Der er ofte debat om, hvorvidt Ankestyrelsen tvinger kommunerne til at have et højere serviceniveau, end kommunerne ønsker, og dermed er udgiftsdrivende. Men det er ikke en berettiget kritik, mener professor Bent Greve, der forsker i velfærdssamfundet.

Ankestyrelsen sender typisk sager tilbage til kommunerne, fordi de ikke er belyst nok og ikke overholder reglerne for afgørelser.

I andre situationer vurderer Ankestyrelsen, at kommunerne ikke lever op til lovgivningen.

"Så er der en række sager, hvor Ankestyrelsen siger - og det er her kommunerne mener, Ankestyrelsen er udgiftsdrivende - at kommunerne ikke har givet den behandling, som borgeren har krav på i forhold til lovgivningen," siger Bent Greve.

Ifølge ham kan kommunerne godt opleve det som en udgiftsdrivende effekt, men i virkeligheden skal kommunerne hellere flytte fokusset hen mod Christiansborg, da det handler om lovgivningen.

Derudover skal kommunerne selvfølgelig også holde øje med relevante principafgørelser fra Ankestyrelsen.

"Vi har et ankesystem, der blandt andet skal sikre borgerne retssikkerhed, så to ens sager bliver behandlet ens. To borgere skal ikke behandles forskelligt, alt efter om de bor i kommune x eller y."

Det er særligt sager om BPA-ordninger eller hvilken form for institutionshjælp, en borger skal modtage, der kan blive udgiftsdrivende for en kommune, hvis Ankestyrelsen er uenig i dens afgørelse.

"Hvis en borger har behov for personlig assistance og måske får tildelt fem timer i døgnet, men mener, vedkommende har så svært ved at klare sig, at vedkommende skal have en 10 til 15 timer. Så er det, at kommunerne nogle gange får at vide, det skal borgeren have ret til," siger Bent Greve og fortsætter:

"Det er der, det bliver dyrt, for hvis en borger skal have flere timers hjælp per dag, så koster det, da det kræver meget mandskab."

Her er det lovgivningen, bekendtgørelserne og praksis fra tidligere afgørelser, Ankestyrelsen træffer sin vurdering ud fra.

Kan også gå den anden vej

I nogle situationer kan Ankestyrelsen også træffe afgørelser, som giver kommunerne mulighed for at spare penge.

Eksempelvis vakte det stor opsigt, da Varde Kommune ville indføre robotstøvsugere i ældreplejen.

Men det kunne lade sig gøre, fordi Ankestyrelsen havde truffet en principafgørelse om forbrugsgoder. Her betragter Ankestyrelsen en robotstøvsuger som et forbrugsgode, der indgår i et sædvanligt indbo.

"Hvis det er blevet så almindeligt, at befolkningen har det gode, så er det ikke et særligt gode, man har behov for støtte til at købe," siger Bent Greve.

Der er for eksempel ikke længere borgere, der får tilskud til at få et fjernsyn, hvilket var meget normalt tidligere, oplyser Bent Greve. Det er fordi, et fjernsyn er blevet et almindeligt gode.

Det er dog ifølge Bent Greve svært at forestille sig, at den udvikling kunne gå den modsatte vej. Hvis man eksempelvis forestillede sig, at levestandarden ændrede sig sådan, alle borgere fik råd til tre ugers ferie.

"Man giver en kompenserende ydelse i forhold til det handicap, der er. Det indbefatter ikke nødvendigvis tre ugers rejse som andre. Det er snare de almindelige hjælpemidler. Sådan noget med husholdningsmidler, robotstøvsugere, opvaskemaskine," siger Bent Greve og fortsætter:

"Så er det ikke en nødvendighed for at kompensere for det handicap."