
Aarhus Kommune er klar med en handlelan for at bekæmpe opioid-misbrug blandt unge. På billede ses rådmand for sociale forhold og beskæftigelse Anders Winnerskjold. - Foto: PR-Foto Aarhus Kommune
Sådan vil Aarhus bekæmpe unges misbrug af opioider
Aarhus Kommune har iværksat en handleplan for bekæmpelse af unges misbrug af opioider. Planen har fokus på forebyggelse og tidlig opsporing og skal samtidig styrke de eksisterende behandlingstilbud.
Udgivet: 08/06/2023
Gennem de seneste måneder har der været et stort fokus på unges misbrug af opioider. Det gælder også i Aarhus Kommune, hvor frontmedarbejdere i kommunens tilbud om rusmiddelbehandling har berettet om en bekymrende stigning i forbruget af stoffer i kategorien opioider.
Det gælder særligt stoffet Tramadol, som er det mest udbredte. Samtidigt er flere unge i substitutionsbehandling for opioidmisbrug.
Stofferne findes som piller i blisterpakninger. I ungemiljøet italesættes de ofte, ifølge behandlerne, som harmløs medicin, der lige kan tage toppen af nervøsitet, lindre smerte, virke afslappende, euforiserende og præstationsfremmende.
Men opioiderne er langt fra harmløse, når de misbruges. Derfor er der, ifølge social- og beskæftigelsesrådmand, Anders Winnerskjold, brug for at sætte hurtigt ind over for en stigende trend:
"Her er tale om et meget potent og vanedannende stof, som kan have helt uoverskuelige konsekvenser for dem, der ender i et misbrug. Derfor er den stigning i antallet af henvendelser, vi nu oplever i centrene, enormt bekymrende. Det kalder på handling,” siger Winnerskjold i en pressemeddelelse.
Handleplanen, som nu sættes i værk, indeholder en række fremadrettede initiativer, som skal forebygge og oplyse, og sideløbende skal den styrke behandlingstilbuddene til dem, der alligevel får brug for misbrugsbehandling.
Det er særligt blandt de unge, at misbruget af opioider ser ud til at vokse. Derfor retter initiativerne i handleplanen sig særligt mod unge aarhusianere. Det gælder især det forebyggende arbejde, forklarer Anders Winnerskjold:
”Vi hører, at de negative konsekvenser ved at tage de her stoffer ikke nødvendigvis er almindeligt kendte blandt de unge. Samtidig er stofferne lige nu meget billige og lette at købe, f.eks. via profiler på de sociale medier. Derfor er det afgørende, at vi kommer ud i ungemiljøerne med budskabet om, hvor farlige de her stoffer i virkeligheden er,” siger rådmanden.
Du kan læse handleplanen her.
Sundhedsstyrelsen: Vi står ikke i nogen opioid-krise
Tilbage i februar kontaktede NB-Social Sundhedsstyrelsen for at høre nærmere om problemerne med opioider.
”Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at der IKKE er en national opioid-krise i Danmark – vi hører heller ikke om det fra vores europæiske nabolande," skrev chefkonsulent Kari Grasaasen og fortsatte:
"Vi kan dog selv se ud fra vores tal en lille stigning blandt de helt unge mellem 18-24 år, der indskrives i stofbehandling med ”opioider” som hovedstof for deres misbrug – en stigning fra 3 til 4 procent fra 2016 til 2021, men det drejer sig om få unge mennesker, og kan handle om årlige udsving."
Sidst opdateret: 08/06/2023 - 12:32
Emner: Ungeindsats










































