
Direktør for LOS, Mads Roke Clausen (tv.) og branchedirektør i Dansk Erhverv, Tony Bech (th), er kritiske overfor KKR Sjællands beslutning om at lave en bestillingsportal. - Foto: PR-Foto
Debat
Skulle vi ikke bruge pengene på mennesker i udsatte positioner i stedet for IT?
I stedet for at lave deres egen bestillingsportal, så burde KKR Sjælland være med til at forbedre Tilbudsportalen. Det mener LOS - Landsorganisationen for sociale tilbud og Dansk Erhverv.
Udgivet: 03/04/2025
Af Mads Roke Clausen, direktør i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud og Tony Bech, branchedirektør i Dansk Erhverv.
Det tenderer til sløseri med offentlige midler, når KKR Sjælland vil lave deres egen bestillingsportal som konkurrent til Tilbudsportalen. Bevares, Tilbudsportalen er en ældre dame, som alle vi, der bruger den jævnligt, ønsker får en både indre og ydre ansigtsløftning.
Men et er at forbedre den nationale portal, der skal sikre et fælles overblik over sociale tilbud, tilgængelige pladser og match mellem indsats, målgruppe og kvalitet. Noget andet er at begynde selv at udvikle nye og regionalt lukkede systemer i regi af KKR.
En sådan regional bestillingsportal vil KKR Sjælland nemlig bruge ressourcer på at udvikle. Portalen skal, så vidt vi kan forstå, give et overblik over kommunale tilbud i de 17 kommuner og dermed understøtte, at rådgiverne hurtigt kan finde et børne- og ungehjem til en borger. Helt på samme vis, som Tilbudsportalen.
Eller, det vil sige næsten på samme vis, da det alene er de kommunale tilbud, der skal fremgå af portalen. Det betyder altså, at man i første omgang udelukker borgere fra at få det helt rigtige hjem, hvis det vel at mærke er en indsats, der findes på et ikke-offentligt tilbud.
Logikken er, at al kommunal kapacitet på tværs af de 17 kommuner først skal afsøges, inden man må åbne øjnene for de velfærdstilbud borgerne kan få adgang til hos ikke-offentlige leverandører.
Der kan siges mange ting om den tilgang. At det fratager borgere det frie valg. At det betyder, at man ikke nødvendigvis henvises til det tilbud, der har den bedste kvalitet. At det er en begyndende kommunalisering af det specialiserede socialområde. At det er en sammenblanding af myndigheds- og leverandørinteresser. At man bruger offentlige midler på noget, der allerede eksisterer.
Der er i finansloven for 2025 sat midler af til at udvikle Tilbudsportalen. Vi er i vores organisationer optagede at, hvordan vi kan bidrage til, at de midler bruges bedst muligt til at sikre, at vi sammen får de data, vi har brug for, og den agilitet, der er behov for, så det bliver lettere for rådgiverne at finde netop det tilbud, der er det rette til den borger, de skal hjælpe.
At lave parallelle systemer, hvor en rådgiver først skal søge i ét system for derefter at gå videre til det næste vil skabe unødigt bureaukrati, besværliggøre socialrådgiveres arbejde og forsinke visitation. Og det vil i værste fald medføre, at en borger ikke får det rette tilbud i første omgang.
Så kære KKR Sjælland. I stedet for at gå enegang og sløse med offentlige midler, så lad os sammen arbejde for en ny og velfungerende Tilbudsportal, så I kan anvende de midler, I vil bruge på en ny portal, på de mennesker, det hele handler om. Og kære Socialminister, brug os i arbejdet med at forbedre Tilbudsportalen. Det har både vi og ordførere på utallige samråd anmodet om længe.
Sidst opdateret: 03/04/2025 - 09:15














































