steget med 40 procent fra 2018 til 2022.
Med deres første delrapport foreslog udvalget som bekendt et takstloft.
Udvalget blev nedsat med henblik på at sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på det specialiserede socialområde.
Indførelse af takstloft på områder med selvmøderprincip
Indførelse af takstloft på områder med selvmøderprincip
Ekspertudvalget anbefaler, at der på områder med selvmøderprincip indføres takstloft med henblik på at sikre ensartethed i priser samt bedre grundlag for fastsættelse af et serviceniveau og økonomisk styring af området.
Eftersom der er forskel på herberger og kvindekrisecentre forventede udvalget forskellige takstlofter for de forskellige områder.
Samtidig vurderede udvalget, at et takstloft ville betyde, at der vil være tilbud, som vil være nødsaget til at justere serviceniveauet, fordi deres takst beregnet efter gældende regler er højere end takstloftet.
I delrapporten erkendte udvalget, at et takstloft ikke løste kommunernes udfordringer med at styre kapaciteten eller bredden af målgruppen.
"Det bør derfor overvejes at gennemføre yderligere tiltag for at styrke kapacitetsstyringen på området eksempelvis via en koordinering i det eksisterende rammeaftalesamarbejde. Kapacitetsstyringen kan også styrkes ved opdeling af opholdet i en indledende akutfase, hvor lederen har visitationskompetencen, hvorefter kommunen overtager visitationskompetencen."
I den endelig rapport vendte udvalget også tilbage til tilbud underlagt selvmøderprincippet, hvor Ekspertudvalget blandt andet fokuserede på vigtigheden i princippet:
"Det er afgørende for Ekspertudvalget at slå fast, at det skal være muligt for borgere med et akut beskyttelsesbehov selv at møde op på et krisecenter og lade sig indskrive af lederen uden forudgående kommunal visitation. Det, mener Ekspertudvalget, er en afgørende forudsætning for at kunne imødekomme denne målgruppes særlige behov, herunder særligt behovet for akut beskyttelse."
Der er dog stadig behov for at sikre bedre muligheder for, at kommunen kan hjælpe borgeren og dennes eventuelt ledsagende børn tilbage til en selvstændig tilværelse uden vold - når der ikke længere er et akut beskyttelsesbehov.
Udvalget vurderede, at lange ophold på krisecentre i udgangspunktet ikke er ønskværdigt, da borgeren skal tilbage til en selvstændig tilværelse uden vold i egen bolig, og eventuelt ledsagende børn skal have en normal opvækst med skolegang og fritidsaktiviteter.
Derfor er endemålet altid, at borgeren skal tilbage til en selvstændig tilværelse uden for et krisecenter som muligt - under hensyn til borgerens konkrete situation og behov.
På den baggrund foreslog udvalget:
Bedre styring på krisecenterområdet
Ophold på krisecenter er en akut foranstaltning, og målet er en så hurtig tilbagevenden som muligt til en sikker og selvstændig tilværelse uden for krisecentret. Ekspertudvalget anbefaler, at det skal undersøges nærmere, hvordan man bedre kan understøtte en tryg – og i visse tilfælde også hurtigere – overgang til en selvstændig tilværelse uden vold efter endt krisecenterophold. Undersøgelsen skal ske under hensyntagen til, at det fortsat skal være muligt at blive indskrevet på et krisecenter ved akut henvendelse og uden forudgående kommunal visitation.
Tilsvarende må der ikke gås på kompromis med formålet om at sikre de kriseramtes sikkerhed, hvorfor undersøgelsen ligeledes skal foretages under respekt for formålet med ophold på et krisecenter, herunder det akutte beskyttelsesbehov. Forslaget skal også ses i sammenhæng med Ekspertudvalgets tidligere anbefaling om takstloft for tilbud underlagt selvmøderprincippet.
Sidst opdateret: 25/02/2025 - 10:34














































