Det er ikke uden risiko, når en kommune etablerer et nyt botilbud. Det forsøger KKR Syddanmark nu at gøre noget ved.

Det er ikke uden risiko, når en kommune etablerer et nyt botilbud. Det forsøger KKR Syddanmark nu at gøre noget ved. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Sådan vil KKR Syddanmark løse stor udfordring på botilbudsområdet

Kommunerne har et svagt incitament til at etablere botilbud. Det problem har KKR Syddanmark forsøgt at løse med en udvidet underskudsmodel.

Udgivet: 25/03/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunerne i KKR Syddanmark (kommunekontaktråd) har lavet en udvidet underskudsmodel, der skal gøre det mere attraktivt for kommuner at bygge botilbud.

Baggrunden er, at Middelfart Kommune ansøgte om at få del af lånepuljen til at udvide den kommunale botilbudskapacitet.

I forbindelse med økonomiaftalen for 2024 aftalte regeringen og KL at lave en lånepulje, der skulle udvide kommunernes botilbudskapacitet.

Den ansøgning gav KKR Syddanmark anledning til at igangsætte et arbejde med at udvikle en mere generel model for underskud, nu en kommune som Middelfart tilbød at bygge et botilbud for at imødekomme det generelle behov for mere kapacitet.

Særligt i den situation hvor lånepuljen udløber og kommunerne igen står alene med opgaven om at bygge botilbud.

Derfor blev Socialdirektørforum bedt om at udvikle en underskudsmodel.

Den nye udvidede underskudsmodel handler kort fortalt om, at man ved etablering af et nyt botilbud i op til tre år kan få 50 procent af underskuddet dækket af kommunerne i Syddanmark, såfremt der måtte opstå underskud som følge af en mere langsom ibrugtagning af pladserne end ventet.

Det skal understøtte incitamentet til at bygge eller udbygge botilbud udover det, som den enkelte kommune selv har brug for. Samtidig skal den minimere de økonomiske risici ved tomgangshusleje i opstarten at et nyt tilbud.

Hvis Social- og Boligstyrelsen pålægger Region Syddanmark at opføre et botilbud til en bestemt målgruppe, kan underskudsmodellen også sættes i kraft.

Modellen evalueres efter tre år af Socialdirektørforum, og tilfredsheden med modellen forelægges KKR.

Kommunerne har et ringe incitament

Ekspertudvalget på det specialiserede socialområde lagde i sin første delrapport stor vægt på at udvide den kommunale botilbudskapacitet. Derfor foreslog udvalget at etablere en lånepulje, hvilket regeringen og KL gjorde ved økonomiaftalen for 2024.

Det er nemlig ikke uden risiko, når en kommune etablerer et nyt botilbud. Det skyldes, at kommunen påtager sig et driftsherreansvar. Det er både ved etablering og den løbende drift.

Særligt de tilbud, der er målrettet borgere med specialiserede behov, da målgruppen er lille på landsplan og efterspørgslen kan variere.

Derfor vil det være mere attraktivt for en kommune at vente på, at en anden kommune påtager sig ansvaret og etablere et botilbud.

Udfordringen er, at hvis alle kommuner venter, er risikoen, at der ikke kommer den nødvendige kapacitet.

Modellen evalueres efter tre år af Socialdirektørforum og tilfredsheden med modellen forelægges KKR.

Her er principperne bag modellen

Modellen består af en række hovedprincipper, som du kan læse nedenfor.

Læs principperne her:

Ajourført vurdering af kapacitetsbehovet:

  • Det er en grundlæggende forudsætning for underskudsmodellen, at Socialdirektørforum har afdækket en manglende kapacitet i botilbud til en målgruppe. Der skal samlet set være et behov for yderligere pladser i Syddanmark og ikke kun et behov, der kan genkendes hos en kommune.

  • Socialdirektørforum får til opgave løbende at arbejde med både afdækning af kapacitetsbehov, og lave oplæg til KKR om en mere langsigtet udbygningskapacitet i Syddanmark.

  • Garantien om underskudsdækning kan rette sig mod alle typer af byggeri til socialområdets målgrupper: Byggeri der finansieres via lånepuljen, byggeri der finansieres af en kommune til §105, §107, §108 boliger.

  • Det er som udgangspunkt nødvendigt at ansøgerkommunen har kompetencer indenfor den målgruppe, man ønsker at bygge til.

KKR beslutter igangsættelse af underskudsmodellen konkret:

  • KKR godkender efter indstilling fra Socialdirektørforum, at den kommune som varetager byggeopgaven på fællesskabets vegne, får stillet en garanti om underskudsdækning i op til 3 år på 50% til målgruppen.

