Langt de fleste kommuner har brugt flere penge på handicapområdet i 2023
Der er stor forskel på, hvor meget de enkelte kommuner bruger pr. indbygger på det specialiserede socialområde. Det viser de nye regnskabstal for 2023.
Udgivet: 24/04/2024
Størstedelen af landets kommuner har måtte grave dybere i pengekassen end året før for at dække stigende udgifter på handicapområdet. Mere præcist har 77 kommuner i 2023 haft højere udgifter målt pr. indbygger end året før. Det viser en gennemgang af kommunernes regnskab, som NB-Økonomi har foretaget.
Dermed er det altså kun lykkedes omkring hver femte kommune at bremse den udgiftsvækst, der har præget området de seneste år.
Det er stadig landets yderkommuner, der har de største udgifter til handicapområdet. På tværs af børne- og voksenområdet, har Lolland Kommune de højeste udgifter med 24.599 kr. pr. indbygger i alderen 0-66 år. Herefter følger Guldborgsund, Langeland, Halsnæs, Odsherred og Bornholms Kommune.
I den anden ende af skalaen er Kolding, Ikast-Brande, Rebild, Vejle, Frederiksberg og Dragør Kommune, der alle har udgifter der er mere end halvt så store som dem der bruger mest. Her er udgifterne i størrelsesordenen 8.000-10.000 pr. indbygger i alderen 0-66 år.
Udviklingen på voksenområdet
På landsplan er udgifterne til voksenområdet steget med 172 kr. pr. indbygger i alderen 18-66 år, fra 10.648 kr. til 10.820 kr.
Den største stigning er sket i Faxe, Ringsted, Lejre og Nordfyns Kommune, hvor udgifterne er steget med mellem 900 og 1.500 kr. pr. indbygger i aldersgruppen.
De kommuner, der har set det største fald, er Fanø, Kerteminde, Brøndby, Morsø og Ballerup Kommune. Her er faldet imellem 750 og 850 kr. pr. indbygger i aldersgruppen.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Udviklingen på børneområdet
På børneområdet er det Guldborgsund, Gribskov, Bornholms, Frederikssund og Vesthimmerlands Kommune, der har oplevet den største stigning i udgifter pr. indbygger i alderen 0-17 år. Stigningen er på imellem 3.500 og 6.500 kroner.
Norddjurs, Mariagerfjord, og Slagelse Kommuner har i 2023 brugt mellem 1.000 og 3.000 kroner mindre pr. indbygger i aldersgruppen, og er dermed de tre kommuner med den største tilbagegang i udgifterne.
(Du kan se et kort over de samlede udgifter til handicapområdet nederst i artiklen)
Sådan har vi gjort
Fra Danmarks Statistiks Statistikbank har vi fra REGK31 trukket regnskabstal for 2022 samt 2023. Alle udgifter er trukket som nettodriftsudgifter fratrukket statsrefusion.
Tallene fra tidligere år er blevet PL-reguleret til 2023-PL. For 2022-2023 er tallet 3,2 pct.
For det specialiserede børneområde har vi trukket alle funktioner på konto 5.28 (7 konti i alt). For at få tallet i kroner pr. borger har vi afgrænset folketallet til 0-17-årige.
For det specialiserede voksenområde har vi trukket alle funktioner på konto 5.38 (14 konti alt). For at få tallet i kroner pr. borger har vi afgrænset folketallet til 18-66-årige.
Alle tal er justeret til 2023-priser.
Opdag NB Socials fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 26/04/2024 - 07:46
Temaer: Det specialiserede socialområde














































