
"Ja, de har begge fuldstændig ret. For Ankestyrelsen kigger ikke på den faglige afgørelse," siger professor og farfatter bag det seneste bind i magtudredningen, Nanna Mik-Meyer. - Foto: PR-Foto
Professor giver både KL og Rigsrevisionen ret i betændt debat om fejl i anbringelser
Debatten om fejl og lovbrud på socialområdet blev genstartet med Rigsrevisionens kritiske beretning, der medførte hård kritik af kommunerne. Men kommunernes afgørelser bliver sjældent ændret.
Udgivet: 05/05/2026
Både kommunerne og Rigsrevisionen har en pointe. Sådan lyder budskabet fra professor Nanna Mik-Meyer, der er en af forfatterne bag det seneste bind i magtudregningen 2.0: Skøn, magt og retssikkerhed.
"Ja, de har begge fuldstændig ret. For Ankestyrelsen kigger ikke på den faglige afgørelse," siger hun til NB-Social.
I Rigsrevisionens beretning kunne man læse, at der var fejl i 69 procent af anbringelsessagerne, hvilket fik Statsrevisorerne til at rejse kritik af kommunerne.
Omvendt pegede KL på, at langt de fleste påklagede kommunale afgørelser på området blev stadfæstet i samme periode, nemlig hele 98 procent.
"Ankestyrelsen kigger på juraen. Er der tilstrækkeligt med oplysninger til at kunne lave den afgørelse, kommunen laver? Er det her kørt juridisk korrekt? Men er der fejl, er det ikke det samme som, at afgørelsen var forkert. Så når kommunen retter op på fejlene, er det ikke det samme som, at kommunen vil komme frem til en anden afgørelse," siger Nanna Mik-Meyer.
Nanna Mik-Meyer mener, det er et stort problem, at omgørelsesprocenterne ofte blandt medier og borgere bliver læst som fejl i afgørelser, da det ikke er tilfældet.
"Der er det jo et ret stort problem, fordi det så virker som om, at der ingen retssikkerhed er, hvis de 69 procent af sagerne ville være faldet ud på en anden måde. Men det er jo ikke det, tallene viser. Fejl er ikke det samme som, afgørelsen er forkert."
Hun tilføjer, at det på det specialiserede socialområde er svært helt klart at sige, hvor mange oplysningerne, der er tilstrækkelige. Derimod oplever mange kommuner, at Ankestyrelsen ofte efterspørger flere oplysninger i en travl hverdag. Derfor er det også vigtigt at have blik for socialrådgivernes vilkår, tilføjer Nanna Mik-Meyer.
Balance mellem økonomi, jura og socialfaglighed
Nanna Mik-Meyer peger på, at godt socialfagligt arbejde går på tre ben.
- Selve socialfagligheden
- Juridisk holdbarhed
- Økonomi
At noget skal være juridisk holdbart, er svært, da det ikke er let at afgøre, hvornår der er oplysninger nok, da man altid kan bede om flere oplysninger i sagsbehandlingen.
Socialfagligheden kommer til udtryk i det socialfaglige skøn, og her er der en udfordring. For hvor der er eksterne kontrollanter på økonomi i form af kommunens økonomiudvalg, og det juridiske i form af Ankestyrelsen, er der ingen kontrol ved det socialfaglige skøn.
"I en presset hverdag kan man jo godt frygte, at der, hvor der ikke er ekstern kontrol, vil kunne blive presset af de to andre. Min pointe er, at det her er et meget dilemmafyldt område, hvor det handler om at balancere de her meget forskellig vilkår op imod hinanden for at lave den bedste løsning," siger hun og fortsætter:
"Der er ikke én rigtig løsning her, men den bedste løsning er en, der både er økonomisk forsvarlig, lever op til de juridiske forhold og som baserer sig på en faglig forståelse af det pågældende problemkompleks."
Forvaltningsdomstol er ikke svaret
Nanna Mik-Meyer peger på, at der ikke er viden om, hvorvidt de omgjorte sager ville føre til andre afgørelser.
"Hvis vi havde en forvaltningsdomstol, ville de her sager så ende på en anden måde? Ville der komme andre afgørelser? Det ved vi ikke," siger hun og fortsætter:
"Hvis der mangler oplysninger, så indhenter kommunerne dem. Så er det alt andet lige deres arbejde at vurdere en gang til med de nye oplysninger, om afgørelsen er den rette."
Politisk var der kort før valget et flertal i Folketinget for en forundersøgelse af muligheden for at indføre en forvaltningsdomstol.
Nanna Mik-Meyer er dog skeptisk og opfordrer til, at man identificerer problemet, en forvaltningsdomstol ville skulle løse, da hun har svært ved selv at pege på det.
"Hvis det var sådan, at der var lavet en undersøgelse, der kunne dokumentere, at i et stort nok antal sager var kommunernes afgørelse fagligt set forkerte, så ville jeg mene, at en forvaltningsdomstol kunne være et godt bud, selvom det jo også er en meget ressource tung løsning i et i øvrigt utroligt presset system."
Så længe man ikke ved, hvad problemet er, er det svært at komme med kvalificeret bud på løsning, fastslår hun.
Skøn, magt og retssikkerhed er skrevet sammen med lektor Anne Mette Møller og studentermedhjælper Erika Ausker og er bind 7 i Magtudredningen 2.0.
Læs mere herunder:
Sidst opdateret: 07/05/2026 - 12:09














































