
Socialforvaltningen i København tilbyder medarbejderne en uddannelse til pædagogisk assistent eller social- og sundhedshjælper med fuld løn. På billedet ses kontorchef Dan Rantzau Schimmell og socialborgmester Karina Vestergård Madsen. - Foto: PR-Foto Københavns Socialforvaltning. Befunky
Inspiration: Sådan skaffer København mere faglært arbejdskraft til handicapområdet
I stedet for at stjæle medarbejdere fra andre kommuner har Københavns Kommune valgt at gøre kagen større og opkvalificere ufaglærte medarbejdere.
Udgivet: 26/10/2023
Kommunerne mangler hænder. Særligt gør det sig gældende på handicapområdet, hvor der er stor mangel på uddannet pædagogisk arbejdskraft. Det gør Socialforvaltningen i Københavns Kommune nu noget ved.
Forvaltningen er i fuld gang med et nyt initiativ, hvor den i stedet for at forsøge at stjæle medarbejdere fra andre kommuner, opkvalificerer ufaglært arbejdskraft. Derfor tilbyder kommunen medarbejderne en uddannelse til pædagogisk assistent eller social- og sundhedshjælper med fuld løn.
”Socialforvaltningen skal være kendt for at være en arbejdsplads, hvor der er mulighed for at efter- og videreuddanne sig. Det gælder også for vores dygtige ufaglærte ansatte, og derfor er vores indsats ”Fra ufaglært til faglært”, så vigtig," siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø) og fortsætter:
"Den gør, at vi kan tilbyde vores ufaglærte at tage en uddannelse med fuld løn, og på den måde kan vi løfte det socialfaglige niveau. Samtidig vil det være med til at fastholde dygtige medarbejdere og måske også gøre, at vi bedre kan rekruttere nye. Vi har i Socialforvaltningen, lige som mange andre kommuner, hårdt brug for medarbejdere med socialfaglige kompetencer.”
Chefkonsulent Dan Rantzau Schimmel står i spidsen for projektet. Ifølge ham handler det om at gøre kagen større.
"Hvis vi (kommunerne, red.) konkurrerer mod hinanden, så bliver kagen ikke større, men vi bruger pengene mindre optimalt. Hvis vi tænker kagen større, så tager vi for det første nogle ud af arbejdsløshedskøen, som står tilbage, men vi får faktisk også gjort vores vikartræk mindre. Vi kan satse på en højere grad af faglighed, og på den lidt længere bane løfter vi fagligheden på den enkelte arbejdsplads."
Socialforvaltningen er en udviklingsbane
Det kræver et lidt ændret mindset. Ifølge Dan Rantzau Schimmel vil de fleste gerne have at samtlige stillinger besættes med social- eller specialpædagogisk personale. Det er bare ikke en mulighed kun at tænke i den retning.
Derfor skal socialforvaltningen begynde at se sig selv som en udviklingsbane, hvor man kan ansætte medarbejdere med en lavere eller ingen faglighed i forhold til arbejdsområdet, og så selv stå for oplæring og efteruddannelse - hvad enten det er til social- og sundhedshjælper eller pædagogisk assistent.
På nuværende tidspunkt har 15 medarbejdere valgt at starte på pædagogisk assistent-uddannelsen enten deltid eller fuldtid, mens tre medarbejdere har valgt at starte på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Forvaltningen har derfor store forventninger til ordningen.
Selvom det ifølge ledere ude på de forskellige tilbud er hårdt på kort sigt, da der mangler hænder, har Dan Rantzau Schimmell en klar forventning om, at allerede om et år vil kompetenceløftet kunne mærkes.
Han peger blandt andet på, at forvaltningen tidligere har haft rigtige gode erfaringer med at give sine medarbejdere et kompetenceløft i dansk.
"Vi kan eksempelvis se, at den faglige refleksion i den sociale hjemmepleje vokser. I dag er det en helt anden dokumentation vi har end for to år siden, hvor medarbejderne endnu ikke var kommet afsted på et kompetenceløfts-forløb."
Sådan finder man de relevante kandidater til opkvalificering
For at finde de rigtige kandidater at opkvalificere, har Dan Rantzau Schimmell været ude og tale med de enkelte ledere på tilbuddene om kriterierne, der blandt andet går på alder og anciennitet. Så er det op til den enkelte leder at finde de medarbejdere, der kunne være relevant at opkvalificere.
Det kunne eksempelvis have været en vikar eller omsorgs- og pædagogmedarbejder, som man vælger at investere i. Det er nemlig en meget konkret anerkendelse at give til den enkelte medarbejder, hvilket mange ville værdsætte.
Det kræver noget gymnastik i papirarbejdet, hvilket måske afskrækker nogle af de mindre kommuner, men det er ifølge Dan Rantzau Schimmell det rigtige at gøre, da man både løfter den enkelte medarbejder og samtidig får mere faglært arbejdskraft.
Han hæfter sig særligt ved det sociale ansvar der også er i at løfte og opkvalificere medarbejderne.
Særligt bliver han ærgerlig, når han ser på de mange unge mellem 16 og 25 uden job og uddannelse. Det er både dumt og dyrt samfundsmæssigt at lade så stor en ressource stå hen, mener han. Samtidigt har det mange negative konsekvenser for de unge, der står udenfor uddannelses- og arbejdsfællesskabet.
"Jeg er med på, at de ikke alle sammen skal ind på sundheds- og det pædagogiske område - men det kunne da godt være, at der kunne være nogle stykker eller tre, som man kunne gøre interesseret i det."
Pædagogiske kompetencer gør en forskel
Ifølge Dan Rantzau Schimmell er de pædagogiske kompetencer utroligt afgørende.
"Det at have en stor andel af medarbejderne, der ikke har det samme faglige ståsted som faguddannede, gør, at vi på mange punkter kommer under pres," siger han og fortsætter:
"Hvis du har en pædagogisk platform, så har du nogle værktøjer, du kan gribe fat i."
Man taler meget om forråelse i det pædagogiske miljø. Men her spiller manglende pædagogiske kompetencer også en rolle, da meget handler om ens værktøjskasse og evne til at forstå og udvise den rigtig form for omsorg for borgerne.
"Der er for mig at se en sammenhæng mellem, at vi har det svært på nogle af vores tilbud, fordi vores faglighed er under pres. Og fordi vi ikke har den faglighed, er vi nødt til at drive tilbuddet med mere ufaglært arbejdskraft med en lavere faglighed, der igen sætter systemet under pres."
Tæller ikke med samme vægt
Selvom kommunen har stor succes med opkvalificeringen, og det gør en stor forskel, er der dog også en udfordring.
Hos Socialtilsynet tæller pædagogiske assistenter nemlig ikke med samme vægt når den pædagogiske normering opgøres.
"Det er jo fjollet, at hvis du har været et sted i ti år, og du så bliver pædagogisk assistent, så tæller du ikke med samme vægtning som social- eller specialpædagoger."
Ifølge Dan Rantzau Schimmell mangler der en anerkendelse af pædagogiske assistenters kompetencer. De har en erhvervsuddannelse indenfor det pædagogiske område og en stor praktisk erfaring, hvilket gør en stor forskel på det enkelte tilbud.
Sidst opdateret: 26/10/2023 - 13:22
Emner: Københavns Kommune









































