Af Mads Roke Clausen, direktør i LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud

Hvilke behov hos danskerne skal indsatserne på social- og handicapområdet kunne svare på om 10, 20 og 30 år?

Det spørgsmål er måske det vigtigste, som en kommende socialminister kan stille sig selv efter valget. Hvis vi for alvor skal lykkes med at skabe mere kvalitet, tryghed, tillid og bæredygtighed – også økonomisk – på det specialiserede socialområde, så kræver det en helt anden politisk tilgang, end vi er vant til. Et paradigmeskifte i måden at betragte og arbejde med områdets problemer på, kunne man kalde det med en politisk floskel. Hvad det konkret betyder, vender jeg tilbage til.

Jeg vil nemlig gerne begynde med at slå fast, at det ikke er mit ærinde at beskylde den afgående regering for ligefrem at hoppe fra tue til tue. Samtidig anerkender jeg selvfølgelig, at der er helt akutte problemer – ikke mindst på botilbudsområdet, som jeg repræsenterer – hvor der er behov for handling her og nu.

Et eksempel på begge dele er den aftale mod snyd, svigt og ikke-godkendte tilbud, som blev indgået kort efter nytår, og som jeg absolut hilser velkommen. Regeringen kunne godt have handlet tidligere. Alligevel vil jeg rose den for at have lyttet til aktørerne og sammensat en pakke af tiltag, som jeg er sikker på, vil have effekt mod de kyniske kriminelle, som desværre har angrebet branchen.

Brug fremtiden som strategisk værktøj

Men selvom snyd- og svigt-aftalen er god brandslukning, så bidrager den ikke til nogen grundlæggende transformation og bæredygtig fremtidssikring af sektoren. Den handler ikke om at styre mod den kvalitet, som vi ønsker for mennesker i udsatte og sårbare positioner – den handler kun om at udelukke det, som vi absolut ikke vil have. Aftalen opfylder dermed sit mål, men bliver alligevel et billede på, hvordan socialområdet mangler retning.

Jeg håber, at en ny socialminister vil vende bøtten og sætte en klar kurs. Det er det, jeg mener med et paradigmeskifte.

En konkret metode kunne være at bruge fremtidsscenarier som strategisk værktøj. Det lyder måske abstrakt, og det er helt sikkert langt fra den socialpolitiske virkelighed i Danmark, hvor kortsigtede lappeløsninger og silotænkning har domineret alt for længe. Ikke desto mindre er strategisk fremtidstænkning et anerkendt redskab andre steder i Europa.

I en række lande har man etableret statslige enheder, som analyserer trends og udarbejder scenarier for at kvalificere politikernes mulighed for at være på forkant med fremtidens udfordringer. Det ville være oplagt at lade sig inspirere af herhjemme – ikke mindst på socialområdet, hvor fremtiden i dag mest er noget vi taler om i debatten om at få bremset stigende udgifter.

I en analyse her i NB-Social for nylig blev det således også konkluderet, at en ny regering nok vil slå op i Tranæs-udvalgets anbefalinger for at finde styringsredskaber til kommunerne, nu hvor den bebudede takstmodel heller ikke blev til noget i denne valgperiode. Det håber jeg virkelig ikke, at den gør. For mig at se er det indbegrebet af kortsigtet optimering, og den vej skal vi ikke længere ned ad.

Jeg håber i stedet, at en ny regering vil løfte blikket. For eksempel håber jeg, at den vil gå i dybden med systematisk at undersøge, hvorfor så mange flere mennesker lever med komplekse udfordringer og derfor har brug for dyre, højtspecialiserede indsatser. Kan der være en sammenhæng til den reducerede omsorgskapacitet i familierne? Til skærmenes indtog? Til en udfordret sammenhængskraft i samfundet? Og dernæst: Hvordan kunne man se for sig, at bevægelserne vil komme til at se ud i de kommende årtier?

Hvis det arbejde gøres grundigt, er jeg overbevist om, at vi vil blive langt bedre til at sætte ind med virkningsfuld forebyggelse og til at planlægge kapacitet, kompetencer og brug af moderne teknologi i god tid.

Det kræver selvfølgelig investeringer her og nu. Men jeg vil vove den påstand, at det vil give udsatte børn og voksne en bedre hverdag og flere fremtidsmuligheder, samtidig med at det på sigt vil være det mest bæredygtige for samfundsøkonomien.