
Grunden til at ekspertudvalget først kommer nu skyldes behovet for grundig forberedelse. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Grundig forberedelse gør at ekspertudvalget først nedsættes nu
Social- og ældreminister Astrid Krag forholder sig til, hvorfor det først er nu, regeringens ekspertudvalg om kommunernes økonomi på socialområdet bliver nedsat, nu hvor det blev besluttet med økonomiaftalen 2022.
Udgivet: 12/05/2022
Mandag den 9. maj nedsatte regeringen og KL ekspertudvalget, der skulle se nærmere på, hvordan kommunerne kunne udnytte ressourcerne bedre på det specialiserede socialområde.
Beslutningen om at nedsætte udvalget blev truffet i forbindelse med økonomiforhandlingerne i 2022. Det er dog først nu, hvor økonomiforhandlingerne for 2023 så småt er ved at gå i gang, at udvalget bliver nedsat.
Læs mere om ekspertudvalget og kommissoriet her:
Det har fået Venstres socialordfører Marlene Ambo-Rasmussen til at spørge ministeren om, hvorfor det skulle tage et år for ministeren at nedsætte udvalget.
Grundig forberedelse
Ifølge social- og ældreminister Astrid Krag skyldes det, at det har krævet en grundig forberedelse. Hun siger i sit svar til Folketinget:
"Der bruges over 50 mia. kr. om året på socialområdet. Det er kun naturligt, at vi løbende overvejer, hvordan midlerne bruges bedst. Men sandheden er, at der er meget ved udgiftsbilledet, vi ikke kender til."
"Derfor har regeringen og KL nedsat et ekspertudvalg, der blandt andet skal afdække udfordringsbilledet og udgiftsudviklingen på socialområdet og give anbefalinger til en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling."
"Det er en vigtig opgave eksperterne har fået, og derfor mener jeg også, at det er afgørende, at vi kommer rigtigt fra land. Det har krævet grundig forberedelse, inden ekspertudvalget kunne nedsættes. Forberedelserne har på tværs af de involverede parter blandt andet omhandlet at sikre en god sammensætning af eksperter og udarbejdelsen af et kommissorium, der stiller de rigtige spørgsmål. Forberedelserne er nu færdige, og jeg kunne derfor mandag d. 9. maj 2022 melde ud, at ekspertudvalget er nedsat. Jeg ser frem til at modtage ekspertudvalgets anbefalinger."
V: Generelt et problem på socialområdet at ministeren udskyder
Det er ikke et svar, Venstres socialordfører, Marlene Ambo-Rasmussen, er særlig tilfreds med. Hun siger til NB-Social:
"Det er et problem generelt på socialområdet, at alt bliver skubbet foran sig. Det er næsten lige meget, hvad vi taler om. Om det er ekspertgrupper, om det er evalueringer eller hvad pokker det er, så sker der jo ikke en skid. Det er det, der bliver kendetegnet ved den her minister," siger hun og fortsætter:
"Jeg synes, det er problematisk, at ikke engang et ekspertudvalg kan nedsættes i ordentlig og rimelig tid."
En af grundene til, at det er uhensigtsmæssigt, at ministeren ifølge Marlene Ambo-Rasmussen bliver ved med at udskyde ting er, at det kan risikere at drukne i et Folketingsvalg.
"Det er sørgeligt, det er den måde, det har kørt på. For det når ikke at komme op at køre, før der kommer et valg, og så står alt i stampe igen," siger hun.
Sidst opdateret: 12/05/2022 - 13:16
Temaer: Det specialiserede socialområde















































