Janus Tarp, formand, UlykkesPatientForeningen

Debatten om, hvorvidt det specialiserede socialområde (handicapområdet) skal flyttes fra kommunerne og over til regionerne eller staten, er ikke helt forstummet, og med jævne mellemrum udsættes kommunerne for skarp kritik af deres håndtering af sager på både børne- og voksenhandicapområdet.

En af begrundelserne for at flytte området fra kommunerne er, at der er en uheldig sammenblanding mellem dem, der betaler for opgaverne, og dem der bestemmer, hvem der skal have hjælp - det kan give uheldige incitamenter til at vælge ud fra økonomi og ikke ud fra hensynet til korrekt behandling af de mennesker, der har brug for hjælp.

UlykkesPatientForeningen er ikke så optaget af, hvor opgaven skal ligge. Vi er mere optaget af, at mennesker med handicap og andre mennesker med brug for hjælp får den rette og rigtige hjælp fra starten, og vi tror ikke nødvendigvis, at det vil være lykken at flytte opgaverne et andet sted hen.

Så, selv om kommunerne i nyt notat forsøger at vise, at de rent faktisk håndterer handicapområdet rigtig godt i forhold til, hvad man ellers går rundt og tror, og de dermed godt kan håndtere handicapområdet, afhænger meget vist af øjnene, der ser.

I en ny undersøgelse, som KL har udarbejdet, og som nyhedsbrevet Danske Kommuner har omtalt, fremgår det, at det faktisk går væsentligt bedre for kommunerne på handicapområdet, end man egentlig skulle tro ud fra dagspressen og Ankestyrelsens tal.

Men her viser UlykkesPatientForeningens opgørelser, at vores medlemmer ikke er helt enige med de tal, som kommunerne selv fremfører.

I Danske Kommuner står der blandt andet.: "Og undersøgelsen konkluderer, at 1,1 procent af afgørelserne på børnehandicapområdet og 2,28 procent af afgørelserne på voksenhandicapområdet i de 12 kommuner blev omgjort. - Det er jo, synes vi selv, nogle ganske fornuftige tal, og vi vil gerne nuancere billedet for dem, der tror, at normen er, at kommunerne gør alting forkert på det her område, siger Ulrik Wilbek (V), der er formand for KL's socialudvalg og borgmester i Viborg."

UlykkesPatientForeningen kan ikke genkende billedet

Det står i modsætning til, hvad en lang række af vores medlemmer oplever. UlykkesPatientForeningen har netop i juli-august gennemført en undersøgelse blandt vores medlemmer, og vores medlemmer oplever en anden virkelighed end den, som KL finder frem til.

40 procent af de adspurgte i vores undersøgelse har ikke oplevet, at de fik relevant rådgivning og vejledning, da de kontaktede deres sagsbehandler/kommune første gang, og tilsvarende betegner 36 procent af de adspurgte den første kontakt med kommunen som dårlig eller utilfredsstillende. På den baggrund er det ikke overraskende, at 45 procent betegner kommunen som en modspiller frem for medspiller.

En årsag kan være, at systemet er blevet for presset, og der mangler penge og medarbejdere, for det er vores oplevelse, at de kommuner, der rent faktisk investerer ressourcer i området, de gør også en forskel for mennesker med brug for hjælp.

En af udfordringerne for vores medlemmer er, at sagerne typisk tager lang tid, mere end et år er ikke unormalt, at der er mange forskellige sagsbehandlere ind over deres sag og, at de selv skal have ansvaret for at koordinere deres egne sager og sikre fremdrift i dem. Man kan ikke forvente, at svært syge eller skadede mennesker nødvendigvis har overskud til selv helt at tage ansvar for egen sag eller skulle vente i årevis. Her må kommunerne tage deres ansvar på sig.

Vil gerne hjælpe kommunerne

Vi anbefaler derfor, at kommunerne sikrer, at der er en sagsbehandler, der har det samlede ansvar i en borgers sag, og at denne har ansvaret for, at der sker noget i en sag, samt at alle oplysninger bliver inddraget. Herudover anbefaler vi også, at alle kommuner får en borgerrådgiver ansat, som kan bistå i de sager, der er gået i hårdknude, og som kan hjælpe kolleger med god forvaltningsskik.

Fra UlykkesPatientForeningens side er vi sikre på, at kommunerne hver dag gør deres bedste for at sikre hjælp til mennesker med handicap, og i langt de fleste tilfælde går det også fint og godt, men ligefrem at frikende sig selv for de store fejl og mangler; det billede kan vi som handicaporganisation ikke genkende.

Der sker fejl, og der er mangler på handicapområdet, det vidner både vores tal om, og afgørelserne fra Ankestyrelsen, uanset hvordan KL forsøger at fremstille det. Her vil vi gerne sammen med de andre organisationer stå til rådighed for kommuner og stat, hvis de har brug for hjælp til, hvordan de kan styrke handicapområdet.

Uanset hvor lave omgørelsesprocenter og andet er ifølge KL, så det vigtigt at holde sig for øje, at der bag tallene gemmer sig mennesker, og hver omgjort eller hjemvist sag repræsenterer et ramt menneske eller en ramt familie. Derfor kan vi aldrig glæde os over omgørelsesprocenter, det handler om mennesker og menneskeskæbner. Derfor er det så vigtigt, at systemet fungerer og der er tillid til det.