Beslutningen om at indføre den sociale klausul i Københavns Kommune vækker glæde hos handicaporganisationerne. På billedet ses socialborgmester Karina Vestergård Madsen.

Beslutningen om at indføre den sociale klausul i Københavns Kommune vækker glæde hos handicaporganisationerne. På billedet ses socialborgmester Karina Vestergård Madsen. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix (arkiv)

Københavns Kommune sætter krav til leverandører: Ansæt borgere med handicap

I Københavns Kommune har man vedtaget en social klausul, der kræver, at kommunens leverandører har en borger med handicap ansat. Hos DH glæder man siger over beslutningen.

Udgivet: 28/03/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Et nyt initiativ i Københavns Kommune skal få flere borgere med handicap ud på arbejdsmarkedet. Politikerne i Borgerrepræsentationen har netop vedtaget en social klausul, der sætter krav til de virksomheder, der leverer varer eller tjenesteydelser til kommunen.

Fra 1. august skal virksomhederne have en medarbejder med handicap.

”Det er et stort problem, at mange mennesker med handicap ikke kan finde et job. Jeg vil gerne skubbe på for, at flere virksomheder får øjnene op for, at mennesker med et handicap også er værdifulde medarbejdere for dem. Særligt i en tid, hvor der er mangel på arbejdskraft,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø) i en pressemeddelelse.

Allerede nu stiller Københavns Kommune krav til, at kommunens leverandører skal have lærepladser og virksomhedspraktik.

Nu kommer der så et nyt krav til leverandørerne. Klausulen vil gælde for de leverandører på kontrakter, der overstiger en samlet værdi på 5 mio. kroner. Et foreløbigt estimat viser, at kommunen indgår ca. 160 nye kontrakter om året i den størrelsesorden.

Ifølge socialborgmesteren er det den samme grænse, der bliver brugt i kontraktklausulen for beskæftigelse af ledige personer.

Læs nederst i artiklen, hvordan leverandøren kan leve op til klausulen.

DH er godt tilfredse

Hos Danske Handicaporganisationer (DH) kalder formand Thorkild Olesen det for en god og klog beslutning af Københavns Kommune.

"Hvis vi skal have flere mennesker med handicap, så er du jo nødt til at angribe problemet fra flere forskellige vinkler," siger han til NB-Social.

Thorkild Olesen håber nu på, at de resterende 97 kommuner og private virksomheder vil lade sig inspirere af Københavns Kommune.

"Det er også en fordel for de virksomheder, som i dag påtager sig et ansvar og gerne vil hjælpe mennesker med handicap, at de nu får lidt belønning for at have taget socialt ansvar."

Det skyldes, at virksomhederne nu kan få ordrer ind fra Københavns Kommune, fordi de netop hele tiden har haft ansatte med handicap.

DH har sammen med Dansk Erhverv givet input til forslaget om den sociale klausul.

LOS har bekymringer

Landsorganisationen for de sociale tilbud (LOS) - der repræsenterer de private aktører - finder forslaget sympatisk, men har også bekymringer.

”En leverandør kan nemlig snildt have et menneske med et handicap ansat, som ikke bruger nogle af de ordninger som nævnes i pressemeddelelsen," siger direktør for LOS Mads Roke Clausen til OPS-Indsigt og fortsætter:

”Så jeg er lidt forvirret med hensyn til, hvordan man vil bruge det her og har tænkt sig at udrulle det her rent praktisk."

Roke peger også i interviewet med OPS-Indsigt på en GDPR-udfordring. Kommunens leverandører må som arbejdsgiver ikke oplyse, hvilke handicap deres medarbejdere har:

”Så hvordan vil man lige afgøre om leverandøren lever op til klausulen?”, spørger Mads Roke Clausen.

Den bekymring trækker Thorkild Olesen dog på skuldrene over.

"En af de klassiske måder at få beslutninger til at gå i stå på er jo at komme med alle mulige lavpraktiske problemer. Der er ikke nogen, der siger, man skal opgive CPR-nummer på de mennesker med handicap, som man har ansat i virksomheden," siger han og fortsætter:

"Man kan jo ikke tjekke alle leverandørerne, men man må jo tro på, når de siger, de ansætter mennesker med handicap, at de også har gjort det. Hvis man finder ud af, det ikke er tilfældet, så må de ud igen som leverandører."

Fakta: Kravet kan opfyldes af leverandøren ved anvendelse af fx personer i fleksjob eller ansatte, der enten er

- på førtidspension med løntilskud (skånejob)

- i beskyttet beskæftigelse

- bevilliget personlig assistent

- under isbryderordningen

- bevilget tilskud til hjælpemidler

- er ansatte med mentorstøtte

- er ansat efter de sociale kapitler i overenskomsterne mm.

Sidst opdateret: 28/03/2023 - 13:01

Temaer: Det specialiserede socialområde

Emner: Handicap, Københavns Kommune, Danske Handicaporganisationer

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]