Indgår kokosolie, palmefedt og palmekerner typisk i forproducerede varer? Den slags spørgsmål modtager kommunerne fra Ankestyrelsen, fortæller Kommunernes Landsforening (KL) til NB-Social.

Der er en flere eksempler på, at Ankestyrelsen kommer med relativt atypiske krav til kommunerne, når en kommune afviser en borgers ønske om at få dækket en merudgift.

Ved eksemplet med kokosolie er forløbet, at en borger klager over en kommunal afgørelse, der siger, at kommunen ikke ville dække borgernes merudgifter til en diætkost i forbindelse med borgerens barns allergi overfor kokosolie, palmefedt og palmekerner.

Den sag bliver så hjemvist af Ankestyrelsen, fordi styrelsen ikke har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om udgiften er en nødvendig merudgift, som kommunen skal dække.

Derfor bliver den pågældende kommune bedt om at indhente oplysninger, der kan belyse, om kokosolie, palmefedt og palmekerner sædvanligvis indgår i forproducerede varer.

"Det bliver en omvendt bevisbyrde. Folk siger, det her koster ekstra, men hvis kommunen så laver nogle vurderinger, der siger, det ikke er tilfældet, så vil Ankestyrelsen have kommunerne til at bevise, det ikke koster ekstra," siger KL formand Martin Damm (V) til NB-Social og spørger:

"Hvordan dælen skal du finde ud af, hvor meget kokos og palmefedt, der er i forproducerede fødevarer?"

Biler, bleer og katteallergier

Det stopper dog ikke ved kokosolie. KL's eksempler strækker sig blandt andet over bilbehov, bleer og katteallergier.

Eksempelvis har en borger med nedsat funktionsevne klaget over en kommunal afgørelse, der fastslog, at borgerens bilbehov ikke var en konsekvens af den nedsatte funktionsevne. Det var derfor ikke en nødvendig merudgift, som kommunen skulle betale, da kommunen vurderede, at borgeren ville have en bil uanset funktionsnedsættelsen.

Borgeren havde et kørselsforbrug på over 20.000 kilometer om året. Derfor ville det have store økonomiske konsekvenser for borgeren, hvis vedkommende skulle over i den kollektive trafik.

Ifølge borgerens handicaporganisation er det kun 13 procent af samme køn og alder som borgeren, der har bil, i den pågældende landkommune.

Derfor hjemviste Ankestyrelsen sagen og ville have kommunen til at dokumentere, at borgeren var en del af de 13 og ikke de 87 procent.

Kommunerne kan ikke hjælpe med alle ekstra udgifter

Den slags eksempler får KL til at ryste på hovedet. Kritikken skal dog ikke vendes mod Ankestyrelsen men derimod politikerne på Christiansborg.

"Hvor langt skal vi gå ud her? Folk, der har nogle rigtige udfordringer, hvor de er voldsomt belastet af ekstraudgifter på grund af et handicap, dem skal vi hjælpe. Men det kan jo ikke være enhver ekstra udgift," siger Martin Damm og fortsætter:

"Det koster jo langt mere end selve ydelsen."

Ifølge Martin Damm er krav som disse udtryk for et millimeterdemokrati. Samtidigt er det ikke kun Ankestyrelsen men en række forskellige styrelser, der sender kommunerne krav af den karakter.

Damm mener, det er hyklerisk, når kommunerne på den ene side bliver mødt af den slags krav, men samtidigt får at vide, at de skal administrere billigere.

"Konsekvenser er, at vi administrerer os ihjel."

Det får også Martin Damm til at efterspørge almindelig sund fornuft, mens han rejser spørgsmål om, hvorvidt enhver merudgift skal dækkes?

"Vi bliver nødt til at få en diskussion af, hvad skal den offentlige sektor tage sig af? Kunne vi ikke hæve barren lidt?"

Fakta om merudgifter:

Som borger kan man få dækket merudgifter, hvis de er direkte forbundet med et varigt fysisk eller psykisk handicap. Det kræver:

Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i denne lov.

Kilde: borger.dk

Læs mere om merudgifter og lovgrundlaget her.