2024 slog rekord: Aldrig har ombudsmanden oprettet så mange sager
I 2024 oprettede ombudsmandsinstitutionen 6.200 sager, hvilket er det højeste i institutionens historie. Der klages særligt over børneområdet og sociale forhold. Kommunerne får også kritik i beretningen.
Udgivet: 03/04/2025
2024 blev et rekord år for Folketingets Ombudsmand, da institutionen oprettede flere sager end nogensinde tidligere.
Der blev oprettet hele 6.200 sager. Det fremgår af Folketingets Ombudsmands beretning for 2024.
Her var flere af dem rettet mod kommunerne, der blandt andet ikke altid traf afgørelser om tilbageholdelse eller fastholdelse af anbragte børn.
Folketingets Ombudsmand er valgt af Folketinget og skal bidrage til, at forvaltningen handler lovligt og følger god forvaltningsskik.
Af de 6.200 sager, var 5.994 klagesager, 68 var tilsynssager mens 138 var egen drifts-undersøgelser.
Det bliver der klaget over
Alle borgere kan klage til ombudsmanden.
I 2024 var det særligt børn og sociale forhold, der blev klaget over.
Ombudsmanden hjælper ofte borgere med at videresende klager til myndighederne, så sagen kan blive genbehandlet.
I 2024 var det 1.331 sager.
I forbindelse med disse oversendelser udpeger ombudsmanden ofte de spørgsmål, som er særlig relevante for myndighederne at forholde sig til eller genoverveje.
Fald i antallet af egen drifts-undersøgelser
Folketingets Ombudsmand kan også selv tage initiativ til undersøgelser. Her kan ombudsmanden både tage konkrete sager op til undersøgelse, ligesom institutionen kan gennemføre generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager.
Undersøgelserne angår typisk:
- Et principielt aspekt
- Grove eller væsentlige fejl
- Forhold, der rejser særlige retssikkerhedsmæssige spørgsmål, eller som af andre grunde er af stor betydning for borgerne
Ombudsmanden rejste færre egen drifts-undersøgelser i 2024 sammenlignet med 2023 og 2022.
Heraf var det kun 19, der blev afsluttet med en kritik, henstilling eller anbefaling.
Kommuner mangler afgørelse om tilbageholdelse
Ombudsmanden laver også tilsynsbesøg. Det er typisk steder, hvor der er særligt behov for at sikre, at myndighederne behandler borgerne værdigt, hensynsfuldt og i overensstemmelse med deres rettigheder.
Det er blandt andet psykiatriske afdelinger, sociale bosteder og døgninstitutioner for børn og unge.
Årets tema for ombudsmandens tilsynsbesøg på børneområdet var børn og unge på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner.
Derfor besøgte ombudsmanden landets syv delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner.
Her konstaterede ombudsmandens Børnekontor, at den anbringende kommune ikke altid havde truffet afgørelse om, at der kunne ske tilbageholdelse eller fastholdelse af et barn eller en ung, som kommunen havde anbragt på stedet.
Konsekvensen er, at lovens betingelser for at tilbageholde eller fastholde barnet eller den unge ikke ville være opfyldt.
Derudover kom der en række anbefalinger, der skulle sikre, at magtanvendelser overfor børn og unge skete i overensstemmelse med lovgivningen.
Derfor fik nogle institutioner en anbefaling om at sikre, at alle medarbejdere havde den fornødne kendskab til de reglerne i voksenansvarsloven om fastholdelse og tilbageholdelse af unge, der er i risiko for at rømme institutionen til for eksempel kriminalitet eller misbrug.
Sidst opdateret: 03/04/2025 - 09:54



















































