
"Vi arbejder nu på en model, der fokuserer alene på den højt specialiserede del af handicapområdet og ikke hele det specialiserede socialområde. Derudover skal modellen ikke øge antallet af administrative årsværk i staten," siger Sophie Hæstorp Andersen. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)
Socialminister: Derfor er der færre penge til specialeplanen
Det er blandt andet frygten for bureaukrati, der gør, at specialeplanen bliver mindre end først aftalt. Der vil bruges næsten 50 millioner færre i 2026, viser finansloven.
Udgivet: 09/10/2025
Specialeplanen bliver væsentligt mindre end oprindeligt planlagt. Regeringen har nemlig reduceret den faste bevilling til specialeplanen på finansloven med flere millioner.
Det bliver tydeligt, når man sammenligner finanslovsforslaget for 2025 med forslaget for 2026.
Der skulle bruges næsten 140 millioner på specialeplanen i 2026, mens det tal nu er reduceret til 89,5 millioner, hvilket er næsten 50 millioner færre. I 2027 og 2028 var der oprindeligt meningen, der skulle bruges 78,2 millioner, men nu er det henholdsvis 62,5 millioner og 62,1 million.
NB-Social har skrevet til Socialministeriet og spurgt til, hvorfor der vil blive afsat færre midler til specialeplanen.
”Vi står i dag i en anden situation end man gjorde den gang, da midlerne til specialeplanlægning blev afsat på finansloven for 2022. Der har været behov for at gentænke modellen," siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen i en skriftlig kommentar til NB-Social og fortsætter:
"Vi arbejder nu på en model, der fokuserer alene på den højt specialiserede del af handicapområdet og ikke hele det specialiserede socialområde. Derudover skal modellen ikke øge antallet af administrative årsværk i staten. Med så stor en ændring af socialområdet, giver det god mening, at udrulning sker mere trinvist. Så vi står ovenpå de første erfaringer på handicapområdet. Det er også derfor, at vi har aftalt at se videre på, om specialeplanlægning på sigt skal udvides til andre områder. Jeg ser frem til at drøfte modellen med partierne her i efteråret".
Pengene er gået til alt muligt andet
De afsatte midler på finansloven for 2022 har ikke kunne gå til specialeplanlægningen de senere år, da det kræver, at Folketinget vedtager en specialeplan.
Derfor er midlerne blev brugt til andre initiativer, da de ellers ville ende tilbage i statskassen.
I 2022 gik midlerne til julehjælp, mens de i 2023 blev brugt på uddannelse og efteruddannelse af medarbejderne på det specialiserede socialområde.
I 2024 afsatte regeringen 70,8 millioner kroner til professionshøjskolerne til uddannelse og kompetenceudvikling af særligt ufaglærte medarbejdere på socialområdet. Derudover blev 10 millioner kroner afsat til organisationen Sex & Samfund, der skal stå for at styrke beboernes egen viden om seksualitet, grænser og samtykke på botilbud.
Skiftene ministre har ellers understreget, at specialeplansmidlerne ville blive udbetalt det efterfølgende år. Hæstorp gjorde det også i december 2024.
Sidst opdateret: 10/10/2025 - 11:41














