  • Der kan i ganske særlige tilfælde drøftes en større dækning end de 50% i underskudsdækning med baggrund i en særlig problemstilling. Eksempelvis hvis tilbuddet er målrettet en gruppe af borgere, hvor det er nødvendigt med sikkerhedsnormering grundet målgruppens adfærd. I disse tilfælde vil 50% i underskud, ikke nødvendigvis kunne dække de faste omkostninger. Socialdirektørforum drøfter i disse særlige tilfælde sagen med kommunen og laver efter konkret vurdering indstilling til KKR. KKR behandler sagen forud for tilsagnet om øget underskudsfinansiering.

  • En eller flere kommuner kan undtagelsesvist vælge ikke at indgå i medfinansiering i en underskudsmodel. Det er KKR der konkret behandler spørgsmålet om, hvorvidt underskudsgarantien alligevel vedtages med de øvrige kommuner. KKR vurderer den potentielle økonomiske konsekvens for de kommuner, der skal dække et muligt underskud, før endelig stillingtagen.

  • Konsekvensen for den eller de kommuner, der ønsker at stå udenfor, er, at de ikke kan anvende pladser på det pågældende botilbud de første tre år.

  • En fælles medfinansiering af op til tre års varighed fastsættes i betalingen med baggrund i befolkningsandelen blandt kommunerne i Syddanmark.

  • Underskudsmodellen kan sættes i kraft, hvis der i syd måtte opstå en helt særlig situation, nemlig at Social- og Boligstyrelsen pålægger Syddanmark at opføre et tilbud til en bestemt målgruppe.

  • KKR kan beslutte at i særlige tilfælde, hvor region Syddanmark bygger til målgrupper, som der mangler pladser til i Syddanmark, da kan regionen efter konkret vurdering også omfattes af den udvidede underskudsmodel.

Kommunen der anvender Underskudsmodellen:

  • Botilbuddet skal have Socialtilsynets godkendelse ved opstart.

  • Det forudsættes at kommuner som ansøger om at blive omfattet af underskudsdækning, udviser rettidig omhu og hele tiden tilpasser driften og derved gør deres yderste for ikke at akkumulere et underskud. Det forudsættes at driftsherren udviser ansvarlighed og nedlægger pladser, hvis det viser sig der ikke er behov for dem.

  • Underskud på et botilbud, hvor der året igennem har været fuld belægning, kan ikke finansieres af underskudsmodellen.

  • Der gives som udgangspunkt op til tre årig underskudsgaranti på 50 % af et potentielt underskud. Dette ud fra en antagelse om at de faste omkostninger for botilbuddet vil svare til 50 % af de samlede driftsomkostninger.

  • En underskudsmodel kan virke i et, to eller tre år. Såfremt der i år to efter opstart af tilbuddet, er fuld belægning på botilbuddet, falder underskudsmodellen væk, og tilbuddet omfattes af de almindelige rammeaftale retningslinjer. Udgangspunktet er, at underskudsgarantien skal være så kort som muligt, men give den nødvendige økonomiske stabilitet ved igangsætningen af det nye botilbud.

  • Alle involverede i udvidelsen af botilbudskapaciteten skal bidrage til at arbejde for både ordentlighed og gennemsigtighed, samt have fokus på Syddanmarks generelle forpligtigelser til at sikre den nødvendige kapacitet til borgerne.

  • Underskudsgarantien gives kun til kommuner, der konkret søger KKR via Socialdirektørforum om underskudsgaranti med baggrund i den fælles afdækning af behovet for pladser til målgruppen. Ansøgningen skal ske til Socialdirektørforum og godkendes i KKR, inden byggeriet igangsættes.

Derudover kan du læse mere om modellen her.

KKR Sjælland har også underskudsgaranti

KKR Syddanmark er ikke det eneste KKR samarbejde, der forsøger at styre udgifterne på botilbudsområdet og øge kapaciteten.

NB-Social har tidligere kunne fortælle, at kommunerne i KKR Sjælland gik sammen om tre principper, hvor kommunerne forpligtigede sig til at arbejde på en specifik og fælles forpligtigende måde.

Her blev kommunerne også enige om at lave en økonomisk underskudsgaranti, ligesom det blev muligt at oprette og drive egentlige §60 selskaber.

Den overordnede logik for principperne var, at kommunerne er stærkere, når de løser opgaverne i fællesskab frem for hver for sig. Det gør sig også gældende i samarbejdet med de private leverandører på socialområdet.

Principperne lød:

  • Fælles om kontrakter og takster
  • Fælles om kvalitet
  • Fælles om botilbud

Læs mere om det her:

Fik du læst?

Kommuner går sammen for at tøjle udgifter: Vil kun bruge standardkontrakter

Sidst opdateret: 25/03/2025 - 10:00

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]