Både Enhedslisten og SF er kritiske overfor social- og ældreminister Astrid Krags handicappolitik.

Både Enhedslisten og SF er kritiske overfor social- og ældreminister Astrid Krags handicappolitik. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Enhedslisten og SF i stærk kritik af Astrid Krags handicappolitik

Enhedslisten og SF har været med til at kalde social- og ældreminister Astrid Krag i samråd om Rigsrevisionens kritik. De er stærkt kritiske overfor regeringens tempo på handicapområdet.

Udgivet: 03/05/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Enhedslisten og SF har torsdag sammen med en række andre partier kaldt social- og ældreminister Astrid Krag i samråd om Rigsrevisionens kritik af forvaltningen på handicapområdet.

Læs også:
Statsrevisorerne: Kommunerne laver for mange fejl på handicapområdet

"Vi har været med til at kalde ministeren i samråd for at bede hende redegøre for, hvordan hun forholder sig til den meget skarpe kritik, som Rigsrevisionen og Statsrevisorerne har rettet af dels kommunernes forvaltning af handicapområdet, men også af ministeriets håndtering af det," siger Enhedslistens handicapordfører Jakob Sølvhøj og fortsætter:

"Udover kritikken af kommunerne indeholder den også en kritik af, at ministeriet ikke har reageret, selvom de har kendt data over kommunernes håndtering af handicapområdet. At den var meget mangelfuld."

Ifølge Jakob Sølvhøj (Ø) er kritikken fuldt berettiget. Han henviser blandt andet til de høje omgørelsesprocenter i kommunerne.

"Der er omgørelsesprocenter på omkring 50 procent på børnehandicapområdet og op omkring 40 procent på voksenområdet. Så det har været kendt meget længe. Derfor undrer det mig, at Socialministeriet har været så utrolig længe om at reagere på den sag," siger Jakob Sølvhøj, der mener, ministeriet har været for træge til at reagere på de store problemer.

I SF ser de også meget alvorlig på sagen.

"Det er en meget alvorlig kritik. Det er ikke hver dag, at et ministerium og en minister får så skarp en kritik. At man har konstateret, at man over en del år har svigtet fra ministeriets side i forhold til det tilsyn, man har med det her område. At man slet ikke har lavet tiltag nok, selvom man har set, at der har været væsentlige udfordringer. Og så at man lægger op til at kigge på en anden organisering af området. Det er en meget tydelig og berettiget kritik," siger SF's handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk.

Hun understreger, at det har været slemt i mange år, så på den måde er det ikke social- og ældreminister Astrid Krags ansvar alene. Men det er ministerens ansvar, hvad der foregår nu.

Der mangler data på området

For nylig blev der rejst en stor kritik af første udkast af evalueringen af det specialiserede socialområde. Ligesom der var en følgegruppe for interessenter på området, var der også en følgegruppe blandt ordførerne i finanslovspartierne. Der sidder Jakob Sølvhøj selv.

Læs mere om det her:
Læs også:
Udkast til evalueringen af specialområdet afføder kritik

"Det undrer mig, at det har taget to år at nå frem til en erkendelse af, at der mangler data på området, og derfor er det svært at påvise præcist, hvordan udviklingen har været i forhold til en afspecialisering," siger Sølvhøj og fortsætter:

"Det er jo den konklusion, som ministeriet ser ud til at have. Sammenholdt med Statsrevisorernes kritik, så burde det ikke være kommet bag på ministeriet, at det er vanskeligt på baggrund af eksisterende data at sige noget helt præcist om, hvordan udviklingen har været siden Kommunalreformen."

Meget kritisabelt

I det hele taget er Jakob Sølvhøj relativt kritisk overfor tempoet i social- og ældreminister Astrid Krags handicappolitik.

"Jeg synes, det er meget kritisabelt, at der er blevet handlet så langsomt. Jeg har en forhåbning om, at vi skal i gang med forhandler om et par uger. Derfor vil jeg bruge energien på at sige, at selvom arbejdet med evalueringen ikke kan siges at have været nogen succes, at vi så ikke desto mindre kommer i gang med at få lavet ret grundlæggende ændringer på handicapområdet, for det er der kolossalt behov for."

Den kritik kan Charlotte Broman Mølbæk godt genkende.

"Jeg synes simpelthen, det er blevet en sovepude. Jeg er ked af, at vi efterlader så mange mennesker, der bare råber og skriger efter, om ikke godt politikerne vil tage et ansvar for at rette op på det her område. Jeg deler til fulde Enhedslistens kritik der. Vi har haft tre år nu, og der er ikke sket særlig meget," siger hun og fortsætter:

"Jeg synes, ministeren har svigtet området. Hun burde have handlet noget før og været tydelig og klar. Også i forhold til at reagere med nogle tiltag, der reelt set vil sikre nogle bedre forhold. Det er i virkeligheden også det, Rigsrevisionen siger. Vi ved, hvad der sker. Vi kan se, det går rigtig skidt. Hvorfor handler I ikke? Den frustration, er der det mange, der har. Det mener jeg, man med rette kan kritisere ministeren for."

Jakob Sølvhøj fortæller, at social- og ældreminister Astrid Krag har tilkendegivet, at partierne skal i gang med forhandlingerne, så de kan afsluttes inden sommer.

Sidst opdateret: 03/05/2022 - 22:00

Temaer: Det specialiserede socialområde

Emner: Enhedslisten, Astrid Krag (S), Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]