
Det Radikale Venstre er meget kritisk overfor en aftale, partiet var med til at indgå i januar. - Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix (arkiv)
Analyse
Radikal udmelding viser, hvorfor det er svært for Christiansborg at levere
Det går langsomt med at gennemføre rammeaftalen på handicapområdets initiativer. De Radikales seneste udmelding viser hvorfor.
Udgivet: 20/03/2025
Det går langsomt på det specialiserede socialområde. Nu viser Det Radikale Venstre hvorfor.
Udgifterne er steget voldsomt siden 2018, hvilket har fået kommunerne til at efterspørge flere penge eller styringsværktøjer.
Efter flere år uden at kommunerne fik pengene til opdriften, blev det med økonomiaftalen for 2022 så aftalt at nedsætte et ekspertudvalg, der skulle komme med forslag til en bæredygtig økonomisk og faglig udvikling.
Udvalget blev nedsat maj 2022, hvorfor det ikke kunne nå at komme med inputs til økonomiforhandlingerne for 2023.
Derudover betød valgkampen og den lange regeringsdannelse i 2022, at udvalgets arbejde blev forsinket.
I foråret 2023 afleverede udvalget så sin første delrapport. Ved økonomiforhandlingerne for 2024 aftalte regeringen og KL at gennemføre en række af de anbefalinger.
Den endelige rapport kom i foråret 2024 og blev umiddelbart efterfulgt af rammeaftalen på handicapområdet, samt en delaftale mellem regeringen og KL.
Begge aftaler indeholdt en række af initiativerne fra rapporten.
Få initiativer var gennemført
Tilbage i december kunne NB-Social så afsløre, at det var meget få af rammeaftalens kortsigtede initiativer, det var lykkedes regeringen at gennemføre.
Faktisk var det stort set kun revisionen af magtanvendelsesreglerne, som også var en bunden opgave, regeringen skulle nå i samlingen 2023/2024.
Aftalen består ellers af 18 kortsigtede initiativer, der skulle gennemføres i 2024 og 2025.
Ifølge flere kilder, handler det som sådan ikke om manglende velvilje fra regeringens side, men derimod om, at rammeaftalepartierne var kritiske overfor flere af initiativerne fra aftalen.
Kritik af egen aftale
I januar lykkedes det så regeringen at lande en aftale om fire af rammeaftalens initiativer.
- Effektiviseringen af socialtilsynet, der skulle være mere risikobaseret
- Beløbsgrænse for alternative botilbud på 10 procent
- Nye regler for ægtefæller i botilbud med et varsel på tre måneder ved dødsfald
- Ny ensrettet merudgiftsydelse
Regeringen forhandlede også om et takstloft på kvindekrisecentre og herberger. Det lykkedes dog ikke, hvorfor regeringen måtte opgive.
De forhandlinger er blevet genstartet her i marts.
Takstloftet var ellers et hængeparti for regeringen, da det blev aftalt med KL helt tilbage ved økonomiforhandlingerne i 2023.
Nu rejser Det Radikale Venstre så en hård kritik af aftalen om effektiviseringen af socialtilsynet.
Det vil altså sige, at partiet midt i forhandlingerne om et takstloft, vælger at kritisere en aftale, det selv var med til at indgå tilbage i januar, men som ikke er lovbehandlet endnu.
Selve forslaget har fået en hård medfart i medierne, ligesom de fem socialtilsyn har rejst en hård kritik af det.
Og det var åbenbart nok til, at få Det Radikale Venstre til at stille sig på bagbenene.
Kritisk socialudvalg
Men Det Radikale Venstre er ikke det eneste parti, der er kritisk overfor initiativerne.
Socialudvalget har rejst en hård kritik af, at socialministeren haster initiativerne igennem, så lovforslagene bliver fremsat efter fristen den 1. april.
Konsekvensen bliver, at der ikke er tid til en ordentlig lovbehandling.
Men ifølge ministeren skyldes den sene fremsættelsen, at det var svært at lande aftalerne, hvorfor det først skete i januar. Samt at regeringen gerne vil leve op til økonomiaftalerne med KL, hvilket er årsagen til, den gør det i indeværende samling.
Alt imens oplever kommunerne bare fortsatte stigende udgifter på det specialiserede socialområdet. Det er dog næppe noget, der får Christiansborg op i gear.
Sidst opdateret: 20/03/2025 - 10:53














































