Der er bred politisk opbakning til regeringens tiårsplan for psykiatrien.

Der er bred politisk opbakning til regeringens tiårsplan for psykiatrien. - Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Psykiatriplanen: Politikerne skal til psykiatrieksamen hvert andet år

Et psykiatriråd skal hvert andet år vurdere, hvor gode politikerne er til at løfte psykiatrien og gennemføre Sundhedsstyrelsens faglige oplæg. Læs mere om tiårsplanen for psykiatrien her.

Udgivet: 27/09/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Senere i dag, tirsdag den 27., præsenterer Folketingets partier deres aftale om en tiårsplan for psykiatrien. Den vil særligt have fokus på børn og unge i mistrivsel samt borgere med svær psykisk mistrivsel.

Næsten alle partier står bag ti-årsplanen. Det er Socialdemokratiet (regeringen), Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Alternativet og Frie Grønne.

Ifølge kilder på Christiansborg vil partierne nedsætte et psykiatriråd, der hvert andet år skal vurdere politikernes indsats. Det råd kommer til at bestå af de samme mennesker, som sad med i følgegruppen til Sundheds- og Socialstyrelsens faglige oplæg til tiårsplanen.

Det er samme model, vi kender fra Klimarådet.

Derudover forpligter partierne sig også på at gennemføre det faglige oplæg, der består af 37 anbefalinger.

Rådet får ikke mulighed for at sanktionere, hvis politikerne er for langsomme til at gennemføre det faglige oplæg. Det bliver op til vælgerne, hvis politikerne ikke gør nok for at løfte psykiatrien.

Starter med børne- og ungepsykiatrien

Frem mod 2026 vil partierne løfte psykiatrien med næsten 1,9 milliarder. I 2023 vil man løfte psykiatrien med cirka 380 millioner kroner. De penge kommer fra finansloven, reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet og forskningsreserven.

Fra 2024 til 2026 vil partierne afsætte 500 millioner kroner varigt på finansloven.

Læs også:
Talgymnastik puster psykiatriplan op

Partierne begynder med de fem prioriterede indsatser. Det drejer sig om:

  • Opbygning af et lettilgængeligt tilbud i kommunerne til børn og unge
  • Styrkede indsatser til mennesker med svær grad af psykisk lidelse,
  • Afstigmatisering af psykisk lidelse
  • Styrkede tværfaglige og evidensbaserede miljøer
  • Forskning og udvikling

Lykkes partierne med at løfte de fem prioriterede indsatser, har de allerede gennemført ti ud af de 37 anbefalinger fra det faglige oplæg. Læs anbefalingerne nederst i artiklen.

Partierne har også afsat midler til de fem prioriterede indsatser. Ifølge et lækket udkast, Sundhedsmonitor er kommet i besiddelse af, skal 857,5 millioner kroner gå til etableringen af de lettilgængelige tilbud til børn og unge i kommunerne.

Partierne afsætter også 469,7 millioner kroner i løbet af de fire år til en styrket indsats for personer med svære psykiske lidelser og en opstartspakke til den regionale psykiatri.

De ti indsatser i aftaleudkastet

  • Etablering af lettilgængelige tilbud i kommunerne til børn og unge med psykisk mistrivsel.
  • Tidlig opsporing af børn og unge.
  • Styrket indsats for mennesker med svære psykiske lidelser og opstartspakke til den regionale psykiatri.
  • Kvalitetsløft i socialpsykiatrien.
  • Ips for unge (særlig udvidet beskæftigelsesindsats vha. ips-metoden).
  • Fagligt oplæg til en handlingsplan for selvmordsforebyggelse.
  • Pårørendeindsats.
  • Oplysnings- og afstigmatiseringsindsatser.
  • Styrkede tværfaglige og evidensbaserede miljøer.
  • Bedre rammer for forskning i psykiatrien.

Sidst opdateret: 27/09/2022 - 15:10

Temaer: Psykiatri

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]